Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Så gik den ikke længere for Nye Borgerlige. Siden partiet tilbage i 2015 blev stiftet på baggrund af en (temmlig nedslående) vurdering af, at der såmænd var plads til en endnu strammere udlændingepolitik på den yderste højrefløj, har formand Pernille Vermund tårnet over partiet som ubestridt beskytter og indpisker. Tirsdag meddelte Vermund imidlertid, at hun stopper i Folketinget ved udløbet af denne valgperiode, og at partiet derfor skal finde ny formand. Umiddelbart er det svært at se, hvordan Nye Borgerlige skal klare det jerntroneskifte, uden også at skære sig undervejs.
“Nu skal flammen bæres videre,“ lyder det fra Vermund, men hun uddyber ikke, hvad man egentlig vil sætte ild til. Som landet ligger med den nye midterregering, er det da også stærkt begrænset, hvor meget bål og brand Nye Borgerlige reelt kan lave. Som yderparti er Nye Borgerlige blevet sat i den penible situation, at man på den ene side forventes at komme med skingre modspil til regeringens Moderate linje, men omvendt risikerer at give SVM-projektet præcis den ammunition, Mette Frederiksen og kompagni hungrer efter: “Se lige, hvor vanvittige forslag, de har derude på yderfløjen. Hvor var det dog godt, at vi gik sammen på midten for at holde dem uden for indflydelse.“
Vanvittigt bliver det nok alligevel, nu hvor DF, Danmarksdemokraterne og Nye Borgerlige alle sidder fast i den samme skruetvinge, og samtidig skal adskille sig så tilpas meget fra hinanden, at vælgerne kan se forskel. Vi tør næsten ikke tænke på, hvordan man rent symbolskpolitisk kan toppe et forslag som asylbehandling i Rwanda, men partierne kommer utvivlsomt til at gøre forsøget – hvor selvskadende og virkelighedsfjernt det så end bliver.
Her onsdag morgen kunne man således se Danmarksdemokraternes udlændingeordfører Peter Skaarup – der sikkert lugter blod efter Vermunds udmelding – kritisere regeringen for alligevel ikke at ville hjemsende syriske kvinder, der “vil Danmark“, men har mistet deres opholdstilladelse. Det er simpelthen for blødsødent, mener Skaarup, særligt når Socialdemokratiet sagde noget andet under valgkampen – og også selvom de omtalte kvinder enten er i arbejde eller under uddannelse, og at ingen kan være tjent med, at de bliver sendt “hjem“ til det stadig krigshærgede Syrien. Taktisk kan det meget vel være, at Skaarups slatne angreb giver mening. Man skal imidlertid være exceptionelt kold i hjertet – og generelt ude af trit med udviklingen – for med god samvittighed at kunne læse udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvads (S) indrømmelser som et decideret nederlag for Danmarks strammerlinje.
I et skriftligt svar til DR forklarer Dybvad, at det ikke er hensigtsmæssigt, at syrere har mistet opholdstilladelsen, hvis de har vist hvor meget de “vil Danmark“ ved eksempelvis at uddanne sig inden for sundhedssektoren, “hvor Danmark lige nu står og mangler arbejdskraft“. Men hvornår er det egentlig blevet en forudsætning for at “ville“ Danmark, at man har søgt ind på en den “rigtige“ uddannelse eller taget det “rigtige“ arbejde? Og gælder det krav så for alle, eller kun for hjemsendelsestruede mennesker?
Implicit holder såvel Dybvad som Skaarup fast i fortællingen om, at det åbenbart kun er få udvalgte flygtninge, der kan “bruges“ til noget. Som man tirsdag kunne læse i Mandag Morgen, er det en meget mystisk tolkning af virkeligheden. Faktisk bliver beskæftigelsen i Danmark ved med at sætte rekord, og det skyldes først og fremmest indvandreres fortsatte indmarch på arbejdsmarkedet. Eller som det hedder i den lidt kække rubrik: “Fatima og Kamil er årsag til kavalkade af danske beskæftigelsesrekorder – ikke Lars og Lone.“
Ser man på arbejdsmarkedet, går det simpelthen glimrende med integrationen. De mennesker, som Skaarup, Vermund og kompagni så inderligt ønsker langt væk, er faktisk dem, der får tingene til at løbe rundt. For som integrationsekspert Hans Lassen, som har lavet opgørelsen for Mandag Morgen, udtrykker det: “Der er i dag 255.000 ikke-vestlige medarbejdere beskæftiget på det danske arbejdsmarked. Hvis de ikke var der, ville mange vitale funktioner i det danske samfund kollapse.“ Behovet for en strammere kurs på integrationsområdet er vitterligt en skrøne. Skulle Nye Borgerlige bryde sammen, bliver det svært ikke at fryde sig. /David Dragsted