Den store formandsudskiftning

Vi kan ikke rigtigt blive enige med os selv om, hvorvidt definitionen af sindssyge er at gøre det samme igen og igen og forvente forskellige resultater, eller om det snarere er at bruge det klichéfyldte, falske Einstein-citat til for-hvem-ved-hvilken gang at beskrive et tragikomisk politisk sammenbrud i USA. For nej, det kan efterhånden dårligt overraske, at de amerikanske kongresmedlemmer er nogle stædige sataner, der hverken lader sig afskrække af negativ opmærksomhed eller nyttesløse gentagelser. Eller at intet længere kan være normalt i et land, der valgte Donald Trump som præsident.

Efter 10 tabte afstemninger viste det sig torsdag, at heller ikke 11. gang skulle blive lykkens gang for republikaneren Kevin McCarthy. Det har ellers længe været planen, at McCarthy skulle være ny formand i Repræsentanternes Hus, og på papiret burde det da også være en ren formsag, eftersom Republikanerne har et flertal i Kongressens ene kammer. Takket være en trodsig gruppe på godt 20 højreradikale hardlinere, er McCarthy imidlertid tvunget til fortsat at løbe panden mod partimuren med så voldsom kraft, at man begynder at frygte for mandens mentale velvære.

Gruppen af McCarthy-modstandere tilhører en af de allermest ekstreme højrefløje i Det Republikanske Parti, og hele 12 af dem har eksplicit afvist at anerkende resultatet af præsidentvalget i 2020. Med andre ord kerer de sig ikke ligefrem om demokratiet, men omvendt har de heller ikke noget imod at bruge det til egen fordel. For at blive udnævnt som formand skal Kevin McCarthy bruge 218 stemmer, og Republikanerne har 222 sæder. Så længe valgfornægterne holder sammen, kommer McCarthy altså ikke til at vinde, uanset hvor mange gange han end forsøger. Alligevel nægter han at give op, og således er Repræsentanternes Hus nu  fanget i et historisk, uhensigtsmæssigt dødvande.

Allerede nu er der tale om den længste kamp om formandskabet i 164 år. De trodsige 20 kan ikke acceptere McCarthy, da de frygter, at han vil trække Republikanerne i en alt for “moderat“ retning, og måske endda – gisp! – kunne finde på at samarbejde med Demokraterne. En endnu mindre gruppe af såkaldte “Never Kevins“ nærer også et personligt had, der synes at overskygge alt andet. Og selvom Donald Trump har givet sin personlige opbakning til Kevin McCarthy som følge af, at den første håndfuld afstemninger slog fejl, har det heller ikke gjort nogen forskel. Ingen står længere i spidsen for Republikanerne, der sjovt nok er ved at at blive ædt op af selvsamme systemkritik, partiet har været med til at popularisere.

Så længe en formand ikke er blevet valgt, står alt arbejde i Repræsentanternes Hus nu stille. Ingen love kan vedtages, og nye kongresmedlemmer kan end ikke blive svoret ind. Af samme grund bliver utålmodigheden ved med at vokse. Også hos Kevin McCarthy, der har forsøgt sig med et væld af slagtilbud og indrømmelser, hvoraf ingen hidtil har virket. Meget er allerede blevet ødelagt, selv hvis krisen på mirakuløs vis skulle blive løst i løbet af de kommende dage. For som den moderate republikaner med det über-amerikanske navn Don Bacon udtaler til The New York Times: “Jeg er kristen, jeg tror på tilgivelse; jeg kan tilgive individet. Men når det kommer til det professionelle, hvem kan du så stole på? Der er meget tillid, der er blevet brændt her.“

Manglende modstand

Sammenlignet med det selvdestruktive amerikanske cirkus, virker alt, hvad der sker i det danske folketing, pludselig noget mere tilforladeligt. Tilliden har det fint, faktisk så fint, at partierne bryster sig af at kunne lave brede samarbejder på kryds og tværs – hvad der efterhånden er ren utopi i USA. For slet ikke at tale om den totale mangel på drama, når der skal vælges forpersoner til Folketingets forskellige udvalg. Faktisk er det, som om sidstnævnte sommetider flyver for meget under radaren.

Når Nye Borgerliges kontroversielle folketingsmedlem Mikkel Bjørn – der er åben tilhænger af konspirationsteorien om ‘den store udskiftning’ og i øvrigt også kalder feminismen for “en kræftsvulst“ – eksempelvis er blevet forperson for Indfødsretsudvalget, ja, så kunne man da egentlig godt have tænkt sig, at der havde været bare lidt flere spørgsmål til, om det nu også var en god idé.

Bevares, det kan da sagtens være, at Mikkel Bjørn bliver en glimrende formand. Med tanke på, at udvalget udover at behandle lovforslag om, hvem der skal tildeles dansk statsborgerskab, også tager sig af dertilhørende dispensationssager, og at den tidligere formand for udvalget Marie Krarup (UFG) faktisk har indrømmet, at hun generelt stemte nej, hvis ansøgeren kom fra et “islamisk land“, bliver man dog en kende nervøs. Det burde vel være muligt at mønstre bare lidt modstand i formandsvalget, uden at gå fuld republikaner. /David Dragsted