Nyhedsanalyse

Fejlslagen stat i staten

Luca Piergiovanni/Ritzau Scanpix

De hemmeligste tjenester er blevet deres egen værste fjende. Det er en grum og selvskabt skandale, når de to danske efterretningstjenester, PET og FE, nu er kommet under massivt politisk pres: Et kvalificeret mindretal i Folketingets granskningsudvalg er ved at gennemtvinge en forundersøgelse af den såkaldte Samsam-sag – uden om SVM-regeringen.

Selvom de ni partier, der spænder fra Enhedslisten til Danmarksdemokraterne, ikke har mandater nok til at kunne få vedtaget en egentlig dommerundersøgelse, er dette første skridt opsigtsvækkende. For alliancen mellem de vidt forskellige oppositionspartier viser, at Folketinget, den lovgivende magt, er klar til at udfordre flertalsregeringen, den udøvende magt.

Kravet om en forundersøgelse af det spegede spionforløb udstiller, at regeringstoppen er på vej til at vikle sig ind i et morads, som kan komme til at kaste lange skygger over det politiske arbejde. For optrævlingen af sagen om Ahmed Samsam kommer ikke til at stoppe.

Hvad handler skandalen i bund og grund om? Ja, hvem andre end tidligere departementschef i Statsministeriet, Karsten Dybvad, og tidligere departementschef i Justitsministeriet, Michael ‘Sir Humphrey’ Lunn, kan udlægge teksten præcist. Helt sensationelt skrev (betalingsmur) de forleden en kronik i Berlingske, hvor de mere end antyder, at der er tale om et justitsmord, som tilmed undergraver efterretningstjenesternes muligheder for at operere:

”Samsam, der har syrisk baggrund, engageres af Politiets Efterretningstjeneste (PET), eller Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) eller begge tjenester til at arbejde som agent i Syrien. Hans opgave er at identificere danske jihadister, og derved også kunne informere de danske myndigheder om mulige fremtidige terroraktioner i Danmark,” skriver de to tidligere departementschefer.

Karsten Dybvad og Michael Lunn er ikke kendt for hverken at gætte eller at viderekolportere konspirationsteorier. Tværtimod. Og derfor kan den simple konstatering tages for gode varer. Ahmed Samsam blev vitterligt hyret af de danske efterretningstjenester som hemmelig agent i Syrien. De to erfarne eks-topembedsmænd fortsætter deres tørre, men altså troværdige opsummering:

”Under et ophold i 2017 i Spanien bliver Samsam imidlertid arresteret og senere tiltalt og dømt for den virksomhed, han har udøvet som agent for PET og/eller FE. Den spanske domstol idømmer ham en straf på otte års fængsel, og han sidder flere år i fængsel i Spanien, indtil han overføres til afsoning i Danmark, vist nok i 2020. Så vidt vi forstår, sidder han stadig i fængsel, og han har altså nu afsonet omkring 5,5 års fængsel på grundlag af den spanske dom for terrorvirksomhed. Afsoningen har fundet sted i et af Danmarks mest lukkede fængsler.”

Skønt de danske myndigheder selv hyrede Ahmed Samsam, selv om de har betalt ham for at optræde under dække som ‘fremmedkriger’ i Syrien, selv har vidst, at han blev dømt og fængslet i Spanien, og selv har ladet ham indespærre i Enner Mark Fængsel ved Horsens, ja, så foregiver systemet stadig og helt officielt ikke at kende noget til forløbet.

Udover at det oplagt skader efterretningstjenesternes operative muligheder for at rekruttere nye specialagenter, da ingen jo længere kan stole på, at hverken PET eller FE vil hjælpe deres folk i marken, tegner skandalen også til at blive et voksende og enerverende problem for SVM-regeringen.

De hidtil mislykkede forsøg på cover-up har udviklet sig fra slemt til værre. Det begynder at lugte grimt i ministerkontorerne, når ikke kun tidligere departementschefer går offentligt ud med kritik, men nu også højtstående efterretningsfolk råber vagt i gevær. Senest har tidligere PET-chef Jakob Scharf og oberst Steffen Wied, som var operativ chef i Forsvarets Efterretningstjeneste indtil 2013, været ude med et krav om at få undersøgt sagskomplekset, helt på linje med de ni oppositionspartier. Stort set alle andre end regeringsapparatet mener, at det skal frem i lyset, hvis Ahmed Samsam rent faktisk er blevet ofret.

Som et sikkert tegn på, at regeringspartierne står med en pinagtig sag, kan man blot lytte til ordførernes udenomssnak. Hvis man troede, at politisk nysprog skulle være stoppet med den nye regering, eller efter tidligere justitsminister Nick Hækkerups exit fra toppolitik, så kan man godt tro om igen.

Hækkerup blev berygtet for at sige, at ”overvågning er frihed”. Nu er Socialdemokratiet så i gang igen: Åbenhed kræver lukkethed. Sådan lyder det fra politisk ordfører Christian Rabjerg Madsen: ”Det er paradokset på det her område: At forsvaret af vores åbne samfund i visse sammenhænge kræver lukkethed.” Et pudseløjerligt argument for, at Ahmed Samsams skæbne ikke skal granskes. Overvågning er frihed. Åbenhed kræver lukkethed. På ægte orwellsk lyder det doubleplusungood. /Lars Trier Mogensen

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12