Bump på vejen til kaos

Der er huller i regnskoven. Huller, hvor minearbejdere på ulovlig vis udvinder guld og hvorfra, der løber giftige kemikalier ud i floderne og ind på de oprindelige befolkningers leveområder. Nye luftbilleder udgivet i The Guardian viser en ulovligt anlagt orange vej, der skærer sig 120 kilometer gennem dybgrøn regnskov på Amazonas største oprindelige territorium, Yanomami.

“Jeg kalder den: ‘vejen til kaos’,“ siger miljøforkæmperen Danicley de Aguiar fra Greenpeace. Han er ombord på det overvågningsfly, der har til formål at bekræfte, at der de seneste måneder er blevet anlagt en ny vej til at smugle gravemaskiner ind på det angiveligt beskyttede land.

Det er ikke kun veje, der fører til ulovlig minedrift. I august identificerede The New York Times mere end 1.200 uregistrerede landingsbaner i Brasiliens Amazonasregnskov. Landingsbaner, der har givet luft under vingerne til den ulovlige industri, der er fløj under radaren hos den tidligere præsident Jair Bolsonaro. Omkring 60 pct. af landingsbanerne er placeret på oprindeligt og beskyttet land, hvor alle former for minedrift er forbudt, og de er med til at trække den ulovlige minedrift ud i de mest afsides hjørner af regnskoven.

“Det her er kaosset,“ siger Aguiar fra overvågningsflyet og peger på de tydelige spor fra gravemaskinernes dæk i mudderet.

En del længere nordpå i Montreal, forsøger verdens lande i øjeblikket at sætte et bump på vejen til det kaos, der udspiller sig i Amazonasregnskoven og resten af den naturlige verden. Ifølge FN’s biodiversitetspanel, IPBES, er omkring én million dyre- og plantearter i fare for at uddø, hvilket har fået flere forskere til at varsle, at vi står på tærsklen til en menneskeskabt masseuddøen. Det gælder bl.a. videnskabsjournalist og forfatter Elizabeth Kolbert, som i bogen Den Sjette Masseuddøen fortæller den unaturlige historie om naturens accelererende forfald til vands, til lands og i luften.

Det længe ventede biodiversitetstopmøde COP15 har været udskudt af flere omgange på grund af coronapandemien og har da heller ikke fået lige så meget opmærksomhed som “den anden COP“, på trods af landenes ambitioner om at vedtage “naturens Parisaftale“. Med en lille uges forhandlinger tilbage ligger der nu et udkast til aftaleteksten på bordet, der bl.a. indeholder den catchy målsætning om 30 by 30, altså beskyttelsen af 30 pct. af jordens land, kyster og hav inden 2030.

Plads ved bordet

Kritikere har påpeget, at målsætningen om 30 by 30 er uambitiøs og i værste fald kan bruges til at udhule oprindelige befolkningers rettigheder yderligere og fordrive dem fra deres land, hvilket er stik imod FN’s løfte om, at naturbeskyttelse skal ske i overensstemmelse med de oprindelige befolkningers rettigheder. “Uden en grundig overhaling vil det såkaldte 30 by 30-mål ødelægge tilværelsen for oprindelige folk og blive voldsomt destruktivt for andre befolkningsgrupper med selvforsynende landbrug, alt imens det leder opmærksomheden bort fra de virkelige drivkræfter bag biodiversitets- og klimakollaps,“ skrev Amnesty International, Survival International, Rainforest Foundation UK og Minority Rights Group International i en fælleserklæring, inden COP15 begyndte.

Ifølge en undersøgelse foretaget af FN er der op til 50 pct. mindre skovrydning på de oprindelige befolkningers territorier i den brasilianske, bolivianske og colombianske regnskov. Men i Brasilien, hvor mere end 3o pct. af landarealet allerede er beskyttet, kan målsætningen om 30 by 30 give bagslag, hvis det giver anledning til at udvikle landbruget og minedriften, der graver dybe huller i regnskoven.

FN’s undersøgelse understreger til gengæld, at det er rimelig heldigt, at de oprindelige befolkninger forvalter og beskytter 80 pct. af jordens biodiversitet, på trods af, at de kun udgør fem pct. af verdensbefolkningen. Set i det lys virkede det også som en klog investering, da Canadas præsident Justin Trudeau skød topmødet i gang ved at love 800 mio. canadiske dollars til at støtte bevarelsesinitiativer ledet af de oprindelige befolkninger i Canada. Men det er også en investering, der hurtigt kan vise sig mindre værd, hvis der ikke er plads til repræsentanter fra de oprindelige befolkninger ved forhandlingsbordet, når de endelige og meget afgørende formuleringer skal på papiret.

“Efterhånden som forhandlingerne nærmer sig deres afslutning, bliver der mindre og mindre plads til oprindelige folk,“ siger Jennifer Corpuz, der er en del af den oprindelige Kankanaey Igorot-befolkning fra det nordlige Filippinerne og en af de oprindelige folks repræsentanter til topmødet. “Hvis vi ikke er til stede, er det meget svært for os at forsvare vores position.“ De andre beslutningstagere bør klemme sig sammen om bordet, hvis COP15-forhandlingerne og løfterne til de oprindelige befolkninger ikke skal ende som blablabla. /Emilie Ewald