Når man sidder og klikker rundt på de små gule prikker danner der sig hurtigt et mønster på det elektroniske danmarkskort. På hver af de gule prikker er der et sort symbol. En gravsten med et Venus-symbol for en myrdet kvinde.
Men mønsteret er ikke kun i symbolerne. Når man klikker på en prik, får man en lille historie. Om hvordan den givne kvinde blev slået ihjel og af hvem – hvis den information ellers har været tilgængelig. Og det er her, efter utallige klik, at mønsteret træder tydeligt frem. Det føles, som om ordet ’ekskæreste’ eller ‘eksmand’ optræder i dem alle. Ofte efterfulgt af motivet: Jalousi.
Læsningen er ikke rar, men den er heller ikke overraskende. I en ny analyse kunne ngo’en Center for Magtanalyse, der står bag danmarkskortet, konkludere, at jalousi er den primære årsag til, at kvinder bliver myrdet, baseret på en kortlægning af de 240 kvindedrab begået i Danmark i perioden 2000-2021.
Center for Magtanalyse begyndte at tælle kvindedrabene på direkte opfordring fra FN. Ovre hos Politiken begyndte de også at tælle partnerdrab fra 2017 og frem, på FN’s opfordring om at alle lande skulle have en såkaldt ’Femicide Watch’. Et kartotek over alle de gange, hvor kvinder bliver dræbt, fordi de er kvinder.
Og det er vigtigt, at vi tæller. For selvom det er ubehagelig læsning, kan tallene være med til at forhindre fremtidige drab. I den seneste rapport fra FN’s organisation for ligestilling, der udkom d. 25. november i år, konkluderede de, at aktivisme redder liv. Og en stor del af den aktivisme bygger på, at ngo’er som fx Center for Magtanalyse fører statistik over de kvindedrab, der bliver begået, både herhjemme og i udlandet.
Data over kvindedrab i Danmark er ellers rimelig tilgængelige for politiet, det er bare en hurtig søgning i databasen, hvor man så kan se forurettedes køn. Men de data indgår ikke i en offentlig tilgængelig statistik og mangler ofte en mere uddybende kontekst – og konteksten er vigtig. Som når man klikker rundt på det elektroniske danmarkskort og kan se, at der er mange af de samme tendenser forud for mordet, der går igen.
Når vi kender til og informerer offentligheden om de tendenser, kan vi stoppe fremtidige mord. For som rapporten også konkluderer, er det nemt at forebygge mordene. Det handler bare om vilje til at tale – og viljen til at tælle.
Alt det vi ikke ved
“Når det gælder femicides, er datamangel stadig et kæmpestort problem,“ siger Yeliz Osman på en videoforbindelse fra New York. Hun har selv været med til at udarbejde FN’s rapport og er policy specialist på området End Violence Against Women. “I fire ud af 10 sager om kvindedrab er der ikke tilstrækkelig information tilgængelig til at kunne vurdere, om det har været et femicide, et kønsbaseret mord, eller ej.“
“Vi ved, at de tilgængelige tal højst sandsynligt undervurderer problemets sande omfang. Vi ved også, at lande ikke nødvendigvis altid får systematisk registreret tilfælde af kvindedrab, der finder sted i den offentlige sfære, altså uden for familiesammenhæng, uden for hjemmet eller uden for et intimt partnerforhold. Den her type sager, der forekommer ofte, er ikke registreret som kvindedrab eller kønsrelaterede drab. Så vi mangler en stor del af billedet.“
De tilgængelige data danner et klart billede: Hjemmet er det farligste sted at befinde sig for en kvinde. Lidt over halvdelen af alle femicides på verdensplan bliver begået af nogle, som ofret kender – en (eks)partner eller et mandligt familiemedlem. Det betyder, at i gennemsnit bliver mere end fem piger og kvinder slået ihjel i timen af nogen fra deres egen familie.
Vi ved, at det offentlige rum er farligst for mænd. Men når mænd bliver slået ihjel “udenfor“, er det primært i forbindelse i armeret konflikt eller i bandekonflikter. Når kvinder myrdes, kender de som sagt oftest gerningsmanden forinden, og hvis de myrdes på gaden, så bliver de slået ihjel, fordi de er i kvinder. Ikke i kamp. Men når de kvindedrab ikke registreres som femicides, udebliver de fra statistikkerne og ender som skyggetal.
Et eksempel på det herhjemme er mordene på fx Kim Wall og 22-årige Mia fra Aalborg, der blev myrdet på vej fra byen tidligere i år. De to mord bliver ikke registreret i som femicides i offentlige databaser, fordi de ikke kendte deres gerningsmænd forud for drabet, og fordi det skete “offentligt“.
Det er altid nemmere at gøre noget ved en situation, hvis man har det fulde billede. Og det har vi langt fra, når det kommer til at finde ud af, hvorfor mange kvinder på verdensplan bliver myrdet. Trods mere opmærksomhed på kvindedrab og vold mod kvinder generelt, så forbliver antallet stort set uændret på verdensplan, forklarer Osman: “Tallene er alarmerende og deprimerende, fordi de viser, at tingene ikke bliver bedre, som de burde. Selvom vi ved, at kvindedrab og kønsrelaterede drab kan forebygges.“
Aktivisternes lod
Ved at udbrede viden om kvindedrabene og insistere på, at den kønnede motivation bag drabene inkluderes og tages alvorligt, forstår vi bedre, hvilke ting vi skal kigge efter i fremtidige relationer – og flere kvinder kan måske nå at søge hjælp, inden det er for sent. For volden kan ofte stoppes, inden det går galt, og det er især dét budskab, som Yeliz Osman og FN’s Organisation for ligestilling kæmper for at få frem.
Osman fremhæver et studie fra Sydafrika, hvor antallet af femicides blev halveret over en 18-årig periode ved, at der blev indført omfattende lovgivning og tiltag på området. Eller i Fiji, hvor hver tredje kvinde, der havde været i et parforhold, også havde oplevet fysisk og/eller seksuel vold – men at man ved at introducere et sportsfællesskab i lokalsamfundene med fokus på ligestilling, oplevede en ændring i mændenes adfærd over for kvinderne. Det handler nemlig især om at uddanne og komme misogynien i forkøbet.
Årsagen til, at de her tiltag virker, er resultatet af kvinderettighedsorganisationer og ngo’ers årelange arbejde, understreger Osman. Det er dem, der sørger for at tælle, og hvis tal ofte ser markant anderledes ud end de officielle; det er også dem, der tager ud og uddanner om ligestilling – og så det er dem, der holder øje med, at love og tiltag implementeres ordentligt.
Voldens historie
Herhjemme er det bl.a. Center for Magtanalyse, der tæller. Ngo’en har været i gang i tre år og er en forening “stiftet af voldudsatte til voldsudsatte“, fortæller direktør og stifter Ditte Bjerregaard. Det danmarkskort, vi kiggede på tidligere, er lavet af frivillige fra CMA, der har siddet og gennemtærsket danske medier for at finde information om kvindedrab i Danmark.
Det betyder dog også, at databasen er mangelfuld, da der er mange drab, hvor der ikke gives en kontekst eller en udpræget forståelse af de interne relationer.
Udover at styre den danske Femicide Watch, så arrangerer ngo’en også støttegrupper, uddannelse til unge samt fagpersoner og arbejder generelt med at informere om vold. For som Ditte Bjerregaard understreger, er det især vores voldsforståelse, vi bliver nødt til at ændre og gøre mere omfattende:
“Da vi laver støttegrupperne, finder vi ud af, at dem, som opsøger os – og som mig selv har været udsat for vold tidligt i teenageårene – de har været i tvivl om, hvorvidt volden har været “slem nok“ til, at man har opsøgt støtte. Så det, alle møder os med, er faktisk et “jeg i tvivl om, om jeg må være her“. I vores støttegrupper viser det sig, at et overraskende stort antal af dem har været udsat for drabsforsøg, inklusive mig selv.“
Når en mand slår sin (eks)kæreste eller -kone ihjel, er det langt fra første gang, at han har været voldelig over for hende i en eller anden grad. Men hvis kvinderne selv kommer i tvivl om, hvornår volden begynder, bliver det livsfarligt. Derfor arbejder de i Center for Magtanalyse ud fra en anden voldsforståelse:
“Vores begreb om vold handler om, at vi i vores data fra støttegrupperne kan se, at volden starter lang tid før, den bliver fysisk. Vi kan se og dokumentere i alle tilfælde, hvor volden bliver både fysisk og psykisk, så er den først og fremmest sproglig. Så vores voldsforståelse starter med en forståelse for, at uligheden og volden starter i sproget,“ siger Bjerregaard og uddyber, at data fra personer, som har overlevet drabsforsøg, viser, at det kun er i nogle tilfælde, at volden er fysisk forinden drabsforsøget. Men den er altid sproglig og psykisk.
Den data, som Center for Magtanalyse baserer sin viden på, står de selv for at indsamle, og det er en klar udfordring, når ansvaret for at samle og udbrede information om femicides falder på frivillige og andre ildsjæle, mener Ditte Bjerregaard:
“Helt enkelt handler det om: Er der en grænse for, hvad civilsamfundet skal stå for? Det her er et strukturelt problem. Det her er et samfundsproblem, fordi vold og drab har ekstreme omkostninger, så det burde være noget, som staten står for at forebygge. Det kan vi så konstatere, at det gør de ikke. Det kan vi se i deres politik. Vi kan se det i de penge, de giver til at forebygge vold. Der findes ingen. Det er primært ambulant.“
“Det er et kæmpe problem, når de midler, der bliver sat til side, bliver brugt til krisehåndtering og til at lave støtte efter skaden er sket. Vi kan ikke få støtte og midler fra staten, i hvert fald ikke så holdbart, for i Danmark har vi en opfattelse af, at volden først sker, når den er fysisk.“
“Så der er ikke nogen vilje til at stoppe volden, før den starter. Det er et problem, fordi det, der altid sker, når der er et problem med store sociale konsekvenser, er, at civilsamfundet tager over. Og her er vi. Og sådan burde det jo ikke være, fordi det er let at forebygge.“
Et argument, der ofte synes at opstå i debatten om forebyggelse af kvindedrab og femicides i Danmark, er, at situationen bliver reduceret til ét tal: 12. Antallet af kvinder, der årligt bliver slået ihjel af deres partnere. I et land med 6 mio. indbyggere kan det tal for nogle virke ret småt. Men det er Ditte Bjerregaard lodret uenig i:
“Jeg bliver altid helt chokeret og paf, når folk kommer med præcis dét argument. For i det argument ligger der, at ikke alle liv er lige meget værd. Og det er jeg bare grundlæggende uenig i. Så argumentet har jeg egentlig ikke lyst til at kommentere på andet end at sige, det er what about-ism. Det er en måde at afspore samtalen. Man kan også høre, at nogle byder ind med, at mænd jo også bliver dræbt. Men vi nødt til at adskille drab på mænd og drab på kvinder, som særskilte kategorier.“
“Det hører sig ikke til i debatten, fordi et liv, der kan reddes og er let at redde, er vigtigt at redde.“
Vi har brug for en stikkerkultur
At kvindedrab kan forebygges, er det ikke kun Yeliz Osman og Ditte Bjerregaard, der er enige i. Det er også vicepolitiinspektør hos Københavns Vestegns Politi Søren Rye. I forbindelse med sin uddannelse ved Cambridge University gennemgik Rye alle danske sager om partnerdrab for at finde ud af, hvordan man udvikle bedre metoder og tilgange, så parrene kunne findes tidligere, og drabet kunne forhindres.
I sin gennemgang fandt Søren Rye ud af, at det risikoværktøj, de i forvejen benytter sig af i dansk politi, når de bliver kaldt ud til tilfælde af partnervold, eller vold i nære relationer, så ud til at have nogle gode indikationer på at finde dem han kalder risikopar. Politibetjentene kigger på fem indikatorer, hvoraf tre er meget fremtrædende: mentale problemer, misbrugsproblemer og trusler på livet. Til gengæld fandt han også ud af, at det kun er i en fjerdedel af sagerne, hvor politiet og andre myndigheder rent faktisk får muligheden for at kunne finde parrene, når de bliver kaldt ud til vold i hjemmet, på gaden etc. Og det tal mener han kan forhøjes:
“Vores chancer for at kunne finde parrene tidligere, ville blive fordoblet, hvis vi kunne løfte opmærksomheden ud til andre i omgangskredsen, venner, familie og kolleger, og få etableret en omsorgskultur. Man kunne også kalde det en stikkerkultur, hvor at vi rundt om parret lægger mærke til, at der er noget galt, så bliver bedre til at aflevere den her viden til nogen, der ved, hvordan den skal varetages.“
“Vi bliver nødt til at reagere, når vi ser noget. Det ville potentielt kunne forøge det antal af par, som politiet laver risikovurderinger på, og dermed være med til at forhindre flere af de her i hvert fald 12 drab om året. Vi er simpelthen som samfund forpligtet til at forsøge at gøre noget for de her par, når vi møder dem.“
Udover at Rye efterspørger det, han (måske af gammel vane) kommer til at kalde “en stikkerkultur“ blandt parrets omgangskreds, skal den selvsamme kultur også implementeres i det offentlige. Han foreslår, at der skabes et formaliseret samarbejde mellem politi, social- og sundhedsmyndigheder, hvor man hver især bruger “energi på at finde risikoparrene, og dernæst i fællesskab leder efter mulige løsninger“.
Rye mener nemlig, at hvis bare de forskellige offentlige myndigheder kunne tale sammen og udveksle viden, så kunne man nå frem til parrene langt tidligere. Som Ditte Bjerregaard og Center for Magtanalyses data viste, så er volden ikke altid fysisk forinden drabet, hvilket gør, at parrene formentlig ikke kommer i politiets radar først.
“Problemet er, at hvis man finder dem i den sidste fase af konflikten – i voldsudøvelsen alene – så kan det være enormt svært at gøre noget for dem. Hvis man kan finde dem rigtig, rigtig tidligt, så er deres problemer mindre manifeste. Jo tidligere man finder dem, jo nemmere kan de hjælpes. Problematikken er så: Hvor tidligt må man begynde at dele oplysninger? Hvor skal indikationerne være?” spørger Rye retorisk.
Men selvom en sådan en struktur mellem hospitaler, politi osv. uden tvivl ville hjælpe, så er han også overbevist om, at problemet starter langt tidligere. “Hvis man skulle kigge på rigtig forebyggelse, bliver man nødt til at kigge længere tilbage og se, hvordan man forhindrer nogle af de her drenge og mænd i at blive, som de er, altså udadreagerende og voldelige,“ siger Rye og fortæller, at han især er blevet inspireret af debatten omkring nye manderoller og maskulinitet i det hele taget. For som vicepolitikommissæren tørt konstaterer: “Det er jo mænd, der slår ihjel.“ /Astrid Plum