Den tredje vej

Der var engang, hvor man nærmest ikke kunne sige m-ordet i frygt for at enten at blive låst inde og rullet på sit hotelværelse eller blive smidt ned på bunden af en sø. Sådan er det ikke rigtig længere: Det er næsten, som om ordet ”mafia” på en måde virker mindre alvorligt, selvom mafiaen altså stadig findes, og de tre største grupper Cosa Nostra, Camorra og Ndrangheta bare holder lavere profil.

Alligevel tyder noget på, at der er udskiftning i flokken. Det er ikke mere end et par uger siden, at den mest eftersøgte mafiaboss, Matteo Messina Denaro, der har gemt sig siden 1993, blev fundet efter angiveligt at have skilt sig af med både fingeraftryk og fyldt dele af sit ansigt med botox. Og i dag, fredag, skriver The Guardian så, at den 63-årige Edgardo Greco, der har været på flugt fra Interpol i godt den halve tid – 16 år – nu er blevet taget på fersk gerning: I færd med at ælte dej på sin egen pizzarestaurant. Mere italiensk bliver det ikke.

På billederne fra Interpol ser han næsten flink ud. Hvis ikke man vidste bedre, er det ikke til at tro på, at Greco af Interpol beskrives som en “farlig flygtning“, som man mener har dræbt de to brødre Stefano og Giuseppe Bartolome og opløst dem i syre.

”Paolo Dimitrio åbner sin drømmerestaurant,” lød det endda i de italienske nyheder sidste efterår. Alt, Edgardo Greco behøvede, var altså et alias for at åbne sin pizzabiks i den franske by Saint-Etienne, hvor han var hver aften, ligesom han også havde tjanser på andre restauranter rundt omkring i byen. Uden at nogen fik øje på ham. Om Interpol er dovne, eller om hans Top Gun-lignende solbriller gjorde forskellen, er ikke til at sige. Men man begynder i hvert fald at miste troen på det internationale politisamarbejde – for slet ikke at tale om efterretningstjenesterne i øvrigt.

Moder Meloni

De konservative familieværdier har Italien derimod altid haft styr på. Spørg bare den højreorienterede italienske premierminister og Fratelli d’Italia-leder Giorgia Meloni, der med sit slogan “Jeg er Giorgia, jeg er en kvinde, jeg er mor, jeg er italiener, jeg er kristen“ har vundet tillid hos befolkningen. Senest med udsagn om, at “hun har ret til at være mor, som hun finder det passende, og at hun har ret til at gøre alt hvad hun kan for denne nation“, da hun i november blev kritiseret for at tage sin datter med til topmøde på Bali.

Denne fredag har Meloni startet sin tur rundt i Europa, hvor hun skal bruge samme stædighed til at vinde den svenske statsminister Ulf Kristersson og senere den tyske kansler Olaf Scholz over på sin side. For Meloni er målet – som altid – at overtale dem til at følge hendes strategi for at styrke EU’s ydre grænser. Nu er Meloni mere højreorienteret end de fleste i EU-toppen, men hendes ønsker ligger trods alt ikke langt fra EU-indenrigskommissær Ylva Johansson, der har sagt, at hun vil øge antallet af hjemsendelser af flygtninge, inden man i næste uge skal diskutere selvsamme på et topmøde i Det Europæiske Råd.

Hvor EU længe har talt om, at man skal have en bindende solidaritetsmekanisme, sådan at det ikke kun er landene i EU’s periferi, der skal tage imod flest flygtninge, betyder solidarietà på italiensk, at “omflytninger“ skal være “obligatoriske“. Det viser et dokument, som Politico har fået fingrene i.

Fraværende på mødedagsordenen er foreløbigt den franske præsident Emmanuel Macron, som Meloni har rodet sig uklar med, efter at have gjort livet besværligt for de ngo’er, der vil redde migranter på havet. De er derfor sejlet mod Frankrig i stedet, efter Meloni helt har afvist at lægge kaj til, ligesom hun har lavet nye regler, såsom at ngo’erne skal sejle til bestemte havne, der oftest ligger langt væk fra ruten – sådan at organisationerne bl.a. skal bruge flere penge på brændstof.

Selv mener den italienske premierminister, at det er et spørgsmål om at være “fair“, så flygtninge “fordeles“ fra syd til nord. Men der er snarere tale om et stort forvirringshelvede, der ikke bare skal afskrække ngo’er fra overhovedet at give hjælp, men også skal betyde, at migranter vil “tænke sig godt om“, før de flygter over havet.

Meloni ved som alle andre, at migratnerne ikke har noget valg. Men klog af skade har hun lært, at det ikke kan betale sig at lave et stort nummer ud af sine fugleskræmsler. Derfor har hun fundet en mere subtil strategi, som også EU kan være med på – så længe hun holder sig fra at gøre ting, der er åbenlyst ulovlige (selvom de nu stadig er ulovlige, men det er en anden sag).

I stedet præsenterer hun sig selv som en tredje vej, der kan være håbet for de kuldsejlede forhandlinger i EU: Mens unionen kun anerkender hjemsendelser, som er frivillige eller tvungne, skal de ifølge indenrigsminister Matteo Piantedosi nu ledsages af “reintegrationsprojekter“ – der skal “lette samarbejdet med udlændinge, stimulere oprindelseslandene til at styrke samarbejdet og bidrage til at bekæmpe de grundlæggende årsager til indvandring“.

Det lyder som noget, man har hørt før. Sjovt nok brugte Mussolini, hvor partiet har rødder, også selv begrebet om den tredje vej i 30’erne, længe inden sociologen Anthony Giddens overhovedet knyttede det til socialdemokratismen. Men selvom Melonis ord forbliver floskler, tør folk nu godt sige hendes navn. /Emma Louise Stenholm