Foto: Toby Melville/Reuters/Ritzau Scanpix
For et par uger siden bragte Weekendavisen et interview med Helen Thompson, der er professor i politisk økonomi ved Cambridge University. Hovedbudskabet, som avisen fik ud af samtalen, var, at den grønne omstilling højst sandsynligt vil føre til en lavere kollektiv levestandard. Olie, kul og gas tegner sig stadig for 80 pct. af verdens samlede energiforbrug, og siden det første klimatopmøde i Berlin 1995 er forbruget af de tre energikilder kun vokset markant. “Ultimativt handler det om teknologi,” lød hendes analyse via en videoforbindelse. “Hvis fossil energi, især olie, skal erstattes inden for transport i stor skala, skal der ske teknologiske gennembrud. Hvis der ikke kommer teknologiske gennembrud, så tror jeg, vi sidder fast. Vi når et stykke vej med den grønne omstilling, men så går vi i stå.”
Det var lettere deprimerende læsning. Formentlig for at understrege stemningen noterede journalisten sig, hvordan hun holdt “lange tænkepauser, hvor hun rører ved sit hår og ser ud i luften”. En realist er dog langt at foretrække frem for de jubelidioter, der fortsætter deres 00’er-livsstil, som om intet var hændt, og regner med, at teknologiske frembringelser løser alle problemerne; i værste fald kan man jo bare skrue op for atomkraften, ikke sandt?
Det ændrer dog ikke ved, at der dukker nogle ret vilde ideer op. Et forskningsprojekt, som er blevet publiceret i PLOS Climate, foreslår seriøst, at vi tager op til månen og samler flere millioner tons månestøv, som vi så simpelthen knalder ballistisk langt ud i rummet, nærmere bestemt 11 mio. km fra vores klode, hvorefter støvet så vil ligge og udgøre en slags skjold, der delvist skærmer os for sollyset. Det er da geoengineering, der vil noget.
“En virkelig spændende del af vores studie var at opdage, at de naturlige månestøvkorn har lige præcis den rette størrelse og sammensætning til effektivt at sprede sollys væk fra Jorden,” udtaler Ben Bromley, der er teoretisk fysiker ved University of Utah, til The Guardian. “Eftersom det kræver meget mindre energi at affyre disse støvkorn fra månens overflad, sammenlignet en affyring fra Jorden, skilte ‘moonshot’-ideen sig ud for os.”
En elektromagnetisk skinnepistol
Det lyder sindssygt. Men hvis man googler Ben Bromley, ligner han ikke en vanvittig professor. Bromley og hans to forskerkolleger har undersøgt flere muligheder. En blanding af kul og havsalt ville kunne skrue solens stråler ned med 2 pct., hvis det blev knaldet ud i rummet. Men så er måneløsningen altså (i princippet) nemmere. Man skal bare lige derop, udvinde de her millioner tons månestøv og få det ind i et ballistisk apparatur – fx en elektromagnetisk skinnepistol (?) og så bare fyre det af sted.
Som nævnt virker Ben Bromley ikke som en person, der har knald i låget. Og måske skal man bare se månestøvsforslaget som et element, der udvider idépaletten. Og så skriver avisen, at han flere gange understreger, at vores – altså menneskets – første og vigtigste opgave er at få bugt med udledningen af fossile brændsler. “Intet bør distrahere os fra at reducere drivhusgasudledningen her på kloden,” siger Bromley. “Vores strategi er muligvis bare a moonshot, men vi bør afsøge alle muligheder i tilfælde af, at vi har brug for mere tid til at gøre arbejdet hernede.”
Det er måske ikke lige den type “arbejde”, Ben Bromley har i tankerne, men noget af det, der virkelig er brug for hernede, er kampen mod olieselskaberne. De er skruppelløse og profitorienterede. Selvom de bruger milliarder af dollars på se grønne ud, kommer klimaet i syvende række.
For nylig kom Shell ud med et overskud på 40 mia. dollars, først og fremmest på grund af de høje energipriser som følge af Ruslands krig i Ukraine. En god nyhed er, at Shells ledelse – 11 mand høj – nu er genstand for et privat søgsmål fra velgørenhedsorganisationen ClientEarth. Ifølge sagsøger er den klimastrategi, som Shells ledelse har lagt, utilstrækkelig i forhold verdens klimamål.
Sagen er anlagt i Englands højesteret og er den første i verden, der forsøger at holde en ledelse personligt ansvarlig for ikke at skabe tilstrækkeligt med forandringer til at omstille deres virksomhed til en nuludlednings-fremtid. Søgsmålet er bl.a. støttet af en række store pensionsselskaber. Kunne man have forestillet sig sådan noget for bare to-tre år siden? Ikke rigtigt. Der sker mange opløftende ting. /Oliver Stilling