Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Anden juledag var den prisbelønnede engelske forfatter og dramatiker Hanif Kureishi (f.1954) ude for et alvorligt uheld i Rom. Uheld lyder egentlig så dramatisk, for indtil det øjeblik, hvor det gik galt, var alt jo i skønneste orden. Kureishi, som nok er mest kendt for manuskriptet til Mit smukke vaskeri og romanen En forstadsbuddha, er ude at spadsere en tur. Han går gennem Borghesehaven, videre til Piazza del Popolo og derefter hen mod lejligheden, han bor i.
Kureishi er kendt, men han er ikke en filmstjerne, så han har sikkert kunnet flanere gennem Rom i fred og ro. Han er formentlig blevet genkendt af nogle litterære entusiaster, men mon ikke de har haft pli nok til at lade som ingenting. Efter at have set den egyptiske stjernespiller Mo Salah fra Liverpool F.C. score i en fodboldkamp mod Aston Villa på tv og drukket en halv en øl føler Kureishi sig pludselig svimmel.
Han gengiver selv sin oplevelse i en nøgternt registrerende Twitter-tråd, som måske er så bevægende at læse, som den er, fordi den er gennemsyret af en nøgternhed kombineret med en sær, nærmest morbid nysgerrighed. Som han opsummerede situationen i en ny Twittertråd tirsdag: “Som en, der altid har ønsket at være genstand for medicinsk eksperiment, er jeg meget entusiastisk.“
Selve uheldet beskrev han sådan her d. 6. januar: “Jeg lænede mig frem og placerede mit hoved mellem mine ben; jeg vågnede et par minutter senere i en sø af blod med nakken vredet i en grotesk position, og min hustru knælende ved min side.“
Derefter beskriver han, hvordan han får øje på sin hånd, som han til at begynde med ikke er i stand til mentalt at sætte i forbindelse med sin krop, idet han ikke har nogen kontrol over den. “Det faldt mig ind, at der ikke var nogen koordination mellem min sind og det, der var tilbage af min krop. Jeg var blevet adskilt fra mig selv. Jeg troede, jeg var ved at dø. Jeg troede, at jeg havde tre åndedrag tilbage.“
I dag er det d. 18. januar. Hanif Kureishi opholder sig stadig i den evige stad, på hospitalet, hvor man – han – forsøger at finde ud, om han kan få noget af den tabte førlighed tilbage. Han kan ikke bevæge sine arme og ben. I sin første tweets i første uge af januar beskrev han, hvordan han i nogle dage havde været “dybt traumatiseret, forandret og uigenkendelig for mig selv“.
Mennesker dør hele tiden; folk kommer alvorligt til skade. Ofte er omstændighederne absurde. En tagsten, der falder ned, et træ – måske det eneste langs ruten – som vælter i stormen, eller det, der er værre. En flodbølge? Piratfisk? En flodbølge og piratfisk? Måske har den uheldige haft et halvt sekund til at tænke: “Det her er simpelthen for dumt,“ inden lyset er blevet slukket, og vedkommende er sendt til de evige jagtmarker.
Eller hvis man er på bølgelængde med fysikprofessor Stephen Hawking (1942-2018), som engang udtalte til The Guardian: “Jeg opfatter hjernen, som en computer, der vil stoppe med at arbejde når dens komponenter svigter. Der er ikke nogen himmel eller noget liv efter døden for defekte computere; det er et eventyr for folk, der er bange for mørke.“
Går man en tur på kirkegården Cimetière Monumental i Rouen i Frankrig, kommer man måske forbi kunstneren Marcel Duchamps (1887-1968) grav, og påskriften på hans gravsten siger det meget godt og morsomt: “D’ailleurs, c’est toujours les autres qui meurent“ (“Desuden er det altid de andre, der dør“).
Folk falder ned med helikoptere, nogle bliver skudt ned. Ud over at man selvfølgelig kan tage nogle forholdsregler som at gå i skridsikre sko og være opmærksom på flod og ebbe, kan man ikke gardere sig. Ikke mod alt.
Hanif Kureishis Twitter-opdateringer, som han vist dikterer til sin søn, idet han ikke kan bruge sine fingre, er på en besynderlig måde opløftende, fordi han går lige ind i det smertelige ubehag. Nu er de begyndt at komme som nyhedsbrev, The Human Flies, som alle kan skrive sig på.
Onsdag skrev han, at han havde set hele tv-serien Breaking Bad to gange og nogle episoderne endda flere gange: “Anthony Hopkins sagde, at han syntes, at Bryan Cranstons præstation som Walter White var den største, han nogensinde havde set, og det må Hopkins om nogen vide.“
Han nævnte også, at han havde sovet indtil kl. 4 om morgenen på hospitalet: “Min nye værelseskammerat talte i søvne hele natten, selvfølgelig på italiensk. Jeg kan ikke sige, at han generede mig. Man kan vænne sig til hvad som helst.“
Dette blot en opfordring til at holde øje med Hanif Kureishi, både for hans og ens egen skyld. /Oliver Stilling