Lang vej til Nato

Når det svenske formandskab torsdag byder de europæiske ledere velkommen i den nordsvenske by Kiruna med dresscoden ‘flere lag‘, er Nato-medlemskabet stadig førsteprioritet.

Den svenske EU-ambassadør Lars Danielsson har foreslået EU-sanktioner mod Iran, ligesom man vil styrke Europas ydre grænser, men ellers skal vi det næste halvår ikke forvente ambitiøse aftaler fra EU-formandskabet. I hvert fald ikke så længe det højrenationalistiske og EU-skeptiske Sverigedemokraterna udgør regeringens parlamentariske grundlag, hvorfor den svenske EU-politik forventes at blive dikteret af embedsmændene, som Sieps-direktør Göran von Sydow forleden sagde i Føljeton.

Her er det fortsat vigtigere at få Sverige og Finland med i Nato end at gøre fremskridt på eksempelvis den europæiske asyl- og migrationspagt: Men selv Nato-medlemskabet har lange udsigter, når Tyrkiet fortsat beder om det umulige.

“Tyrkiet bekræfter både, at vi har gjort, hvad vi sagde, vi ville gøre, men de siger også, at de vil have ting, som vi ikke kan eller vil give dem,“ sagde den svenske statsminister Ulf Kristersson søndag på en tænketankskonference i Sverige. Den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdoğan beordrede i november eksiljournalisten Bülent Kenes, der har været chefredaktør på den nu lukkede avis Zaman – som Erdoğan anklager for at være terrorist og involveret i kupforsøget i Tyrkiet i 2016 – tilbagesendt til Tyrkiet som krav for det Nato-medlemskab, Sverige og Finland anmodede om sidste forår.

Mandag underskrev Nato og EU en aftale om, at de to organisationer skal arbejde tættere sammen, mens det mandag lød fra Nato-generalsekretær Jens Stoltenberg, at Finland og Sveriges medlemskab vil gøre alle sikrere. Men som nyhedsbrevet Turkey Recap formulerer det, er opgaven om at acceptere Sverige og Finland i Nato mere end bare et nytårsforsæt: Det bliver ganske enkelt svært. Mens Finlands og Sveriges optagelse afhænger af Ungarn og Tyrkiet, og Ungarn forventes at sige ja til ansøgningerne i februar, er der ikke nogen, der kender til den tyrkiske tidslinje.

Erdoğans krav blev i december prøvet af den svenske højesteret, der konkluderede, at Kenes ikke kan sendes tilbage, fordi han risikerer at blive forfulgt i Tyrkiet. Ankara beder grundlæggende om, at Sverige skal ignorere en beslutning fra højesteret, der ligesom herhjemme ville være højst usædvanligt – hvorfor både Sverige og Finland risikerer at vente meget længere tid. Samtidig har den finske udenrigsminister Pekka Haavisto meldt ud, at han er klar til at vente på Sverige.

Svenske gidsler

Kristersson holder fast i, at han ikke har tænkt sig at give efter, og at spørgsmålet vil blive “håndteret inden for svensk lovgivning“. Samtidig mener 79 pct. af svenskerne ifølge en undersøgelse Dagens Nyheter, at Sverige skal leve op til retssikkerheden, uanset om det betyder et forsinket medlemskab af Nato – mens cirka 10 pct. mener, at man skal forsøge at komme med i Nato hurtigst muligt og koste hvad det vil.

Men den hårde svenske linje, der ifølge Tyrkiet-ekspert Asli Aydintasbas fra European Council on Foreign Relations (ECFR) er et udtryk for, at det er gået op for Sverige, at man har været for blødsøden, bekymrer ikke Erdoğan. Lige nu bruger han alle kræfter på at vinde præsidentvalget i juni, og strategien er velkendt: Tilfredsstil vælgerne derhjemme, og vær hård udadtil.

Men ifølge Berk Esen, assisterende professor i statskundskab ved Sabancı Universitet i Tyrkiet, er præsidentvalget ikke den primære forklaring på Erdoğans linje. Valget spiller kun en indirekte rolle – vigtigst er det opnå tjenester fra den russiske præsident, Vladimir Putin:

“Det er vigtigt for ham at mobilisere de nationalistiske vælgere. Det er også et faktum, at han viser sig selv som den her stærke leder, som kan modstå Nato og USA. Sverige og Finland er et selling point. Men når man tænker på den nuværende økonomiske krise i Tyrkiet, er det usikkert, hvor mange stemmer han faktisk får ud af at forfølge den her linje,“ siger han til Føljeton.

“Det påvirker kun indirekte vælgerne, fordi Erdoğan øger sin indflydelse over for Rusland. Og ved at gøre det, kan han dybest set få en række indrømmelser fra Putin. For eksempel at få lov at udskyde betalingen for den russiske gas, Tyrkiet bruger i år. Det er en væsentlig gevinst. Det er foreløbigt stort set lykkedes ham at udskyde betalingen af flere milliarder euro. Enhver form for tjeneste fra Putin kan også styrke det tyrkiske militærs kampagne i Syrien og afbøde den økonomiske krise.“

EU legitimerer Erdoğan

“Jeg er selvfølgelig glad for afgørelsen, men jeg er også skuffet over, at det svenske retssystem overhovedet tager udgangspunkt i opdigtede straffeanklager mod mig og andre. At det sker har en simpel forklaring: Sverige og andre vestlige lande har endnu ikke forstået Erdoğan-regimets sande natur. Denne uvidenhed har alvorlige konsekvenser,“ skrev Bülent Kenes i Svenska Dagbladet kort efter højesteretsafgørelsen.

På samme måde mener Berk Esen, at Nato-diskussionen har vist, at man stadig “til en vis grad“ legitimerer det tyrkiske regime: “Erdoğan brugte først migrationskrisen som et pressionsmiddel over for EU-Kommissionen og fortsatte de lange forhandlinger, mens landets demokratiske styre brød sammen. Og der kom ikke meget kritik fra EU’s medlemslande. Bare det at den tidligere tyske kansler Angela Merkel besøgte Tyrkiet fem dage før et valg, gav Erdoğan fuld legitimitet.“

Det er ikke nyt, at Erdoğan skændes med Nato-medlemmer og bruger det til sin fordel. Men de tyrkiske vælgere er ikke “særligt interesseret“ i forholdet mellem Putin og Erdoğan, mener Esen – det vigtige er snarere, hvad han får ud af at forbedre sit forhold til Rusland, som først derefter får konsekvenser for de tyrkiske vælgere. Lige nu vil det ifølge Berk Esen rykke mere, hvis også USA indtager en hårdere linje – eller går endeligt med til at sende F-16-fly til Tyrkiet – fordi Erdoğan på den måde kan vise sig som en stærk leder, der kan mægle mellem både Joe Biden og Putin.

“Men jeg tror ikke, amerikanerne kommer til at være imødekommende på det her punkt. Derfor har krisen varet så længe. Det er noget, som Erdoğan har ønsket af Biden-administrationen i flere år nu. Tyrkiet har foreløbigt ikke haft nogen vægt i forhold til USA.“

Ligesom Asli Aydintasbas mener Esen, at Erdoğan foreløbigt har haft de europæiske ledere, hvor han vil have dem: “Men jeg vil ikke kritisere Vesten for meget på det her punkt. Selv hvis vi ser bort fra Tyrkiet, har også Ungarn som et lille land være i stand til at afpresse EU. Det er sådan, diplomatiet fungerer: Nogle gange får de mindre magter overhånden. Lige nu har Erdoğan indflydelse, men det er usikkert, hvor meget længere han vil være i stand til at bruge den.“

Tovtrækkeriet kommer altså til at fortsætte i hvert fald lidt endnu. Og som France24 bemærker, er det opsigtsvækkende ikke så meget, at Sverige ikke vil tilsidesætte højesteret – det er det snarere, at Jens Stoltenberg mandag antydede, at Sverige og Finland de facto allerede er med i Nato: “Det er utænkeligt, at Nato ikke ville handle, hvis Sveriges og Finlands sikkerhed var truet.“ /Emma Louise Stenholm

Interviewet her indgår også i vores europanyhedsbrev Feuilleton, der udkommer senere i dag. Klik her, hvis du endnu ikke har skrevet dig op – og gerne vil have flere nyheder fra kontinentet.