Kære læser

Små, store og vanvittige omveje

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

I Australien holder de også jul. I december rejste et australsk ægtepar til hovedstaden Perth for at tilbringe juledagene sammen med deres børn og børnebørn. The Englishes bor til dagligt i den lille by Kununurra den nordligste ende af delstaten Western Australia, som Perth også ligger i. Men Australien er som bekendt stor som et ondt år. Den nemmeste (læs: billigste) måde at komme fra Kununurra til Perth er at køre ca. 1.000 km til kystbyen Broome, stille bilen dér og så flyve de sidste par tusinde kilometer.

Mens ægteparret var væk hjemmefra, kom der en cyklon ved navn Ellie på tværs. I løbet af kort tid faldt der gammeltestamentligt meget regn, så floden Fitzroy gik over sine bredder, hvorved en god bid af vejen mellem Broome og Kununurra kom under vand. Ægteparret måtte tage en helt anden rute hjem. Men hvad med bilen, en Nissan Patrol, som de havde parkeret 1.000 km hjemmefra? Den 64-årige Chris English insisterede på at få den med hjem, så mens konen fløj hjem, fløj han til Broome og skabte sig et overblik over situationen. Den allerhurtigste vej i bil, viste det sig, var en sindssyg omvej gennem den australske Outback på 5.000 km. Og så var det bare at komme af sted. En uge senere, det vil sige i dag, mandag, er han nået frem. Hans søn, Craig, har lavet en tråd på Twitter om turen, så nu er Chris English også berømt. Og som han, altså faderen, udtaler til The New York Times: “Det generer mig ikke at køre bil. Det er bare noget, jeg godt kan lide.“

 

Omveje i overført forstand

Har vi noget, der minder om omveje i den størrelsesorden i Danmark? Hvad hvis Gudenåen går over sine bredder? Eller hvis hele Hærvejen pludselig lå under vand? Næ, lige meget hvor man befinder i sig landet, er der vel altid en alternativ rute 50 km væk, ligesom der aldrig er længere end 30 km til det nærmeste offentligt tilgængelige værk af billedhuggeren Bjørn Nørgaard.

Ellers skal det være omveje i overført forstand, sådan som vi ser det i dansk politik. Det er muligt, at de ikke selv er klar over det endnu, men regeringsægteskabet mellem Socialdemokratiet og Venstre (og Moderaterne) kan vise sig at være en omvej af bibelske dimensioner for begge parter. Værst ser det nok ud for Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen, der indtil regeringsdannelsen “hen over midten“ stadigvæk havde noget af sin troværdighed i behold, hvilket var det eneste, han rigtig havde at spille med.

Nu har han sat sig i den situation, at hans tidligere partikollega og nu formand for Danmarksdemokraterne Inger Støjberg optræder i store interviews, hvor hans manglende troværdighed er omdrejningspunktet. Til Berlingske udtalte hun (betalingsmur) søndag, at hun “aldrig nogensinde [ville] kunne stole på ham igen“ og aldrig vil kunne pege på ham som statsminister, hvis det kom dertil. “Nej. Hvordan skulle jeg kunne gøre det? Hvordan søren skulle man kunne stole på en, der gik til valg på at blive statsminister for den daværende blå opposition for så at forlade skuden?“

Inger Støjberg er jo ikke selv ligefrem landets mest honnette politiker, men her har hun jo fat i den lange ende. Læg dertil hele den absurde bededags-saga, som heller ikke lander godt for SVM-regeringen. Og det hjælper ikke, at Bertel Haarder, eks-minister og eks-folketingsmedlem for Venstre, går ind i sagen i Jyllands-Posten og siger, at store bededag er “menneskeskabt“ og altså ikke baseret på bibelske begivenheder, hvorfor folkekirken ikke burde stritte imod en nedlæggelse af dagen som helligdag.

Men hvad er Bertel Haarder egentlig selv? I praksis er han vel menneskeskabt (på gammeldags manér), men gennem årene har han sagt så mange underlige ting, at det ikke er umuligt, at der er en anden slags skaberkraft inde over, så vi kan sige: Bertel Haarder er baseret på bibelske begivenheder.

Vi slutter af med Moderaterne. Den af partiets ministre, der nok har været størst forventninger til, er den nye klimaminister Lars Aagaard, som har mange års erfaring som direktør for Dansk Energi. Men så viser det sig, at det går galt nærmest første gang, han åbner munden. I et interview i Information siger han både, at forandringerne ikke sker hurtigt nok, og at regeringen ikke vil lancere nogen klimatiltag før april! Og hvorfor så ikke? får man lyst til at spørge. Fordi han ikke vil handle, før han kender “udfordringens størrelse“, lyder svaret: “Jeg vil godt kende udfordringens størrelse, før jeg begynder at fritænke omkring, hvad vi skal gøre ved den. At diskutere løsninger, før jeg kender udfordringen – no way.“

Der er små og store omveje. Nogle af de største finder man på Christiansborg. /Oliver Stilling

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12