Europa styrter ind i rumkapløbet

“Dette er et historisk øjeblik for Storbritannien. Vi har vundet det europæiske rumkapløb,“ erklærede den britiske minister for videnskab og innovation George Freeman i sidste uge. I Cornwall, i det sydvestlige hjørne af England med udsigt til Atlanterhavet, var et fly navngivet Cosmic Girl – udstyret med en løfteraket bærende på ni satellitter under vingen – klar til afgang.

Til tonerne af Rolling Stones’ “Start Me Up“ så lokale tilskuere – og 75.000 mennesker på en livestream – flyet lette og påbegynde den historiske rummission, der skulle markere den første opsendelse af satellitter fra Vesteuropæisk jord. Fra den britiske regerings side er opsendelsen et forsøg på at styrke landets rumindustri i kølvandet på Brexit, der har gjort de videnskabelige og forretningsmæssige forbindelser til landets primære handelspartner, altså EU, mere anstrengte.

Selvom raketten blev sendt succesfuldt afsted, nåede satellitterne aldrig frem til deres endelige destination: kredsløbet om jorden. Tilskuerne, nogle iklædt limegrønne rumvæsenkostumer, drog skuffede hjem, mens George Freeman efter festens kortslutning måtte spise sine egne ord til natmad. Mangemilliardær og flymogulen Richard Branson havde formentlig en tilsvarende dårlig aften. Det var nemlig hans LauncherOne-raket og Virgin Orbit-fly, der blev benyttet til lejligheden.

Langsomt fra start

Selvom den britiske minister mest virker optaget af det europæiske rumkapløb, har Storbritannien og de øvrige medlemslande af Den Europæiske Rumorganisation (ESA) også planer om at forbedre deres position i det globale rumkapløb. Til et rumtræf i november ved Grand Palais Éphémère i Paris vedtog medlemslandene af ESA et rekordhøjt budget på 16,9 mia. euro de kommende tre år til at forske i og udvikle teknologi til brug i rummet. Indtil da har ESA haft omtrent en tredjedel af NASAs årlige budget.

“I EU vurderer Kommissionen, at 7 pct. af EU’s totale BNP afhænger af satellitteknologi, så værdien af at kunne sende satellitter op til jordens kredsløb er meget høj,“ fortæller John Leif Jørgensen, professor i rumfartsteknologi ved DTU Space, til Føljeton. Satellitterne, der kredser om jorden, omfatter blandt andet militære spionsatellitter, satellitter, der måler klodens klimaforandringer, vejrsatellitter, og satellit-internetkonstellationer, der kan levere data overalt i verden.

På trods af Storbritanniens fejlslagne forsøg påpeger Jørgensen, at ESA allerede sender satellitter op fra den europæiske rumhavn i Fransk Guinea. Og så er han også fortrøstningsfuld: “Amerikanerne er klart bedst til spionsatellitter, men Europa er på vej til at indhente det. Vi kommer til at se de første opsendelser fra Europa med europæisk teknologi i år.“

Når det kommer til turen til Månen og andre planeter, er amerikanerne til gengæld langt foran. Europa var slet ikke en del af det “cirkus“, som Jørgensen kalder det første rumkapløb under den kolde krig, hvor USA og Sovjetunionen kæmpede om at komme først til Månen. “Det er ikke lykkedes Europa at lande på Mars endnu – trods tre forsøg – hvorimod amerikanere kan knipse med fingrene og lande på Mars,“ fortæller Jørgensen. Mens USA kom stærkt fra start, har Europa her primært befundet sig i passagersædet.

Mange på månen

Kina og Rusland har planer om en fælles forskningsstation på månens sydpol, mens NASA med sit Artemis-projekt ligeledes vil tilbage for at udforske månens bagside. Rumfartsorganisationen har også langsigtede ambitioner om en permanent månestation. Til trods for det amerikanske og kinesiske forspring vil Europa dog ikke se med fra jorden, når det handler om at hente værdifulde ressourcer ned fra månen. “Det store spørgsmål er, om vi som europæere […] bare vil kigge på, mens de andre tage til månen?“ udtalte ESA’s generaldirektør, Josef Aschbacher i begyndelsen af sidste år.

“Der ligger helt klart et ræs foran os. Specielt med turen til månen, fordi der er så mange ressourcer der, som vi kan bruge,“ fortæller John Leif Jørgensen. Interessen for månen retter sig særligt mod de sjældne jordarter, der er relativt let tilgængelige på månens overflade.

“Der er ikke noget sted, hvor vi presser systemerne mere, end vi gør i rummet. Derfor er det også typisk her, hvor vejen til de næste opfindelser banes. Folk tror vi fik velcro og teflonpander ud af det amerikanske månelandingsprogram, Apollo, men i virkeligheden var det sådan, vi lærte at lave mikroprocessorer, som nu får vores telefoner og computere til at virke. Lige siden har amerikanerne været suveræne i forhold til teknologi og skovlet penge ind på det. I Europa kan vi ikke længere lave en mobiltelefon eller en elbil uden at købe teknologi fra USA eller Kina. De europæiske lande er bange for, at der udbryder en handelskrig, så nu poster de flere penge i rumfart for at vinde noget suverænitet tilbage,“ fortsætter Jørgensen.

I Storbritannien er rumforskere allerede i gang med at undersøge “uregelmæssigheden“, der forhindrede de ni satellitter i at nå ud i kredsløbet. Men drømmen om et “Galaktisk Storbritannien“, som daværende premierminister Boris Johnson formulerede det, er langt fra sat på pause. Briterne skal dog skynde sig, hvis de ikke vil overhales af Sverige, der netop har åbnet deres egen rumhavn i Kiruna, hvor EU’s fremtid som rummagt ifølge EU-Kommissionens forperson Ursula von der Leyen også vil udspille sig. Med flere europæiske lande, der kaster lange blikke efter stjernerne, foruden ESAs nye budget, kaster Europa sig for alvor ind i løbet efter USA og Kina. /Emilie Ewald