Nyhedsanalysen
fw - mandag
Livet er så forbandet skrøbeligt, hvilket mandagens jordskælv i Tyrkiet og Syrien fik illustreret på mest skræmmende vis. Gennem ugen er dødstallet fra naturkatastrofen kun steget og steget – torsdag passerede det hele 20.000 – hvilket selvsagt har fået mange andre begivenheders relevans til at blegne. Verden er dog et mangefacetteret sted, der er både stort og småt at berette om, særligt når man driver en nyhedsbiks som Føljeton. Før vi kommer til jordskælvet, er der altså en håndfuld tekster, vi pligtskyldigt må vende, særligt hvis ugeoverblikket her skal give mening. Så hæng på.
Ugen begyndte med en ‘Kære læser’-tekst fra undertegnedes hånd – dvs. David Dragsted, davs – der slog ned på hele tre vredesudbrud fra weekenden: Protesterne over Irmas lukning (det virker allerede som en evighed siden), den amerikanske nedskydning af den lidt for nysgerrige, kinesiske luftballon, samt et opsigtsvækkende essay fra Storbritanniens parentesagtige, tidligere premierminister Liz Truss, der slet ikke mente at have gjort noget galt. Tænk engang.
Mens jeg havde travlt med vredeshåndteringen, anmeldte Emma Louise Stenholm antropologen David Graebers posthume udgivelse Pirate Enlightenment, or the Real Libertalia. Meget ligesom i murstensværket Altings begyndelse argumenterer Graeber her for, at historien snildt kan være en anden, end vi normalt går og tror – også når det gælder “opfindelsen” af oplysningstidens idéer. De kom nemlig mange steder fra, måske endda fra piratsamfund på Madagaskar.