Illustration: Midjourney og Føljeton
Når børn hvert år i december sætter sig i sofaen for at se julekalender, vil de helst se noget, de kan identificere sig med. For de fleste betyder det, at de godt kan lide at se en almindelig familie, der bor i et almindeligt hus og tjener almindelige penge.
Samtidig lever vi dog også i et samfund, hvor skellet mellem rig og fattig vokser. Faktisk har den økonomiske ulighed i Danmark aldrig været større. I hvert fald ikke, siden vi begyndte at beregne gini-koefficienten i 1987. Det kan gå ud over sammenhængskraften, fortæller lektor ved økonomisk institut på Copenhagen Business School og forsker i ulighed, Birthe Larsen.
Uligheden betyder, at man mister forståelsen “for, hvordan andre folk lever. At den rigeste del af befolkningen tænker, at hvis folk er endt i den fattigste ende af befolkningen, så er det lidt deres egen skyld, og man er lidt anderledes. Og omvendt har den fattigste del af befolkningen en tendens til at tænke, at alle de rige alligevel er kommet alt for let til deres penge.“
Derfor må det også være et public service-anliggende at vise forskellige økonomiske virkeligheder, særligt til børn i julen, hvor nissevenner og snak om hvem, der har fået hvad i adventsgave, fylder skolernes klasselokaler. Hvis man spørger filminstruktør Natasha Arthy kan julekalendere være et værktøj, der kan få børn til at forstå andre baggrunde:
“Hvis den fiktive fortælling er god, så får den børnene til at identificere sig med andre børn fra alle slags miljøer. Det er en af de måder, vi kan komme fordomme til livs, hvis vi starter, fra de er helt små.“
Ifølge Natasha Arthy har der tidligere i DR’s Børn og Unge afdeling været en tendens til at vise folk fra middelklassen. “Det har handlet om børn og familier fra et hyggeligt rækkehus eller en yndig villa. Forståeligt nok ville de gerne ramme bredt, og derfor har man set gennemsnitsfamilier, som de fleste kan identificere sig med,“ siger hun og uddyber: “Jeg synes, det har været kedeligt og forudsigeligt, at man altid skildrer den velhavende del eller middelklassen. Jeg synes bare, det blev den samme historie.“
Selv står Natasha Arthy bag julekalenderen Julefeber fra 2020, der blev sendt på netop DR. Her følger man en familie bestående af to børn og en enlig far, der bliver smidt ud af deres lejlighed i Urbanplanen og må flytte op på loftet af Den Kongelige Balletskole, hvor faren arbejder i køkkenet.
“Det var et super bevidst valg, da vi lavede julekalenderen, at vi gerne ville tage udgangspunkt i nogle mennesker, som ikke havde specielt mange penge. Det er blevet endnu vigtigere for mig, efter jeg selv har fået børn og kan se, hvor til stede penge er for dem, og hvor meget de måler og vejer alting,” siger Natasha Arthy.
Ulighed er nemlig ikke kun noget, de voksne læser om i aviserne, eller politikerne diskuterer på Christiansborg. Det er noget, der opleves, også af børn. “Børn sammenligner sig ofte med andre børn og føler forskellen. Derudover ved vi at børn, der vokser op i fattige familier ser deres muligheder begrænses. De får dårlige karakterer, de trives dårligere, de får kortere uddannelser, og de får en lavere indkomst som voksne. Lavere uddannelse hænger også sammen med dårligere helbred,“ fortæller Birthe Larsen.
Forståelse for andre børn
I årets julekalender på DR, Julehjertets Hemmelighed, er ulighed et centralt tema. Vi befinder os på en herregård i slutningen af 1800-tallet i en upstairs-downstairs fortælling med en godsejerfamilie og en familie af tjenestefolk. Instruktør og manuskriptforfatter bag serien Poul Berg håber, at den får børn til bedre at kunne forstå hinanden på tværs af økonomiske skel:
“Uligheden ses eksempelvis, når tjenestefolkenes børn ser, hvordan herskabets børn har det. Vores hovedperson kan høre, hvilke overvejelser de gør sig omkring julegaver, som de skal have, mens hun får selv en skilling i fødselsdagsgave. Så der er jo enorm stor forskel på, hvordan de lever deres liv. Og sådan er det jo også i dag. Der er enorm stor forskel på, hvordan vi lever vores forskellige liv, men det er vigtigt, at man får en forståelse for, hvordan andre mennesker har det og lever. Og det går begge veje,“ fortæller Poul Berg.
Men det er ikke helt nemt at formidle ulighed og trange kår til et barnligt publikum. Eller faktisk i det hele taget. Ifølge Natasha Arthy orker de fleste ikke at se “nogle, der ikke har så mange penge, fordi man tænker, at det er sørgeligt“. Hun fortæller om en af sine børns venner, som synes, det var for trist, at julekalenderen handlede om en familie uden penge: “Det gad han simpelthen ikke at se på,“ siger hun og forklarer, at han heldigvis endte med at skifte mening senere, men tilføjer: “Så hvis man, ligesom jeg, prøver at fortælle om nogen, der ikke har specielt mange penge, så har man allerede gjort det en lille smule sværere for sig selv. Og der er det helt klart en hjælp at skrue op for nogle andre ting i historien.“
Mens voksenfiktion om folk fra underklassen bruger filmiske greb som action og spænding, er det anderledes, når man skal formidle til børn. Det gælder om at finde en måde, at få “det sneget ind“, siger Poul Berg. “Det skal være pakket ind i noget andet,“ tilføjer han, og nævner humor som et oplagt greb. Det samme mener Natasha Arthy, der påpeger, at du nærmest “kan fortælle alt, hvis du har humor med“.
Særligt ét greb virker særdeles godt for børn, mens voksne ofte skal have et tilløb: Magi. Meget figurativt blev det også illustreret i DR’s Absalons Hemmelighed, hvor en direktørdatter bor på toppen af julegaveræsets centrum, Magasin, mens julekalenderens anden hovedperson – som viser sig at være en engel – bor i kælderen og må stjæle mad for at overleve. “Børn gider som regel godt at gå med på magisk realisme. Der er voksne måske lidt mere sådan: ej helt ærligt, hvorfor nu det? Derfor er børn sjovere at fortælle til,“ siger Natasha Arthy.
Selvom grebene er forskellige, er resultatet det samme: Man fjerner blikket fra middelklassen. På den måde kan julekalenderen vise børn, at julen ikke kun er for den almindelige familie, der bor i et almindeligt hus og tjener almindelige penge. /Xenia Heiberg Heurlin