Skærmbillede fra dokumentaren 'Harry & Meghan'/Netflix
Det kan være svært – ja, ofte er det næsten umuligt – at forudsige konsekvenserne af ens handlinger. Som hvis man laver det, man tror, er en uskyldig joke, men bagefter finder ud af, at andre ikke deler ens humor, og faktisk synes det er både upassende og stødende. Bagklogskabens ulidelige lys kan være blændende.
Det kan ingen ringere end filminstruktør Steven Spielberg tale med om. Ifølge Spielberg er det dog ikke bare en joke, men hele filmen Jaws fra 1975, der er blevet misforstået. I et interview med BBC undskylder Hollywood-instruktøren simpelthen for sin medvirken til, at verdens hajbestand er blevet 70 pct. mindre.
Måske er det ikke kun Steven Spielbergs skyld – og det var da også lidt svært at forudse – men så alligevel. Når der sådan var en blockbuster, hvor hvidhajen er den ultimative skurk, var det måske ikke så mærkeligt, at der i kølvandet på dens premiere kom en eksplosion af lystfiskere, der skulle udleve deres bedste kaptajn Quint-fantasi. Og selvom det kan virke lidt skørt, at Steven Spielberg undskylder til hajerne, er det nu engang vigtigt, at man tager ansvar for det, man sender ud i verden.
Jokket i den
Én, der virkelig burde have forudset, at det han sendte ud i plenum ville få en modtagelse af en vis karakter, er briten Jeremy Clarkson, som vi herhjemme nok bedst kender fra bilprogrammet Top Gear. I en fuldstændigt rablende, racistisk og sexistisk kronik i den højreorienterede tabloidavis The Sun, der hen over weekenden har tiltrukket sig alt muligt opmærksomhed, valgte Clarkson at lufte sit had for hertuginden af Sussex, Meghan Markle, som en forkvaklet reaktion på hende og gemalens seneste skud på selvfortællingen, deres Netflix-dokumentar Harry & Meghan.
“Om natten er jeg ude af stand til at falde i søvn, skærer tænder og drømmer om den dag, når hun [Markle, red.] skal paradere nøgen igennem gaderne i hver eneste by i Storbritannien, imens folkemængderne råber ‘Skam dig!’ og smider stykker af afføring efter hende,” skriver han og fortsætter: “Alle, der er på min alder, tænker på samme måde.”
Det kan der måske være noget i. Altså ikke hans fantasier, men simpelthen, at de ældre briter ikke kan snuppe Meghan Markles eksistens. Faktisk er det kun den formodet pædofile prins Andrew, der er mere upopulær i “kongehuset”. Men det er nu én ting ikke at kunne lide royale, og noget helt andet at udpensle ens voldsfantasier i en tabloidavis med over to mio. ugentlige læsere.
At Clarkson er blevet taget på sengen af den massive mængde kritik hans lille kronik har fået, er ikke rigtig kommet bag på andre end, well, Clarkson selv. I hvert fald har den massive shitstorm (som Clarkson havde tiltænkt Meghan Markle), nu tvunget ham til at krybe til korset med et forsigtigt: “Åh. I’ve rather put my foot in it.“ Ja, “åh“ indeed.
Glemte lærestreger
Clarksons kronik – og især den respons, der har været af den – er ikke ligefrem ny. Markle blev i sin korte tid som medlem af det britiske kongehus emblematisk for “den moderne kvinde“, der med sin hudfarve ville tage mere og mere afblegede kongehus ind i det 21. århundrede. At de “frigjorte, moderne“ kvinder bliver mødt med en reaktionær bevægelse fra mænd, vækker desuden mindelser om den absurde kunstsubgenre Lustmord, der huserede i den tyske Weimarrepublik for små hundrede år siden.
Hvis man tager turen til Humlebæk, kan man lige nu se en Louisiana-udstillingen “Det Kolde Blik – Tyskland i 1920’erne“. Mellem kunst af queerpersoner i den frigørende epoke, kan man også finde grosteske, voldelige malerier, hvor de mandlige kunstnere har malet sig selv i færd med at sprætte “moderne“ kvinder op, hænge dem, voldtage dem osv. – de såkaldte lystmord, altså Lustmord. Hvis det lyder ubehageligt, så er det, fordi det er det.
Heldigvis kan vi dog også lære noget af udpenslingen af sådanne voldsfantasier, både i den gamle Weimarrepublik og hos Jeremy Clarkson, hvis fantasi byggede på en scene fra fantasyserien Game of Thrones – og ja faktisk også af Steven Spielberg og hajerne: At kulturprodukter altid har en indflydelse på, hvad vi ser som okay i vores behandling af andre. For som professoren og ekspert i Lustmord Maria Tater udtaler: “At argumentere, at billeder af seksuelle og drabsagtige overgreb er kulturelt uskyldige, er at indtage en næsten bevidst naiv holdning til ideologiens rolle i kunstneriske produktioner. For hvad er det, der gør kvindens position som offer, enten i biografen eller i det virkelige liv, ‘naturlig’?“
Det er vigtigt, at vi tænker over, hvad vi sender ud i verden – særligt hvem det kan ende med at gøre ondt på. Uanset om det så er hajer eller kvinder. /Astrid Plum