Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Så gik den ikke længere. Som du nok skal bo dybt inde i en skov i et hus med et elektromagnetisk skjold omkring telefon-, radio- og internetforbindelse for ikke på nuværende tidspunkt at have opsnappet, er Lise Nørgaard død. Hun blev 105 år. Så uden at have researchet årsagen til hendes dødsfald til bunds kan man vel godt tillade sig at sige, at hun døde “mæt af dage“.
Frem til bisættelsen i Sankt Pauls Kirke og sikkert også 14 dage derefter vil den gamle dame blive mindet i aviser, på tv og sociale medier og ikke mindst af Søren Pind, der allerede kl. 8.28 mandag morgen, få minutter efter at nyheden var kommet ud, kaldte hende et “livsstykke” og en “god ven“ på Twitter. Nogle vil sige: “Lise var den største!“ Andre vil kalde hende “en stor lille dame“ (fysisk var hun nærmest mikroskopisk).
Det folkekære livsstykkes død må åbne for nogle interessante dilemmasamtaler i Socialdemokratiets top. Den liberale Nørgaard var ikke fan af statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes daværende etpartiregerings håndtering af coronapandemien. Som Nørgaard udtalte til Se og Hør i april 2020: ”Jeg har en veninde, og med hende bryder jeg alle love. Hun laver rejer til mig en gang om ugen. Og så drikker vi rosévin. Vi har bestemt os for, at Mette Frederiksen ikke skal bestemme over os.“
Til gengæld havde Lise Nørgaard et nært forhold til familien Uffe Ellemann-Jensen og deltog aktivt ved hans bisættelse i juni sidste år, selvom hun lige var blevet behandlet for lungebetændelse. Det er derfor utroligt nærliggende, at Ellemanns voksne søn, Venstres formand Jakob, er med til Nørgaards bisættelse, der med en vis sandsynlighed vil blive live-transmitteret på en landsdækkende tv-kanal. Men hvad gør Mette Frederiksen så? Vil hun med ro i maven kunne lade rivalen Jakob Ellemann-Jensen, som blot er forsvarsminister i hendes SVM-regering hen over midten, gå rundt og shine som en statsmand ved Lise Nørgaards begravelse? Eller skal Frederiksen bide al skam i sig og troppe op og få del i rampelyset?
Og hvis både Jakob Ellemann-Jensen og Mette Frederiksen kommer, vil udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), som havde et udmærket forholdt til afdøde, så også gøre krav på deltagelse? Det kan godt blive for meget. Det er jo ikke Nelson Mandela, der er død.
For opportunister og narcissister er det den perfekte bisættelse, fordi Nørgaard med sine 105 år var så utrolig mæt af dage; tilhørerne behøver ikke at fælde en tåre, og der er plads til fotogene smil, ja, sågar latter, hvor man kan se alle tænderne (hvis der altså bliver sagt noget morsomt). Der er nemme point at hente hos den del af vælgermassen, der ser tv og elskede Lise Nørgaard.
Bliv hjemme, Fogh
Men tiden her omkring årsskiftet er også præget af gamle mænd – og ikke nødvendigvis på ‘den fede måde’, som eksempelvis elskere af Matador forbandt Lise Nørgaard med. Nu er det ikke nogen konkurrence, men Nørgaard nåede akkurat at kunne bryste sig af stadig at være spillevende, efter at pave emeritus Benedikt XVI stillede træskoene nytårsaftensdag, altså en dag tidligere. Han blev endda kun 95. Som The New York Times formulerer det i sin nekrolog, var Benedikt en mand “med et diamantskarpt intellekt, som brugte det meste af sit liv på at håndhæve kirkens doktrin og forsvare traditionen, før han chokerede den romersk-katolske verden ved som den første pave i seks årtier at lade sig pensionere“. Så meget for traditionen. Pave Benedikt nåede i øvrigt blive skandaliseret for ikke at tage de ufatteligt mange sager om katolske præsters seksuelle overgreb mod mindreårige seriøst nok.
Derudover var det temmelig akavet, at Benedikt tilbragte hele sin næsten tiårige pensionisttilværelse på klostret Mater Ecclesiae, som ligger lige bag Peterskirken i Vatikanstaten. Når man kommer som en ny energisk pave, som det var tilfældet for den dengang 76-årige Frans, gider man ikke have sin konservative forgænger til at ånde sig i nakken.
Vi kan lige nå en sidste gamle mand, inden vi ringer det nye år ind. Danmarks tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen har, siden han stoppede som generalsekretær for Nato i 2014, kæmpet for at holde sig relevant som forkæmper for demokrati og sikkerhed, samtidig med at han tjente til dagen og vejen som konsulent og bestyrelsesmedlem for hvem, der nu ville betale ham. Nu kan man læse i Taipei News, at han her i begyndelsen af januar vil rejse til Taiwan, hvor han skal mødes med landets præsident, vicepræsident og udenrigsminister, angiveligt for at tale om den militære trussel fra Kina. Taiwan, der som altid er på kant med Kina, er naturligvis interesseret i blæse det stort op, når en tidligere Nato-generalsekretær kommer forbi (hvilket ikke er sket før).
Her er en ubekvem sandhed: Det er på tide, at den 69-årige Fogh går på pension, inden han blamerer sig – og Danmark – mere, end han allerede har gjort. Må vi minde om Børsens store artikel (halvhård betalingsmur) om hans rolle i den skandaleombruste lettiske bank PNB Banka? Her havde avisen dette gyldne citat fra Fogh: “Jamen, kan der være nogle kræfter i spil, som også er ude på at skade mig i en situation, hvor jeg er kendt for at kæmpe for demokrati og imod autokrater? Jeg tror, der er en række mørkets kræfter, som bestemt ikke bryder sig om min støtte til de demokratiske kræfter i Letland.“ Bliv hjemme, Fogh – du kan jo tage til Lise Nørgaards bisættelse. /Oliver Stilling