Når børn er eksportvarer

Tænk hvis de babybilleder, du har af dig selv, faktisk forestiller en helt anden. Overvej hvis du finder ud af, at du er fem år ældre, end du går og tror. Eller forestil dig, hvis dine forældre faktisk lever, selvom du altid har fået at vide, at du er forældreløs. Det er virkeligheden for flere adopterede fra Sydkorea.

Landet bliver kaldt den største eksportør af børn. De præcise tal er usikre, men forskere skønner, at ca. 200.000 børn over de seneste seks årtier er blevet bortadopteret til udlandet. Nu skal adoptionerne granskes. Sydkorea har nemlig nedsat en kommission, der skal undersøge omfanget af svindel i internationale adoptionssager.

I første omgang skal 34 sager undersøges. De er indsamlet af Danish Korean Rights Group, der ledes af danske Peter Møller, som selv er adopteret fra Sydkorea. “Adoptionsnarrativet er jo egentlig ret enkelt. Korea var et rigtigt fattigt land, og for at hjælpe gav man nogle børn en bedre tilværelse i Vesten. Men så enkelt har det ikke været,“ fortæller han til Føljeton.

De indleverede sager tæller adopterede, der er blevet sendt af afsted med døde børns identiteter, forfalskede fødselsdokumenter og børn, der er forældreløse på papiret, men ikke har været det i virkeligheden. “Det er menneskehandel maskeret som en humanitær gerning,“ siger Peter Møller.

På overfladen kan adoptioner virke som et privat familieanliggende, men i Sydkorea har det været en integreret del af landets social- og immigrationspolitik. Efter Koreakrigen sluttede i 1953, blev der de følgende år født børn med amerikanske soldater som fædre og koreanske kvinder som mødre. Forskere har beskrevet adoption som et værktøj til at fjerne børnene af blandet race fra landet, samt en løsning på de tusindvis af forældreløse og nødlidende børn, som det krigshærgede land husede. På den måde blev den humanitære krise begyndelsen på mange årtier med adoption som et politisk værktøj til at løse sociale problemer.

Adopterede organiserer sig

Peter Møller arbejder for, “at finde sandheden om, hvad dælen det er for noget. Det er mere kompliceret og skummelt, end man lige troede“. Under pandemien inviterede en veninde, der forsker i adoption, ham til at deltage i en række webinarer om adoptionsforskning. Her fik han indsigt i det koreanske adoptionssystems historie, og hvordan det fungerer. “Efter seminaret spurgte jeg min veninde: Hvorfor er der ikke nogen af jer, der gør noget? I sidder jo med al den viden og med folk, der har gennemforsket det,“ fortæller han og fortsætter: “Til det svarede hun: Nej, de adopterede skal selv stå for det.“

Og det gjorde han så. For at de sydkoreanske myndigheder ikke skulle afvise at undersøge internationale adoptioner ved at henvise til, at der var tale om enkeltsager, begyndte Peter Møller at indsamle adoptionshistorier. Sammen med sin veninde stiftede han foreningen Danish Korean Rights Group, og i august kunne de aflevere 51 sager til Sydkoreas Sandhedskommission for at dokumentere systematisk svindel i adoptionssystemet. Det skabte medieomtale, og derfra voksede sagen. “Rigtig mange adopterede fra hele verden henvendte sig til mig. De ville gerne være med,“ fortæller Peter Møller. En måned senere afleverede foreningen yderligere 231 sager, og i sidste uge indgav de den sidste omgang. I alt har gruppen indleveret 334 sager. Den 8. december offentliggjorde de sydkoreanske myndigheder, at der vil blive nedsat en kommission, der skal undersøge 34 af sagerne nærmere.

“Da nyheden om, at der kom en kommission, kom frem, var der jubel. Det var, som om Danmark havde vundet VM i fodbold kombineret med, at folk brød sammen i gråd. Det er utroligt følelsesmæssigt. For de adopterede betyder det, at de nu får vished. Det er uvisheden, der påvirker folk. Nu får vi får sandheden frem omkring, hvad adoptioner handler om.“

Forældreløs på papiret

Peter Møller har næsten hele sit liv troet, at han var forældreløs. Det står i hans adoptionspapirer. “Det har jeg egentlig gået og forliget mig med. Sådan kan livet jo være en gang i mellem,“ fortæller han. Det var først, da hans ældste datter en dag spurgte ham, om hendes farmor var hans “rigtige mor“, at tankerne blev sat i gang, og han begyndte at studere sine adoptionspapirer, som han havde fået udleveret drypvist over 10-12 år.

“Jeg regner med, at jeg har hele historien. Men så kan jeg se, at der er meget fine beskrivelser af min biologiske mor. Der står, at hun var ung pige i huset, der flyttede syd fra op til Seoul. Der bliver hun gravid, og da hun skal føde, vil hun rejse sydpå hjem til sin familie for at føde der. På togturen går vandet, og hun bliver hjulpet af i en by, der hedder Nonsan. Der bliver hun hjulpet på den nærmeste fødeklinik, hvor jeg bliver født. Da hun er ugift, kan hun ikke have barnet, og derfor blev jeg sendt til adoption.“

Beskrivelserne overraskede Peter Møller: “Jeg syntes, det var noget underligt noget. Man kan ikke både være forældreløs og have så detaljerede oplysninger om sin forælder.“

Peter Møller siger, at hans historie er en af de “simpleste“, de har indsamlet. Men fortællingen om folk, der på papiret er forældreløse, omend yderligere oplysninger siger noget andet, går igen. “Du har fået at vide, at du var forældreløs hele dit liv, men så viser det sig, at der går nogle mennesker rundt i Korea, som faktisk er din biologiske familie. For nogle har det betydning. De vil gerne finde dem og møde dem, fordi det gør dem hele og får lukket de huller, de har.“

Sandhedskommissionen undersøger nu den sydkoreanske del af sagen. Men for Peter Møller er det kun halvdelen af det fulde billede. “Så snart regeringen i Danmark er faldet på plads, vil vi bede om, at de ting, som den koreanske stat er i gang med at granske, også bliver gransket i Danmark.“ Danmark er nemlig et af de lande i verden, som har modtaget allerflest adopterede fra Sydkorea per indbygger. Og ifølge Peter Møller skal man se adoptionssystemet som et marked, hvor børnene er varen, der er blevet solgt fra Sydkorea og købt i Danmark.

“Ligesom med alle mulige andre ting, hvor man ser på økologi, CO2-aftryk osv., skal kommende adoptivforældre se på, om deres vare er i orden. Har det barn, man har tænkt sig at adoptere, fået overtrådt sine menneskerettigheder? Er barnet blevet handlet? Er barnet blevet stjålet fra nogle andre? Har man udnyttet fattige mennesker, som ikke kan få brød på bordet, og stukket dem 500 dollar for et barn? Det synes jeg da godt, at man i Danmark og i de vestlige lande kunne tænke over.“ /Xenia Heiberg Heurlin