Philip Davali/Ritzau Scanpix
Regnemodellerne er døde, regnemodellerne leve. En paladsrevolution har netop fundet sted på Slotsholmen. Helligdagskrigen har fortryllet logikkerne i centraladministrationen.
Selvom SVM-regeringen ikke er i stand til at dokumentere, at en sløjfet helligdag – som politisk hævdet – vil kunne løfte bruttonationalproduktet med 9,4 mia. kr., og derved indirekte skaffe yderligere 3,2 mia. kr. ekstra ned i statskassen, er det pludselig blevet tilladt at bruge en sådan ønsketænkning på Christiansborg.
Pludselig er økonomerne i Finansministeriet begyndt at regne baglæns, så pengene automatisk kommer til at passe til SVM-regeringens ønsker. Ønsket om at afskaffe Store Bededag for at skaffe ekstra milliarder til krudt og kugler har på forunderlig vis fået regnedrengene til at udvise en sjælden og tidligere forbudt kreativitet.
For efter i årevis at have afvist enhver form for teoretisk fremtidsgevinst ved f.eks. uddannelse og klimatiltag er Finansministeriet nu vendt rundt og accepterer tilsyneladende, at der ikke længere behøver at være empirisk dokumentation for effekten af et politisk initiativ – hvis blot magthaverne ønsker det tilstrækkeligt meget.
Efter massiv kritik fra en række uafhængige universitetsøkonomer har Finansministeriet ganske vist erkendt, at “skønnet for arbejdsudbudsvirkningen er behæftet med usikkerhed“, og at man dermed slet ikke ved, om der rent faktisk vil kunne skaffes 3,2 mia. kr. ekstra i skatteindtægter, når Store Bededag bliver afskaffet fra 2024 og frem.
Det er dog det næste led i Finansministeriets spekulation, som for alvor har skabt kritik. For efter først at have konstateret, at man i Finansministeriet ikke er “bekendt med empiri, der illustrerer […] arbejdsudbudsvirkningen“, lavede embedsmændene forleden et opsigtsvækkende argumentationshop, som kan få vidtrækkende konsekvenser for dansk politik.
I en pressemeddelelse lyder det, at “usikkerheden vender i udgangspunktet begge veje“, og hermed menes, at selvom man ikke ved, hvorvidt en sløjfet helligdag overhovedet vil få flere til arbejde mere på lang sigt, så ved man jo heller, at det ikke kommer til at ske – og som det videre hedder: “Det lægges derfor beregningsteknisk til grund, at effekten er varig.“
Indrømmet, det kan lyde teknisk og nørdet. Men netop derfor er det vigtigt. Ugens pressemeddelelse kan blive omdrejningspunktet for de største politiske slagsmål i de kommende år.
På den ene side står overvismand og professor i nationaløkonomi på Københavns Universitet Carl-Johan Dalgaard. Han vurderer, at en sløjfet helligdag ikke vil gøre en væsentlig forskel: “Hvor meget vi arbejder, er en konsekvens af på den ene side tilskyndelsen til at arbejde – løn, skat osv. – og på den anden side vores præferencer – altså hvor meget lyst man har til at holde fri. At fjerne en helligdag påvirker hverken tilskyndelser eller præferencer, så jeg kan ikke se, at det skulle betyde noget på længere sigt.“
På den anden side står Finansministeriets budgetbisser, som normalt ville være nogenlunde enig med overvismanden, og i hvert fald ikke begynde at regne med effekter, som de ikke kan dokumentere. Men efter SVM-regeringens tiltræden er man nu begyndt at operere med en slags omvendt bevisbyrde, hvor alt er muligt, hvis det bare ikke på forhånd er umuligt. Og heri ligger en omkalfatring af finanspolitikken, en paladsrevolution.
Hidtil har økonomerne i Finansministeriet nemlig afvist at betragte f.eks. udgifter til uddannelse som en investering, ganske enkelt fordi den langsigtede effekt ved at bruge penge på opkvalificering af børn og unge ikke har været tilstrækkeligt videnskabeligt dokumenteret. Indtil nu har én ekstra krone til uddannelse derfor været betragtet på linje med én ekstra krone til festfyrværkeri. Kort sagt som en udgift, ikke en investering.
Men hvis den nye og mere kreative bogføring i Finansministeriet vitterligt står til troende og ikke blot er en svipser under politisk pres, vil bl.a. dansk uddannelses- og klimapolitik kunne stå over for et økonomisk paradigmeskifte.
For hvis der nu kan skaffes penge til forsvaret, blot fordi man håber på, at en sløjfet helligdag vil skabe en varig gevinst, vil man med mindst lige så stor vægt kunne hævde, at ekstra penge til vuggestuer eller grundforskning ikke længere skal figurere som banale udgifter.
Skønt det kan have en lægmandslogik for sig, at lønmodtagere vil arbejde mere, hvis de mister en fridag, fremstår det altså også snusfornuftigt, at Danmark skulle blive rigere, hvis børn bygges endnu bedre op fra vuggestuerne og hele vejen op gennem uddannelsessystemet. Eller at akutte CO2-reduktioner lønner sig i længden. For de mest håbefulde kan slagsmålet om helligdagen derfor åbne nye og omvæltende perspektiver.
Men måske er ønsketænkningen mere selektiv? Måske er det fantasifulde regnestykke bare en engangsforestilling, som skal bruges for at få afskaffet en fridag? Det sidste lyder mest sandsynligt. Men ånden er ikke desto mindre ude af flasken. Fremover vil Finansministeriets regnemodeller altid være til fri forhandling. /Lars Trier Mogensen