Eric Gaillard/Reuters/Ritzau Scanpix
Egentlig virker det lidt mystisk, at franskmændene insisterer på at lave et mellemrum, før de sætter et udråbstegn. Det er, som om de ønsker at udstråle en symbolsk tilbageholdenhed; vise, at de faktisk godt kan tage en passende afstand mellem udsagnet og det efterfølgende vredesudbrud. Hvilket nu engang flugter ret dårligt med den clichéfyldte opfattelse, vi andre har af franskmændene: At de er villige til at gå på barrikaderne for et godt ord. Måske er det dog netop sådan, tegnsætningen skal tolkes: Som noget demonstrativt. “Vi er ligeglade med, hvordan I andre gør det, vi gør sådan her !“
For nej, de er bare bedre til at demonstrere i Frankrig. Det kunne man nok engang konstatere torsdag, hvor op mod to mio. mennesker gik på gaderne, spredt udover strejker og demonstrationer i mere end 200 franske byer. Præsident Emmanuel Macrons varslede pensionsreform, der vil hæve pensionsalderen fra 62 til 64 år, har (betalingsmur) på forudsigelig vis fået samlet både fagbevægelserne og den bredere befolkning i protest. Håbet er, at man ligesom i 2019 kan få Macron til at trække land. Denne gang virker præsidenten dog ualmindeligt stålsat på at få gennemført sin upopulære plan.
Skulle forslaget om at sænke pensionsalderen blive sendt til en folkeafstemning, ville det blive nedstemt med et brag. Ifølge en meningsmåling fra analyseinstituttet IFOP er hele 68 pct. af franskmændene imod reformen. Samtidig lader modstanden til at bunde i en ideologisk modvilje over for det, vi kan kalde arbejdets imperativ: I anden måling fra IFOP fremgår det, at blot 24 pct. af franskmændene i dag finder arbejde “meget vigtigt“ sammenlignet med 60 pct. i 1990. På et dybere plan er folk simpelthen færdige med at blive fortalt, hvordan livet skal værd(i)sættes. Hvilket da også fremgik af et af de ironiske kampråb, der torsdag kunne høres runge i gaderne: ”metro, arbejde, graven”.
Som udgangspunkt er der ellers gode grunde til, at Emmanuel Macron ser pensionsreformen som en bunden opgave. Befolkningen bliver ældre, behovet for en skattebetalende arbejdsstyrke større, hvorfor noget må give sig, hvis regnestykket skal gå op. Fornuften og de hårde kalkuler – eller det, man i politik ynder at kalde “nødvendigheden“ – har simpelthen talt. Hvilket også får Macron til at sige ting som, at regeringen vil fortsætte reformarbejdet “med respekt, dialogånd, men også med beslutsomhed og ansvarsfølelse“. Det er svært at tolke på anden vis, end at præsidenten allerede ser reformen som en fait accompli.
Meget sigende befandt Macron sig da heller ikke i Frankrig, da strejkerne gik løs. Han var snarere i Barcelona for at underskrive en fransk-spansk venskabsaftale med Spaniens premierminister Pedro Sanchez. Som Le Monde pointerer (fransk betalingsmur), har afstanden næppe gjort demonstranternes vrede mindre. Helt graverende var det i den forbindelse, at Macron valgte at blive hængende i Barcelona for at tage på Picasso-museet med den spanske forfatter Javier Cercas, hvor Macron bl.a. skulle have udtalt, at litteraturen “er det eneste, der tæller“. Bevares, det er da skønt, at en statsmand ønsker at fremstå åndsfuld – men når to mio. mennesker samtidig er på gaden som følge af et meget håndfast indgreb i deres liv, virker det nu også temmelig åndsfraværende.
En bøn om frihed
Dermed ikke sagt, at der ikke også kan være gode grunde til at blive forarget over de franske strejker og massedemonstrationer. Særligt med tanke på, at Frankrig er noget nær den sidste bastion for en “tidlig“ pensionsalder i Europa. Se blot på vores hjemlige forhold, hvor pensionsalderen allerede er steget til 67 år, og sågar er sat til at stige til 69 frem mod 2035. Så hvad er det egentlig, franskmændene brokker sig over? Her må vi dog vist ihukomme Søren Kierkegaards gamle ord: “Thi hvad er forargelse? Forargelse er ulykkelig beundring.“
I en kommentar i Berlingske kan man her til morgen læse (betalingsmur), hvordan udsigten til et forår “med omfattende strejker, demonstrationer og protester mod en regering, der vil gennemføre reformer, som udvider arbejdsudbuddet og skaffer flere penge i de offentlige kasser“ til forveksling ligner “den nuværende situation i Frankrig“. Det er vist ikke positivt ment. Hos DR kan man samtidig læse, hvordan vi ifølge “topfolk fra fagbevægelsens bagland“ har direkte kurs mod en storkonflikt på det private arbejdsmarked. Men er det forargeligt eller beundringsværdigt?
På særligt ét punkt har franskmændene i hvert fald fat i den lange ende: At det altid skal være muligt at betvivle magthaverne, særligt når de insisterer på, at der kun er én rigtig ting at gøre. Politik er det muliges kunst, ikke det nødvendiges – ligesom livet er mere og andet end lange arbejdsdage. For slet ikke at tale om, at penge kan findes på mange måder i et statsbudget. Det kan da sagtens være, at de er lidt skøre, de franskmænd. Men det er vi nu også, hvis vi uden indvendinger lader tiden flyve, én tabt helligdag ad gangen. Eller hvad ?! /David Dragsted