Tingshu Wang/Reuters/Ritzau Scanpix
For første gang siden 1961 er Kinas befolkningskurve knækket. Ifølge Kinas Nationale Statistikbureau var der 1,41175 mia. indbyggere på det kinesiske fastland i udgangen af 2022, hvilket er et fald på 850.000 mennesker siden starten af samme år. Det markerer begyndelsen på en periode med negativ befolkningsvækst i verdens folkerigeste land, hvor der engang blev født et barn hvert andet sekund.
Mens det forventes, at befolkningerne i bl.a. Indien og Nigeria vil blive ved med at vokse og inden længe overhale Kina indenom, står flere lande i Asien, Europa og Nordamerika side om side med Kina på frontlinjen af denne nye demografiske tendens.
Japan, hvis befolkning er skrumpet siden 2011, er tendensens frontløber. I 2020 konkluderede Europa-Parlamentet, at EU med fordel kunne følge de japanske erfaringer om byplanlægning, der understøtter ældre menneskers uafhængighed og robotteknologi i ældrepleje, mens IMF har kaldt Japan for verdens “laboratorie“ for aldrende befolkninger. Det tyder dog ikke på, at det går så godt i laboratoriet.
“Japan er på randen til ikke at kunne fungere som samfund,“ advarede premierminister Fumio Kishida i en tale mandag. Ifølge forskeres fremskrivninger vil den japanske befolkning, der for nuværende er omkring 124 mio., falde til under 53 mio. inden slutningen af dette århundrede. “Det er nu eller aldrig,“ erklærede premierministeren og annoncerede en ny regeringsinstans, der skal beskæftige sig med den såkaldte “befolkningskrise“.
I 2016 erstattede den kinesiske regering sin etbarnspolitik med en begrænsning på to børn, hvilket siden er blevet hævet til tre i et lettere flagrende forsøg på at afværge den forudsagte fremtid. Til det Kommunistiske Partis femårlige kongres i oktober annoncerede Xi Jinping, at det var en afgørende politisk prioritering at øge den kinesiske fødselsrate.
Alt tyder på, at Japan og Kina er enige om, at den demografiske udvikling er en demografisk krise. De stagnerede og aldrende befolkninger kaldes en demografisk tidsbombe med den globale økonomi indenfor rækkevidde. Forskning peger dog på, at det også vil have andre konsekvenser og skabe nye muligheder, når bomben eksploderer.
Gode nyheder for dommedagsprofeten
Kina og Japans erklærede krise står i skarp kontrast til krisen, som biolog Paul R. Erlich advarede om i sin kontroversielle bog Befolkningsbomben fra 1968. Her plantede Paul R. Ehrlich med hjælp fra sin kone Anne Ehrlich en frygt for overbefolkning i den kollektive bevidsthed.
Deres påstand var, at befolkningstilvæksten ville overstige de tilgængelige ressourcer, hvilket ville føre til verdensomspændende hungersnød. Ehrlich har fastholdt sin tese – og har endda argumenteret for, at bogens konklusioner var for optimistiske i lyset af den nuværende klimakatastrofe – selvom det efterhånden er påvist, at faktorer som forbrug snarere end befolkning har langt større betydning for vores klima og miljø.
Dårlige nyheder for velfærd og demokrati
Andre forskere er begyndt at fremlægge et helt anderledes fremtidsscenarie end Ehrlichs. I Empty Planet: The Shock of Global Population Decline argumenterer John Ibbitson og Darrell Bricker for, at den globale befolkning vil toppe inden for dette århundrede og derefter blive mindre, hvilket vil betyde mindre pres på vores klima, miljø og fødevaresystemer, højere lønninger og en forbedring af kvinders autonomi.
Til gengæld – påpeger Ibbitson og Bricker – blotlægger den negative befolkningstilvækst i Kina og andre steder i verden også nye bekymringer: En aldrende befolkning og færre mennesker i arbejdsstyrken, der kan sikre den efterspurgte velfærd. Kina har den største befolkning af ældre mennesker i verden, mens landets arbejdsstyrke har været faldende siden 2012.
Kinas hastigt aldrende befolkning kan samtidig forværre landets demokratiske udsigter. Tim Dyson, der er professor i befolkningsstudier ved London School of Economics, er en af de forskere, der har undersøgt og påvist sammenhængen mellem henholdsvis demografisk og demokratisk udvikling. Ifølge hans forskning er chancerne for, at et land udvikler sig i en demokratisk retning højest, når befolkningen hverken er for ung og revolutionær eller for gammel og magelig.
Det demokratiske vindue åbner altså, når medianalderen i befolkningen er omkring 26 og lukker igen, når medianalderen når 40. Så med en medianalder på 38,4 år er Kinas befolkning ved at vokse fra demokrati som styreform. Xi Jinpings fokus på at øge fødselsraten tyder dog på, at den kinesiske regering er mere bekymret for deres økonomiske vækst end fremvæksten af demokratiske bevægelser.
Nedtur for type A-lederen
Ifølge data fra FN ønsker 70 pct. af nationale regeringer i verden enten at hæve eller sænke sine fødselsrater. Til gengæld illustrerer kløften mellem regeringernes mål og de aktuelle fødselsrater, hvor svært det er at kontrollere over- eller underbefolkning samtidig med, at de reproduktive rettigheder overholdes.
Forsøg på at kontrollere eller påvirke befolkningsstørrelse kan i mest bizarre fald ende som Københavns Kommunes “Har du talt dine æg i dag?“-kampagne og DR’s “Knald for Danmark“-show, der var drevet af misforstået public service. Men i værste fald indeholder også debatten racistiske undertoner, hvilket eksempelvis kommer til udtryk, når debatten om overbefolkning ofte drejer sig om befolkningstilvæksten i Det Globale Syd, mens vi i Nordamerika og Europa ønsker at øge vores egne fødselsrater.
Optur for feministen
Feminist Jenny Brown argumenterer i Birth Strike: The Hidden Fight over Women’s Work, at den demografiske tendens til faldende fødselsrater i mange lande har givet regeringer incitament til at forbedre reproduktive rettigheder og velfærden, der knytter sig til opdragelsen af børn.
Japan har i forvejen givet universel og gratis adgang til børnepasning, uddannelse og sundhedsydelser i et forsøg på at fremme landets fødselsrater. Det kinesiske styre lader til at følge i Japans fodspor ved bl.a. at udvide muligheden for fertilitetsbehandling og øge barselsorlovstiden, i sit forsøg på at afmontere den demografiske bombe.
Mens det både er svært og kontroversielt for verdens regeringer at kontrollere, om deres befolkninger vokser eller skrumper, kan dem, der føder og opdrager børn, altså tage potentielt kontrol over situationen, og indtage en helt ny forhandlingsposition. /Emilie Ewald