Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Det havde været lettere, hvis De Radikale kunne bruges som alibi.
For det var faktisk det lille socialliberale parti, som fik forhandlet ind i regeringsgrundlaget, at Danmark ikke længere skal gå enegang med den spektakulære idé om at ville oprette modtagecenter for asylansøgere i Rwanda – nede i det centralafrikanske land, som i forvejen er under heftig kritik for systematiske krænkelser af basale menneskerettigheder for netop flygtninge.
De Radikale endte imidlertid med at trække sig i 11. time, og derfor er det nu SVM-regeringens egen politik, at Danmark blot skal forsøge at få de andre EU-lande overtalt til at ville oprette fælleseuropæiske modtagecentre i endnu uidentificerede tredjepartslande. Engang ude i en fjern fremtid.
“Det er klart, vi indleder jo ikke forhandlinger lige nu om at lave et dansk modtagecenter i Rwanda,“ siger udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad (S), som dermed officielt har droppet den diplomatiske enegang.
Hverken han eller andre ministre er dog endnu klar til at indrømme, at den taktiske retræte hverken er fremkaldt af De Radikales krav eller ydre omstændigheder. Forklaringen er ganske simpelt, at idéen fra begyndelsen har været et symbolpolitisk luftkastel.
Da Socialdemokratiet fandt på idéen før folketingsvalget i juni 2019, havde Mette Frederiksen desperat brug for et håndfast forslag, som kunne bruges til at anskueliggøre over for DF-vælgere, at hun ikke bare var strammer af nødvendighed, men også af overbevisning: At hun vil drive stramningerne videre og gerne helt ud til yderligheder.
Rwanda-modellen virkede efter hensigten. Og den har så at sige udtjent sit politiske formål for Socialdemokratiet. For med forslaget om et dansk modtagecenter for asylansøgere i Rwanda fik Mette Frederiksen på én og samme tid signaleret, at hun var parat til at overhale Venstre højre om og villig til at lægge sig ud med etablissementet i Bruxelles.
For første gang i årtier var det Socialdemokratiet, som satte dagsordenen for nye stramninger i asylpolitikken, og alle de mange højrefløjspartier kunne reelt ikke gøre andet end at støtte Mette Frederiksens kampagne. Men som arbejdet i S-regeringen skred frem, blev det bare stadig mere tydeligt på de indre linjer, at først Mattias Tesfaye (S) og dernæst afløseren som udlændinge- og integrationsminister, Kaare Dybvad, havde et problem.
Hverken folkeretligt eller praktisk ville Danmark være i stand til at kunne garantere for asylansøgeres humanitære rettigheder og basale sikkerhed i et fjernt og fremmed land. Sandheden er, at Israel allerede for mange år siden har forsøgt at betale netop Rwanda for at tage imod flygtninge, men at selv højreregeringen i Jerusalem måtte erkende, at vilkårene i Kigali og omegn simpelthen var for kaotiske og bestialsk vilkårlige.
I flere år har embedsmænd i Udenrigsministeriet, altså de diplomater, som kender og følger situationen i Rwanda og andre ustabile lande i Centralafrika, aktivt forsøgt at modarbejde S-regeringens plan om at ville oprette et modtagecenteret i Rwanda. De har gentagne gange advaret om, at idéen var hasarderet og risikerede tilmed at skade Danmarks omdømme på nogle af de internationale politikområder, hvor vi måske kunne gøre os forhåbninger om rent faktisk at kunne øve indflydelse.
I dag er det skæbnens ironi, at De Radikale truede med at ville vælte en regering, som arbejdede videre med Rwanda-planerne, og så er det endt med en midterregering uden deltagelse af De Radikale, som så til gengæld ikke længere arbejder for en ren dansk løsning tusindvis af kilometer væk.
Men sådan er politik ofte paradoksalt. Socialdemokratiet har udnyttet postyret til at slippe ud af en blindgyde, og i den forstand kan SVM-regeringen ses som indvarslingen af en ny og mere pragmatisk epoke. Med et flertal bag sig er hverken Socialdemokratiet eller Venstre længere pinedød nødt til at promovere en maksimal-populistisk fortælling om, at Danmark efterhånden skulle være blevet et mere øst- end vesteuropæisk land.
Socialdemokraterne er stolte, og lægger sig selvfølgelig ikke bare fladt ned. Kaare Dybvad har således et nyt tvist på det fortsat fantasifulde forehavende. Nu skal Danmark tilsyneladende forsøge at allierede sig med europæiske lande, der ikke er medlemmer af EU:
“Vi rækker jo ud til europæiske lande og ikke kun dem, der er med i EU. Der er også andre lande, der har større frihedsgrader i forhold til at finde en løsning her. EU-reglerne er sådan lige nu, det er rigtigt, men europæiske regler kan jo godt ændres,“ siger Kaare Dybvad Bek.
Hvilke lande, der konkret tænkes på, er uklart. Men da det næppe er Island, peger pilen også her på tidligere østbloklande, såsom Serbien og Albanien. Et godt råd lyder: Man skal stoppe med at grave, når man står i et hul. Men Socialdemokratiet tager åbenbart en tørn til. Ned i dybet. Men oppe i dagslys, oppe i virkelighedens verden, er en dansk Rwanda-model død. /Lars Trier Mogensen