Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
“Det talte ord gælder,“ står der øverst oppe, når man går ind for at genfinde statsminister Mette Frederiksens (S) nytårstale på statsministeriets hjemmeside. Egentlig er det vel bare en påmindelse om, at det er statsministeren, der har det sidste ord, ikke hendes taleskrivere – og at man gør klogt i at se Mette Frederiksen levere talen live. Alligevel er det svært ikke også at tænke på sprogfilosoffen J.L. Austin og hans idé om talehandlinger: At visse udtalelser skaber en ny virkelighed; at man med såkaldt performative sætninger ,som “jeg tilgiver dig“ eller “så forkynder jeg jer at være ægtefolk“ rent faktisk gør og ikke bare siger noget. Det talte ord gælder. Eller som idéhistoriker Quentin Skinner udtrykker det:
“Sprog er, som alle former for social magt, selvfølgelig en begrænsning, og den former os alle. Men sprog er også en ressource, og vi bruger den til at forme vores verden.“
Sjovt nok giver statsministerens nytårstale anledning til flere overvejelser i netop den boldgade. Vil Mette Frederiksen mon løse de mange kriser og samfundsproblemer ved at italesætte dem, eller ønsker hun snarere at fremmane dem? Kunne det tænkes, at statsministeren giver liv til en virkelighed, som er en forudsætning for regeringens politik? Én ting virker sikker: De kommende reformer skal basere sig på den bydende nødvendighed, som Mette Frederiksen sætter ord på – og dermed også skaber.
Særligt begyndelsen af talen virker i den forbindelse som en nøje planlagt besværgelse. “Der er igen krig i Europa,“ får Mette Frederiksen sagt, inden krisen rammer meget staccato, ét ildevarslende ord af gangen: “Energikrise. Tårnhøj inflation. Stigende renter”. Nettet strammes kontinuerligt, de mørke skyer bliver større og mere uoverskuelige, og bedst som alt håb synes ude, kommer Mette Frederiksen så med løsningen: At vi må “finde mod og håb i fællesskab“ – og at fællesskabet bl.a. er blevet fundet i en midterregering, der behændigt “balancerer“.
Retorisk bliver statsministerens herfra ved med at balancere mellem lys og mørke, sådan som hun har gjort så mange gange før. Ja, på sin vis virker talen som en gråmeleret genudsendelse. Det er overraskende svært at spore det nye regeringssamarbejdes aftryk. Til gengæld skal der virkelig ikke herske tvivl om, hvor skidt det hele står til, her inden den nye regering skal til at smøge ærmerne op. Selv et kirkebesøg fjerde søndag i advent formår Mette Frederiksen faktisk at gøre lettere ildevarslende, med en kommentar om, at “det var en kold dag“, lige indtil fællessang med B.S. Ingemanns juleklassiker “Dejlig er jorden“ gav “varme i hjerterne“. Men hvorfor skulle en dag sidst i december egentlig ikke være kold?
Først ca. halvvejs inde i talen kommer der noget, der ligner reel politik: “Vi skal fremrykke investeringerne i vores forsvar og sikkerhed. Så vi i 2030 når op på de 2 procent, der er brug for, og som vi har lovet vores allierede,“ fortæller Mette Frederiksen, inden hun forklarer, at regeringen derfor har foreslået, at man afskaffer en helligdag. “Jeg fornemmer, at forslaget ikke har opbakning hos alle. Men hånden på hjertet. Vi kan ikke overkomme både krig i Europa, klimakrisen og udfordringerne herhjemme, hvis ikke vi – hver og én – er klar til at yde mere,“ fortsætter hun og slår dermed tonen an til et nyt og spændende tema: Tvungen solidaritet.
Selvom det er svært at spore den direkte afsmitning fra den nye midterregering, er det måske netop her, den gør sig allermest gældende. Det skorter ikke på kriser og dertilhørende udgifter, hvad enten det drejer sig om forsvar, grøn omstilling eller velfærd. Heldigt nok er løsningen dog i alle tilfælde den samme: “At endnu flere arbejder og bidrager.“
Bid for bid får Mette Frederiksen her understreget denne nye, særegne forening af det socialdemokratiske og det blå. Ingen må blive efterladt, men alle skal arbejde: “Alle kan ikke det samme. Men alle skal gøre det, de kan,“ lyder det. “At være en del af det danske velfærdssamfund handler ikke først og fremmest om, hvad vi hver især kan få ud af det. Men om, hvad vi hver især kan bidrage med,“ messer John F. Kenne- undskyld Mette Frederiksen insisterende. Til sidst kommer så den stedsegrønne floskel, at “vi er et lille land“, men at det ikke skal “forhindre os i at tænke stort“.
Retorisk er det hele er meget effektivt. Alligevel er det en lidt besynderlig og tom fornemmelse, man sidder tilbage med som tilhører. For hvordan bidrager man nu bedst, hvis man bare gerne vil diskutere konkrete reformer, snarere end drømme og dommedag? /David Dragsted