Mohamed Abd El Ghany/Reuters/Ritzau Scanpix
Vi forestiller os, at det må have været nogle hæsblæsende dage for egyptologer. Det føles i hvert fald, som om nye opdagelser om det gamle Egypten har været hér, der og allevegne.
Først var der historien om “Golden Boy“, en velholdt, over 2.300 år gammel mumie (den term vender vi i øvrigt tilbage til om lidt), som blev fundet i 1916 i Nag el-Hassay i det sydlige Egypten. Ham har en gruppe forskere fra Kairo Universitet nu lavet en CT-scanning af, og det har givet en overraskelse: Den 14-15-årige dreng har sørme stadig sin forhud.
Da det ellers var normalt for egyptiske drenge at blive omskåret, tyder meget derfor på, at Golden Boy slet ikke var egyptisk, men eksempelvis persisk, nubisk eller græsk. Alligevel har han fået en traditionel egyptisk begravelse af den velhavende slags, med alt hvad det indebærer af amuletter og ædelstene. Hvilket altså tyder på, at udlændinge i Egypten også blev mumificerede og anvendte egypternes begravelsesritual. Som professor i egyptologi på Kairo Universitet Salima Ikram fortæller til The Guardian, er det dog endnu for tidligt at juble. For sagt med hendes ord: “Jeg vil ikke satse alt på denne ene, skrøbelige forhud.“ Generelt virker det vist som et klogt livsråd.
Dernæst blev der skrevet historie på Glyptoteket i København. Her blev to egyptiske relieffer genforenet efter mere end 3.000 år, og tilsammen danner de et nyt billede af farao Akhenatens og hans anden hustru Kija. Efter de to relieffer – der henholdsvis tilhører Glyptoteket og Metropolitan Museum of Art i New York – atter er blevet samlet, står det nemlig klart, at ægteparret sammen er ved at ofre til solguden Aten. Og som egyptolog og museumsinspektør ved den egyptiske samling på Glyptoteket Tine Bagh forklarer (betalingsmur) til Politiken, betyder det altså, at Kija må have haft en meget høj status, da det ellers var Akhenatens første kone, dronning Nefertiti, der burde være med til offerritualet. Genforeningen af de to puslespilsbrikker åbner altså for et hav af nye og spændende fortolkningsmuligheder – i hvert fald hvis man er egyptolog.
Som om dét ikke var nok, er en ny mumie blevet fundet i Saqqara, som ifølge chefarkæolog Zahi Hawass “kan være den ældste og mest komplette mumie, som nogensinde er blevet fundet i Egypten“. Det lyder jo helt vildt – og som en god anledning til at vende tilbage til sarkofagen i rummet. Med fråde om munden kunne den britiske tabloidavis Daily Mail nemlig tidligere på ugen berette, at både National Museums Scotland i Edinburgh og British Museum i London ikke længere vil bruge ordet “mumie“, men snarere sige “en mumificeret person“. Og lad os bare sige, at avisen ikke just forpassede muligheden for at påpege, at “wokeismen“ nok engang er gået for langt. Hør bare artiklens indledning:
“Det virker måske umuligt at såre et 3.000 år gammelt ligs følelser. Men woke museumsinspektører er stoppet med at bruge ordet ‘mumie’ til at beskrive resterne af gamle egyptere, alt sammen af hensyn til ‘respekt’.“
Findes der mere presserende problemer, end hvordan vi omtaler døde og balsamerede mennesker fra oldtidens Egypten? Helt sikkert. Risikerer mumie-spørgsmålet af afspore en mere overordnet debat om, hvordan og hvorfor bestemte ord kan være sårende? Det er ikke utænkeligt. Betyder museernes tiltag, at “man da heller ikke må sige noget længere“. Njaa, ikke helt. Og er der tale om en storm i et glas vand? Også i den grad.
Som en talsperson fra National Museums Scotland meget tålmodigt forklarer til Daily Mail, er der egentlig bare tale om det, man kunne kalde en afmystificering af mumien. Snarere end at se de balsamerede lig som objekter – eller monstre fra en gyserfilm – opfordres museumsgæsterne til at tænke på dem som individer, der har levet, åndet og følt ting som dem selv. Det er altså et simpelt spørgsmål om at gøre historien mere nærværende og relaterbar. Museernes formidlingsopgave in mente, virker det da som en god idé.
Tænk bare på, hvad vi kunne lære af en mumificeret person, som vågnede efter 2.000-3.000 års hi og blev konfronteret med måden, vi har forvaltet kloden på i mellemtiden. “Ved solguden Aten!“ ville hun måske sige. “Hvad er det dog, I har gjort ved Nilen? Hvor er alle insekterne henne? Og har I da slet ikke tænkt på, at I alene i Danmark beskadiger klimaet og naturen for 250 mia. kr., hvert år?“
“Sjovt du siger det, fru Kija,“ ville vi måske svare. “Det sidste har vi faktisk lige indset, efter en gruppe forskere fra Københavns Universitet og Danmarks Statistik sammen har udarbejdet en model for et ‘grønt bnp’, der også medregner prisen for vores danske produktion, når vi taler om ting som forening af drikkevandet og udledte drivhusgasser. Og når man sådan får tallene sort på hvidt, kan vi godt se, at den er gal.“
“Men I må da have vist noget før, at det ikke var bæredygtigt at forurene og udlede så meget, og at I derfor længe har haft kurs mod en sideløbende klima- og biodiversitetskrise?“
“Det er her, hvor det bliver lidt mærkeligt, fru Kija,“ ville vi måske bemærke lidt brødbetyngede. “Det gjorde vi sådan set også, og meget er da også sket i den grønne omstilling. Vi har fået CO2-kvoter, vindmøller og hockeystave. Alligevel er det, som om den politiske handling er foregået i slowmotion. Som om vi bare har omfavnet vores guld, smurt os ind i olie, bundet os på hænder og fødder, og med en religiøs overbevisning ventet på klimafrelsen mens vi lagde os til hvile i vores dyrt byggede grav.“
“Så det er faktisk jer, der er de ægte mumier?“
“Ja, det ser sådan ud.“ /David Dragsted