En neokolonial bøvs

Mandag sagde den nederlandske premierminister et længe ventet ord. Mark Rutte, som han hedder, stillede sig op på talerstolen og sagde undskyld.

“I århundreder har den nederlandske stat og dens repræsentanter faciliteret, stimuleret, bevaret og tjent på slaveriet. I århundreder blev mennesker i den nederlandske stats navn gjort til varer, udnyttet og misbrugt. I århundreder blev den menneskelige værdighed under nederlandsk statsmyndighed krænket på den mest forfærdelige måde,“ sagde Mark Rutte.

“I dag undskylder jeg på vegne af den nederlandske regering for den nederlandske stats tidligere handlinger: til slaver i fortiden, overalt i verden, som led som følge af disse handlinger, såvel som til deres døtre og sønner, og til alle deres efterkommere indtil i dag.“

Det er store ord, men store ord skulle der også til. I ca. 250 år udnyttede Nederlandene mere end 600.000 mennesker fra Afrika og Asien, hvilket svarer til omkring fem pct. af de i alt 12 mio. mennesker, der blev slavegjort af europæerne fra det 17. til det 19. århundrede. I 1863 blev slaveri så endelig afskaffet i Nederlandene – dog de facto først ti år senere for at tage hensyn til slaveejerne (ahem). Dermed har undskyldningen været lige lovlig længe undervejs. Men står det til efterkommere af de slavehandlede, ville de faktisk foretrække at vente lidt længere.

For en måned siden blev regeringens plan om en officiel undskyldning lækket til offentligheden, og siden har kritikken haglet ned over den. Den beskyldes for at forhaste processen og for at mangle at forhøre sig hos slavernes efterkommere. Søndag demonstrerede netop en gruppe efterkommere mod undskyldningen og regeringens håndtering, som i øvrigt er blevet beskrevet som en “neokolonial bøvs“.

Landet ligger også sådan, at 1. juli næste år markerer 150 årsdagen for afskaffelsen af slavehandel i Nederlandene. Den dato anser mange som passende til anledningen. Seks surinamske organisationer gik endda i retten for at få datoen for undskyldningen ændret, men tabte. I stedet kom den på en mere eller mindre tilfældig dag lige inden jul.

Premierministeren anerkender, at forløbet op til talen “kunne have været bedre“, men “at det ikke skulle gøres til nogen undskyldning for ikke at gøre noget“ – en udtalelse, der mildest talt ramte uden for skiven taget i betragtning af, at det slet ikke var, hvad organisationerne havde opfordret ham til.

Ransagelse af fortiden

Indtil for få år siden har der været dyb tavshed omkring Nederlandenes slavehandlende fortid. I kølvandet på mordet på George Floyd i USA blev der nedsat et rådgivningspanel, som kom frem til, at Nederlandenes deltagelse i slaveriet var en forbrydelse mod menneskeheden, og at en formel undskyldning samt økonomisk erstatning var nødvendig.

Sidstnævnte er der stadig ikke blevet ikke noget af, da pengene går til et slaverimuseum og oplysningskampagner. Undskyldninger kom der til gengæld et hav af, bl.a. fra en række borgmestre og centralbanken. Men der var stadig stille fra Mark Rutte.

Eller det vil sige – egentlig var han ikke tavs. Han var faktisk en udtalt modstander af overhovedet at give en undskyldning. Det mente han nemlig “kun ville have en polariserende effekt“. Mandag indrømmede han så, at han har skiftet mening, og at det delvist netop var pga. mordet på George Floyd. Det lugter lidt af en efterrationalisering, eftersom hans afvisning i sin tid kom mere end en måned efter mordet, og store Black Lives Matter demonstrationer i ugevis var blevet afholdt i landet.

Men fred være med det – det vigtige er, at manden har ændret holdning. Til gengæld mangler han stadig at udvise den fornødne respekt. Her skulle han have lyttet til de efterkommere, som hans undskyldning var rettet mod. Det kunne alle vist lære noget af. /Xenia Heiberg Heurlin