Nyhedsanalysen
[fw - onsdag]
Når vi af og til spørger jer læsere, hvad I godt kan lide ved at læse Føljeton, plejer der som regel at være en håndfuld, der svarer, at det er at lære skribenterne at (gen)kende. Flere skriver endda, at det ligefrem bliver til en lille gætteleg, hvem der har skrevet dagens tekst, inden I når til signaturen i bunden. Så udfordringen er hermed givet videre: Kan du gætte, hvem der mon kunne finde på at trække paralleller mellem Socialdemokratiet og Søren Kierkegaards Sygdommen til Døden? Ellers får du svaret her.
Det var også onsdag, vi bragte sidste reportage i Feuilletons klimaserie – Føljetons europæiske Doppelgänger. De seneste måneder har vores journalister rejst rundt i Europa for at undersøge hvilke tiltag, der kan inspirere ambitionen om at blive verdens første klimaneutrale kontinent inden 2050. Hvis vi selv skal sige det, har det vist sig at være ganske håbefuldt: Overalt er der have af viden – som i Grønland, der kæmper mod den smeltende indlandsis, og Grækenland, der har noget at lære os efter år med voldsomme skovbrande. Nu er tiden kommet til Bulgarien, der holder vejret for luftforureningen, men igen også ved hvad der skal til for at bekæmpe den.