O jogo bonito

Det er om noget en utaknemmelig – ja, måske endda uskøn – opgave at definere skønhed. Du ved det, når du ser det, men så snart oplevelsen skal indfanges af ord, er det, som om en unævnelig flig går tabt. Den forsøgte kopiering forplumrer billedet, pludselig er det indtryk, du selv stod med, pist forsvundet. Der er noget helt særligt i øjeblikket, hvor det skønne rammer – eller måske snarere i det, den tyske filosof Walter Benjamin betegnede som dets “aura“. Ikke at han selv var vildt god til at definere fænomenet:

“Hvad er aura egentlig? Et sælsomt spind af rum og tid: den enestående fremtoning af noget fjernt, hvor nær det end er. Hvilende en sommermiddag at følge en bjergkæde i horisonten eller følge en gren, der kaster sin skygge på betragteren, indtil øjeblikket eller timen har del i deres fremtræden – det er at ånde disse bjerges, denne grens aura.“

Noget ganske unikt er altså på spil, en opløsning – eller sammensmeltning – i et her og nu, i et endeløst åndedrag. Benjamin skriver også, at opfattelsen ikke finder sted i mennesket selv, da man i mødet med en sky eller et træ er på det sted, hvor man ser det. Eller rettere: Man er ude af sig selv. Så simpelt kan det måske siges. Det skønne er det, der kan gøre dig ude af dig selv.

Torsdag døde to mennesker, der på hver deres måde gjorde verden til et bare lidt skønnere sted. På deres respektive felter formåede de ikke bare at se ting, ingen andre kunne; de gav det også nyt liv.

Modedesigneren Vivienne Westwood, født i 1941, lavede hverken kedeligt eller klassisk tøj, hun udstak snarere sin helt egen kurs. Med sin punk-æstetik, der bl.a. kom Sex Pistols til gode, fandt hun skønheden i det kontrære, det uventede, det anderledes. I det, der kunne få de småborgerlige briter til at gå ud af deres gode skin. Og det gjorde en verden til forskel.

Fodboldspilleren Pelé, født i 1940, var indbegrebet af o jogo bonito, det smukke spil. På banen gjorde ingen det bedre, Pelé var så langt foran sine med- og modspillere, at det var, som om han befandt sig i en hel anden tid. Tre verdensmesterskaber blev det til, foruden et hav af målrekorder. Alligevel bliver tallene for små og begrænsende; de fanger ikke Pelés storhed eller det forhold, at han nærmest opfandt fodbolden, som vi kender den i dag. Pelé gjorde det hele først, enhver berømt finte eller afslutning kan spores tilbage til ham. Eller som den brasilianske fodboldstjerne Neymar skriver på Instagram:

“Før Péle var fodbold bare en sport. Pelé har ændret det hele. Han forvandlede fodbold til kunst, til underholdning. Gav stemme til de fattige, de sorte – han gjorde Brasilien synligt. Han er væk, mens hans magi forbliver.“

Verden er nu blevet to ikoner fattigere, men de har allerede beriget eftertiden med deres uforglemmelige aura. Findes der nogen bedre tanke her ved årets udgang? Tjo, det skulle da lige være, at det gennemført forfærdelige, kvindehadende internetfænomen Andre Tate er blevet anholdt i Rumænien, efter han åbenbart er kommet til at røbe sin egen lokation i ren og skær desperation over, at han var blevet ydmyget på Twitter af den 19-årige klimaaktivist Greta Thunberg. Nu er det selvfølgelig nemt at være skadefro, men sommetider kan det skønneste også være nemesis, der rammer. /David Dragsted