Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Succesen er lammende: Vindenergi har sejret ad helvede til. Forleden meddelte Energistyrelsen, at “sagsbehandlingen af havvindmølleprojekter og øvrige VE-projekter under åben dør-ordningen” pludselig er stillet i bero.
Reelt skyldes opbremsningen, at driften af vindmølleparker er blevet en så stor guldgrube, at EU-reglerne om ulovlig statsstøtte kan være i spil. Altså at offentlige værdier bliver uretmæssigt overført til private selskaber. Men i første omgang følger debatten et mere enkelt spor.
Branchen er i chok: “Beslutningen er en kæmpe mavepuster til vores klimaambitioner,” siger Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark: “Det her er fuldstændig uhørt. Regeringen smækker pludselig døren til den grønne omstilling i med et brag, der sender chokbølger igennem hele den grønne energibranche.”
Konsekvensen er utvivlsomt, at en række vindmølleprojekter nu vil blive udskudt, og måske ligefrem blive droppet. Med sin beslutning har Energistyrelsen vitterligt bremset den grønne omstilling.
Selvom det kan lyde som det rene Don Quixote-tosseri, er baggrunden for beslutningen imidlertid en anelse mere tricky. Det økonomiske kredsløb er i de senere år begyndt at løbe omvendt af tidligere. Fra at det har været en udgift for staten at få opstillet vindmøller, er det nu blevet en pengemaskine.
Siden det tyske energiselskab RWE i december 2021 vandt udbuddet af Thor Havvindmøllepark ved Thorsminde på Jyllands vestkyst, har dansk vindenergi snurret efter en helt ny regnemodel.
Dengang måtte det tyske firma betale 2,8 mia. kr. til den danske stat for overhovedet at få lov til at opstille møller – et fundamentalt skift fra tidligere, hvor der blev givet offentligt tilskud til vindmøller.
På overrumplende og lykkelig vis er særligt vindenergi på rekordtid blevet en så lukrativ forretning, at markedet ikke alene fungerer på rene markedsvilkår, men altså tjener så mange penge, at det sagtens kan betale sig at give 2,8 mia. kr. alene for tilladelsen til at opføre en vindmøllepark.
Udbudsrunder er imidlertid ikke den eneste vej til at opstille møller. Siden 2011 har der også eksisteret en såkaldt “åben dør-ordning”. Konceptet er enklere, eller rettere sagt var enklere: For mod at frasige offentlig støtte kunne private selskaber få friere spil til at etablere vindmølleparker på egen hånd. Med færre krav og regulering.
Inden Thor Havvindmøllepark var der imidlertid ikke stor lyst til at kaste sig ud “åben dør-ordningen”. Dengang var det mere tillokkende at få del i de statslige støtteordninger, mod så til gengæld at lade sig binde ind i mere bureaukrati.
Efter Thor har investorer og pensionskasser bestormet “åben dør-ordningen” med ansøgninger. Fordelene er oplagte: Firmaerne sparer milliarder i koncessionsafgift og færre snerrende begrænsninger. Men samtidig er myndighederne stødt ind i et dobbelt problem.
På den ene side kan den åbne dør stride mod de fælleseuropæiske regler om ulovlig statsstøtte. Den nye klimaminister Lars Aagaard (M) siger, at han er “dybt fortvivlet”, men også “respekterer, at Energistyrelsen skal handle på en risiko for strid med EU-retten”.
Men der er også en anden side, set fra myndighedernes perspektiv. Energistyrelsens direktør Kristoffer Böttsauw erkender, at der også er et økonomisk hensyn: “Vi kan ikke opkræve betaling i åben dør-ordningen.” Og heri ligger en reservation, der lyder som en klassisk manøvre fra Finansministeriet.
Eftersom ansøgningerne via “åben dør-ordningen” lægger op til at ville bygge mere end 10 gange så meget kapacitet som ved Thorsminde, risikerer statskassen at miste op mod 30 mia. kr., hvis firmaerne blot får lov til at skifte over til den gratis model. Og dét er trods alt også en slat i en tid, hvor SMV-regeringen i forvejen er i modvind for at ville afskaffe store bededag for at skrabe kroner ind til krudt og kugler.
Og pludselig er forviklingerne ikke så trivielle. I virkeligheden kan forestående udbygning med vindmølleparker i Nordsøen sammenlignes med den første fase af olie- og gasudvindingen præcis samme sted. Dengang fik A.P. Møller Mærsk adgang til de fælles værdier på uhørt gunstige vilkår. Modsat eksempelvis i Norge, hvor de enorme gevinster løbende er gået i fælleskassen.
Hvis Energistyrelsen blot havde blåstemplet ansøgningerne til nye vindmøllepartier, ville datidens ofte kritiserede fejl let have været gentaget. For så ville firmaer som bl.a. Copenhagen Infrastructure Partners have fået tildelt værdier, som de ellers skulle have betalt for. /Lars Trier Mogensen