Et studie udi afsporet deja-vu

Et sted i den amerikanske forfatter Don DeLillos postmoderne roman White Noise fra 1985 præsenterer en af karaktererne sin egen og noget dystre teori om, hvorfor vi får deja-vu.

“Hvorfor tror vi disse ting er sket tidligere? Ganske enkelt. De er sket før, i vores tanker, som visioner om fremtiden. Fordi de er forudanelser, kan vi ikke indpasse materialet i vores bevidsthedssystem, som det for øjeblikket er struktureret. Det er dybest set overnaturligt stof. Vi ser ind i fremtiden, men har ikke lært at forarbejde oplevelsen. Så den forbliver skjult, indtil forudanelsen bliver til virkelighed, indtil vi står ansigt til ansigt med begivenheden. Nu kan vi frit huske den, opleve den som velkendt materiale.” 

“Hvorfor oplever så mange mennesker disse episoder nu?” 

“Fordi døden er i luften,” sagde han blidt.

Lidt uden for den fiktive universitetsby, hvor professoren Jack Gladney bor med sin familie, kører et tog ladet med det ligeledes fiktive giftstof Nyodene D. galt. Giftstoffet spreder sig, og familien og resten af byen må evakueres fra ulykken, der vagt kaldes “den luftbårne toksiske hændelse”.

Undervejs er det kun sparsomme informationer, som beboerne får omkring de potentielle risici, eksponering for giftstofferne kan medføre. Først er det hudirritation og svedige håndflader, så er det kvalme, opkast og åndenød. Slutteligt er det koma, kramper og spontane aborter. Og så er det deja-vu. Følelsen af, at det hele er sket før.

For i den lille, men derimod meget virkelige by East Palestine i delstaten Ohio kunne flere beboere i forrige uge fortælle, at de ligesom i romanen har lidt af en kollektiv følelse af deja-vu. Den 3. februar kørte et tog galt lige på kanten til byen, hvor 50 vogne kolliderede. Ingen er døde, men 20 af vognene var ladet med kemikalier, fem af dem med kemikaliet vinylchlorid, der ved brand omdannes til en sky af fosgen og hydrogenchlorid. Særligt fosgen er giftigt og blev brugt som kemisk våben under Første Verdenskrig. Derfor blev omtrent halvdelen af byens små 5.000 beboere evakueret. Lyder det bekendt?

Overraskende mange af byens beboere var inden ulykken allerede tæt knyttet til DeLillos fortælling om “den luftbårne toksiske hændelse”. I løbet af 2021 optrådte flere af dem som statister i filmatiseringen af White Noise, der udkom sidste år, og som blev optaget i byen. I en nærmest overnaturlig foregribelse på fremtiden – ja, som en forudanelse, der blev til virkelighed – spillede beboerne sig selv et par år senere. Paniske indbyggere, der må flygte fra deres hjem.

Fantasiløst forventeligt

“Det frygtelige udslip nu her er selvfølgelig ren tilfældighed. Men det spiller i vores sind som liv, der imiterer kunsten, som efterligner livet, og som bliver ved og ved, for, som DeLillo også antyder i White Noise, er vi desværre blevet for bekendt med det medierede sprog og gennemførelsen af katastrofer,” udtalte Jesse Kavadlo, formand for den meget specifikke læsekreds ’the Don DeLillo Society’, om ulykken i East Palestine til CNN.

Det var dog langt fra kun de mest dedikerede DeLillo-entusiaster, der kunne have forudset, at livet her pludselig ville komme til at mime kunsten.

Ifølge tal fra det amerikanske transportministerium fragtes over 4,5 mia. tons kemikalier årligt tværs over landet på skinner, hvoraf 12.000 vogne dagligt transporterer farligt materiale gennem tæt beboede områder. Det er heller ikke første gang, at et tog kører galt i nærområdet.

Årligt sker der omkring 1.700 togulykker i landet, hvor togtransporten i det sidste århundrede konsekvent er blevet underprioriteret af regeringen. Det er senest konkretiseret i regeringens blokering af jernbanearbejdernes strejke i december 2o22, der kom efter de to største jernbaneselskaber havde indført en pointbaseret fremmødepolitik, der ville straffe arbejdere, hvis de udeblev fra arbejdet ved eksempelvis sygdom eller lægebesøg.

Læg dertil, at fagforeningen Railroad Workers Union havde advaret om, at en ulykke som den i East Palestine var forventelig og kunne have været undgået. Især fordi afsporingen ifølge deres vurdering skyldtes en “en mekanisk fejl i en af vognenes akser, typisk for det 19. århundrede” – og at man dermed har en ulykke, der var dømt til at ske. Mandag blev et andet fragttog afsporet i Houston, Texas, hvor det ventes, at omkring 400 liter benzin blev spildt. Togets chauffør omkom i ulykken.

En ende på naturens selvbestemmelse

Seks dage efter ulykken i East Palestine blev beboerne fortalt af myndighederne, at det var sikkert at vende hjem. For flere er hjemkomsten tilsat en betydelig mængde frygt, efter at fisk og frøer fra omkringliggende floder er begyndt at dukke op døde i vandkanten, samtidig med at beboere også rapporterer om fund af døde kyllinger, hunde og ræve.

Ulykkens omfang på både dyr og mennesker vides ikke endnu, men i kølvandet på en opdagelse af, at toget også var ladet med tre andre giftige stoffer, lover det ikke godt. Som en ekspert i farlige materialer beskriver situationen: “Vi har dybest nuked en by med kemikalier, bare for at vi kunne åbne en jernbane.”

Filosoffen Timothy Morton har engang sagt, at tilværelsen som menneske i vores tid er defineret af, at vi dømt til at leve med indsigten om, at det er os, der ødelægger planeten. Et grundvilkår for den antropocæne tidsalder – en betegnelse for den geologiske epoke, vi befinder os i – som er karakteriseret af, hvornår menneskets handlinger begynder at have betydelige konsekvenser for planeten. Nogle vurderer, at den begyndte med den industrielle revolution, hvor vi for alvor begyndte at smadre miljøet; andre mener, at epoken begynder med atombombens opfindelse, da vi får potentialet til for alvor at ødelægge alt.

I modsætning til en atombombe og mere lig de “usynlige” konsekvenser ved den industrielle revolution, er det nemmere at forstå en miljøulykke, når 3.500 fisk pludselig ligger døde i en flod i Ohio, forgiftet af kemikalier, fremfor når kemikalierne langsomt som følge af de sidste 100 års forurening er sivet ud til selv de fjerneste egne af planeten.

Betegnelsen om det antropocæne er bl.a. blevet kritiseret for at fejlplacere skylden – for er det ikke nærmere hyperkapitalismens overproduktion, der er synderen, i stedet for mennesket i sig selv? En anden kritik lyder på, at betegnelsen fratager naturen sin agens; at vi mennesker har overtaget og derfor bestemmer over alle aspekter af naturen. Men vi kan aldrig komme til at kontrollere den. Vi kan derimod bestemme, om vi vil blive ved med at bygge olieboreplatforme og forurenede fabrikker – eller i mindre skala at blive ved med at køre med farlige kemikalier på usikre skinner – selvom vi ved, at det går galt. Vi har efterhånden set det før. /Astrid Plum