Las Olsen/Ritzau Scanpix
Hvad ville du gøre, hvis du vandt i Lotto? Den gamle traver af et dilemma er ikke så virkelighedsfjern endda. I hvert fald ikke hos regeringen, hvor der torsdag landede en håndfuld ekstra penge på bordet. En optælling fra Nationalbanken viser, at Finansministeriets forventninger til sidste år var mere deprimerende end virkeligheden. I kassen var et overskud på 128,7 mia. kr. – 52,4 mia. kr. mere end forventet. Så meget for den krisestemning.
Tillad os at minde om størrelsesordenen: Fire mia. kroner koster den bededag, regeringen vil afskaffe. Ifølge beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) er det nødvendigt at “skrue på de ting“ for at få penge i kassen, selvom Jyllands-Posten har afsløret, at beslutningen om at afskaffe en helligdag allerede var taget (betalingsmur), før milliarderne manglede. Tilsvarende skal det indbringe to mia. kr. at forkorte kandidatuddannelserne fra to til et år. Penge, man har haft for travlt med at finde til at involvere arbejdsgiverne, mens der ikke er faglig evidens for, at uddannelserne rent faktisk skulle blive bedre.
Så er der ca. 46 mia. kr. tilbage. Fantastisk! Så kunne vi måske endda helt glemme den trættende diskussion om store bededag og få specialet tilbage. Eller gøre lidt for klimaet, ligestillingen, de ældre eller sygeplejerskerne, som det kun koster 1,25 mia. kr. at give 2.000 kr. om måneden – lige indtil vi igen blev mindet om, at det kun er arbejdsmarkedets parter, der må blande sig i det.
Det er let at blive polemisk, og på Føljeton går vi ikke ind for nulfejlskultur. Der skal være plads til svipsere. Det er bare ikke noget nyt, at der bliver regnet forkert. Som cheføkonom i Danske Bank Las Olsen siger til Ritzau, ser vi “gang på gang, at de offentlige finanser er blevet markant bedre end forventet, og det er præget af mange ting, men ikke mindst at indtægterne hele tiden overrasker positivt“.
Det kunne man læse, som om glasset er halvt fyldt. Lige indtil man når til næste linje. Olsen mener ikke, at pengene på kort sigt har den “den store betydning“ for staten. Her kommer lidt flere tørre tal: De 52 mia. svarer til cirka de to pct. af BNP, der blev afsat, før vi gik til folkeafstemning om forsvarsforbeholdet.
“Det betyder ikke, at vi næste år kan bygge nye hospitaler med pengene,“ siger han.
Hvorfor egentlig ikke? Skal man tro Las Olsen, ender pengene nærmest med at forsvinde i et Excel-ark. Og det er vel en anledning til at se lidt nærmere på den pessimisme, der har indfundet sig på regeringskontorerne og Modtageværelset på Marienborg. Hvor vi tidligere har kaldt økonomi for astrologi for mænd, fordi “arbitrære regnestykker, gætværk og drømme rystes i økonomien sammen til en videnskab“, virker det næsten nedslående, at fantasien ikke rækker længere.
Tager man et blik ned over nyhedsbilledet, er der alle mulige gode grunde til ikke at lade så mange milliarder forputte sig i et hjørne. Havde den 80-årige professor Kjell Møllgård eksempelvis opdaget den fjerde hjernehinde eller forskere løst et 20.000 år gammelt mysterium om istiden, hvis ikke de havde haft den uddannelse, de har?
Det ved vi ikke. Man kan ikke stille verden op på den måde. Milliarderne, vi sender til Ukraine, kunne vi sende til Afghanistan, som vi kunne sende til Iran, som vi kunne sende til Syrien: Der er altid et sted, pengene kan bruges bedre.
Men nødvendighedens politik har igen vist sig at være en spændetrøje, der tilsyneladende nemt kan klikkes af. Som vi også henleder din opmærksomhed på længere nede i dagens nyhedsbrev, forudsiger flere økonomer, at 2023 bliver ganske kedeligt. Nok har det sidste år været brutalt og ødelæggende, men i sig selv er finanserne kun mere forudsigelige. Om lidt jagter vi igen flere boliger, flere penge, flere aktier. Så hvis vi skal bruge de 52 mia. til noget, så fyr dem da af på noget konstruktivt: Drøm lidt større, send en ordentlig røvfuld penge til Ukraine, Afghanistan, Iran og Syrien – og læg så i øvrigt krisestemningen på hylden. /Emma Louise Stenholm