2016 Rio Olympics - Christ the Redeemer - 30/07/2016. Members of the Olympic refugee team pose for selfies in front of Christ the Redeemer. REUTERS/Kai Pfaffenbach
De Olympiske Lege er enorme. Der er gået fem dage siden åbningsceremonien, og indtil videre har blot to af de 10 flygtninge, som optræder statsløst under det olympiske flag, været i kamp. Mandag vandt syriske Yusra Mardini, 18, sit heat i 100 meter butterfly i tiden 1:09.21. Og i går slog hendes landsmand, 25-årige Rami Anis, personlig rekord i 100 meter fri med tiden 54.25. Det rakte dog ikke til mere end en plads som nummer 56 ud af 59 mulige.
Når man som os på Føljeton sidder og holder med de olympiske flygtninge, er det med blandede følelser. Er det den enkelte atlet (og vedkommendes personlige historie), man holder med, eller er det atleten som symbol – og i så fald som symbol på hvad? I dag er der 19 millioner flygtninge i verden. Ved seneste OL i London i 2012 var tallet 11 millioner. Mellem 1996 og 2005 vendte 12,9 millioner flygtninge tilbage til deres hjemlande; mellem 2006 og 2015 vendte kun 4,2 millioner hjem.
Det går den forkerte vej. Alt andet lige ville det være rarere, at verdenssamfundet var i stand til at gøre noget ved problemet, end at der skulle være et flygtninge-hold ved OL. Det er ikke et plaster på såret. Det er ikke engang symptombehandling. Flygtningeholdet kommer ikke til at gøre nogen som helst forskel. Man kan opdele de olympiske flygtninge i to grupper.
Den ene tæller fem atleter, som er flygtet fra deres hjemlande og har søgt asyl langt væk. Foruden Yusra Mardini og Rami Anis, der er endt i henholdsvis Tyskland og Belgien, drejer det sig om de congolesiske judo-kæmpere Popole Misenga og Yolande Mabika, der er flygtet til Brasilien, og den etiopiske maratonløber Yonas Kinde, som nu opholder sig i Luxembourg.
Den anden gruppe tæller fem atleter fra Sydsudan, 1500 meter-løberne Anjelina Lohalith og Paulo Lokoro, 800 meter-løberne Rose Nathike Lokonyen Yiech Biel, 400 meter-løberen James Nyang Chiengjiek. Ud over deres nationalitet har de alle det til fælles, at de i mange år har boet i den kenyanske flygtningelejr Kakuma, som huser mere end 179.000 fordrevne.
Forleden viste den Twitterprofil, som Den Olympiske Komité har fået sat op til det olympiske flygtningehold nogle fotos fra Kakuma-lejren af en masse børn, der sad i mørket og kiggede på en opstillet storskærm, hvor de angiveligt fulgte lejrens olympiske flygtninge. Umiddelbart virkede billederne opmuntrende – det var i hvert fald i den ånd, de blev præsenteret – men grundlæggende var de dybt forstemmende.
Ingen af de sydsudanesiske løbere opfattede sig selv som atleter, før de blev indrulleret i et storstilet træningsprogram i Kakuma-lejren. De kommer ikke til at vinde nogen medaljer ved OL, men de løber for livet. Som udgangspunkt skal de tilbage til flygtningelejren, når legene er overstået.
I dag klokken 15.35 kæmper den congolesiske judomand Popole Misenga for første gang. Hans mor blev myrdet, da han var seks år. ”Jeg har to brødre, og jeg har ikke set dem,” siger han. ”Jeg ved ikke mere, hvordan de ser ud, for vi kom væk fra hinanden som børn. Så jeg sender kys og kram til mine brødre.”
Vi hepper på Popole Misenga.
Klokken 15.07 kæmper hans landsmand Yolande Mabika i samme sportsgren.
”Jeg vil hæve det olympiske flag, men jeg er en lille smule trist i mit hjerte over, at jeg ikke kan optræde under mit eget lands flag,” siger hun. ”Hele verden taler om, at flygtninge ikke har nogen særlig betydning. Vi vil vise, at flygtninge kan gøre det samme som alle andre mennesker rundt om i verden.”
Vi hepper på Yolande Mabika.