Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Moralpolitiet er blevet nedlagt. Eller, vent, er det? Og hvad hvis det var – ville det gøre nogen forskel? I weekenden sagde Irans rigsadvokat Mohammad Javad Montazeri ifølge landets statslige medier, at den latterlige tjenestegren under politivæsenet var blevet “afskaffet af de samme myndigheder, som oprettede det“. Rigsadvokaten brugte godt nok ikke ordet “latterlige“, men det er, hvad moralpolitiet er.
Afdelingen blev sat i verden i 2005 med det ene formål at chikanere og arrestere folk, som ‘krænker’ den dresscode, som det teokratiske iranske styre har pålagt befolkningen at efterleve. Uheldigvis er det så hovedsageligt kvindelige medborgere, det går ud over, når de glemmer – eller undlader – at tildække deres hår. I september gik nogle voldsmænd i moralpolitiet over gevind, da tilbageholdt og dræbte den 22-årige Mahsa Amin, hvilket førte til folkelige demonstrationer og voldsomme sammenstød med myndighederne, som nu, helt uhørt for Den Islamiske Republik Iran, snart går ind i deres fjerde måned, uden at det er lykkedes myndighederne at få situationen under kontrol, hverken ved at lukke for sociale medier eller med gammeldags statsvold. Der har været demonstrationer og folkelige optøjer før – lidt uroligheder i 80’erne, studenteroprør i 1999-2003, opstand efter valget i 2009 og protester uden for storbyerne i årene 2017-19 – men slet ikke på det her niveau, hvor det er kvinderne, som leder an i kampen.
Søndag kom der andre meldinger fra de iranske myndigheder. På statskanalen Al Alam sagde de, at rigsadvokatens bemærkning var taget ud af en sammenhæng, og at regeringen holder fast, at kvinder skal bære hijab i offentligheden. Rigsadvokatens bemærkning kan have været en prøveballon; ifølge BBC har der ikke været en officiel udmelding fra regeringen eller præstestyret. Det er også ligegyldigt. Som den iranskfødte advokat og menneskerettighedsaktivist Shadi Sadr skriver på Twitter, er hijaben stadig obligatorisk og kan håndhæves på mange andre måder – men, tilføjer hun, demonstrationerne vil ikke slutte, “før regimet kapitulerer totalt“.
Herhjemme
Iranernes modige kamp mod styret er dybt beundringsværdig, og i det store billede gør det selvfølgelig hverken fra eller til, om der findes et moralpoliti i Iran. Sådan et findes der heldigvis slet ikke i Danmark. Vi har til gengæld en anden instans, som indtil 1983 hed Fremmedpolitiet. Det var dengang, man kaldte ting, hvad de var.
Så blev Fremmedpolitiet til Direktoratet for Udlændinge og senere Udlændingestyrelsen. I 2007 udstyrede daværende integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) styrelsen med navnet Udlændingeservice. At kalde en instans, der sender flygtninge tilbage til krig og ødelæggelse, for en “service“ var alligevel for sindssygt, så man landede på det mere neutrale Udlændingestyrelsen.
Det ville til gengæld være en tilsnigelse at kalde Udlændingestyrelsens dispositioner for neutrale. Alene i år er et hav af deres beslutninger på vegne af herboende flygtninge og indvandrere blevet omstødt af Flygtningenævnet. Det er som regel sager, der virker helt absurde, når de kommer til offentlighedens kendskab. Syrere og afghanere er som på rekordtid blevet integreret og assimileret og er i gang med uddannelser, hvor de får topkarakterer og så videre. Man må formode, at det er professionelle folk, der er ansat i Udlændingestyrelsen, men de udfører det arbejde, som regeringen ønsker, at de skal udføre.
De skøre og umenneskelige afgørelser tårner sig op, og det er langt fra dem alle, som bliver taget op af landsdækkende medier med slagkraft, så det er al ære værd, når det sker. DR er tilsyneladende gået all in på alle platforme for at fortælle historien om de syriske tvillingebrødre Ahmad og Myasar Zanon, 26, som har boet i Danmark i otte år, taler perfekt dansk og har arbejde og uddannelser. Ahmad er ved at blive færdig som socialrådgiver og Myasar driver et pizzeria i Højer.
Som nævnt er de fra Syrien, men Udlændingestyrelsen – Fremmedpolitiet – vil sende dem til Irak, selv om de, som Ahmad Zanon siger, “har nul tilknytning til Irak“ og aldrig har været der. Udlændingestyrelsen anerkender, at det ikke er sikkert at sende brødrene til Syrien, da de har nægtet militærtjeneste. Men deres farfar er fra Irak og flygtede til Syrien i slutningen af 1960’erne – og, voilà, så må de kunne sendes til Irak, ikke?
Fungerende udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) har ingen kommentarer. Ofte afviser de ansvarlige politikere at kommentere enkeltsager i medierne. Men med så mange enkeltsager er ordet ‘enkeltsager’ ikke længere dækkende. En ny regering skal rydde op i det morads – også selv om moradset er udslag af statsminister Mette Frederiksens udlændingepolitik de seneste år. /Oliver Stilling