I mere end en uge har alt og alle på den politiske scene opført sig surrealistisk: Det amerikanske valg har virket som en mareridtsudgave af det gamle DR-hit ‘Bakke Snagvendt’, hvor missetand ikke blot er blevet til tissemand, men hvor krigsveteraner er blevet hængt ud som landsforrædere. Ordene, personerne og publikum, ja, alt har virket naturstridigt. Men endelig – endelig – er en vis form for normalitet ved at indfinde sig i verden. Tyngdekraften er vendt tilbage. Måske?
Opbakningen til Donald Trump er i de seneste døgn styrtdykket, efter Hillary Clinton langt om længe indtog podiet og præsenterede en bare nogenlunde sammenhængende plan for Amerikas fremtid. De første meningsmålinger efter Demokraternes partikonvent i Cleveland viser, at opbakningen til Hillary Clinton har taget et solidt hop. Og dermed omvendt i duellen: Trump er faldet tilbage og har nu for alvor fået sine egne imod sig.
Hvad der indtil for en uge siden virkede som en virkeliggørelse af påstanden om en ny postfaktuel tidsalder – hvor lystløgne og fordrejninger fik lov til at cirkulere frit og uimodsagt – lader til nu at blive konfronteret med et virkelighedstjek: Pludselig er selv partiloyale republikanere begyndt at råbe vagt i gevær over for Donald Trumps reality-show.
Mest hårdtslående er kritikken fra Veterans of Foreign Wars, USA’s største forening for krigsveteraner, som har fået mere end nok af ejendomsmogulens morskab på bekostning af de tusindvis af unge mænd og kvinder, som er blevet dræbt og lemlæstet i de seneste tiårs blodige krige. Forsøget på at håne, spotte og latterliggøre den nye Captain America, Captain Khan, har slået brutalt tilbage med rekyl.
Realistisk set er det dog nok kun et enkelt slag i valgkampen, der nu er blevet vundet af Hillary Clinton & co. I en ordkrig, der allerede virker uendelig. Endnu er der 98 dage til selve præsidentvalget, og hver dag og hver uge vil byde på spektakulære hændelser og udfald. Og hver især kan de små forskydninger synes ligegyldige. Politiske valg i mange andre lande har mindst lige så stor betydning for alverdens borgere, som det amerikanske præsidentvalg.
Men der er alligevel mere på spil denne gang, nemlig selve oplysningstanken. Forudsætningen for, at alt ikke opløses i tom underholdning og vulgært nonsens, er således, at debatten er rodfæstet i virkeligheden – at ethvert udsagn i sidste ende kan holdes op på kendsgerninger og et minimum af saglighed. Netop derfor synes de sidste få døgn at være et vendepunkt for demokratiet: Alt er ikke ligegyldigt. Trump har mødt sin første mur.