“Hun har allerede sat sig op for at fejle,” lød det sidste sommer, da den skotske nu eks-førsteminister Nicola Sturgeon tog kampen for uafhængighed til retslokalet. Planen var, at landets højesteret skulle fastslå lovligheden af at etablere en ny afstemning om skotsk uafhængighed fra Storbritannien, så den kunne afholdes den 19. oktober i år og dermed afværge enhver kritik fra regeringen i London – fordi man siden 2014 konsekvent har afvist muligheden for at holde en ikke-bindende afstemning.
Højesteret sagde – som forventet – at det ikke kunne lade sig gøre, og plan B blev derfor aktiveret: At forberede vælgerne på, at parlamentsvalget i 2024 derfor bliver en de facto-folkeafstemning. Endnu en. For hvert af de seneste skotske valg har efterhånden været et enkeltsagsprojekt for Sturgeons nationalistiske parti SNP, hvor hun igen og igen har bildt vælgerne ind, at håbet lever videre: “Førsteministeren kunne love folkeafstemninger hver dag i ugen og to gange om søndagen, men beføjelsen til at sætte spørgsmål om forfatningen ligger fast i Westminster,” lyder det for eksempel fra en unavngiven kollega til Politico.
Sturgeon vidste altså på forhånd, at det ikke ville gå, men ingen havde regnet med, at hun selv ville betale prisen. Derfor kom det også som et lyn fra en klar himmel, da hun i sidste uge annoncerede, at hun træder tilbage fra sin post. Ikke fordi hendes planer var gået i vasken, men snarere det modsatte: At “øjeblikket var rigtigt”, fordi det kan bryde de sidste års dødvande i forhandlingerne. Gennem hele sin regeringstid var Sturgeon ellers ganske populær. Tre valg i træk sørgede hun for, at SNP vandt terræn på et tidligere Labour-domineret landkort; under coronasommeren mente 82 pct. af skotterne, at hun klarede krisen godt; og da hun igen vandt det seneste valg i 2021, brugte hun selv ordet “historisk” om det, hun også dengang kaldte en lakmustest for en ny folkeafstemning.
Sturgeon vidste, hvordan hun skulle vælge sine ord. Siden sin afgang er hun blevet hyldet for at være en af landets bedste politiske kommunikatører, men ifølge Politico lå der under den perfekte overflade en træthed blandt vælgerne. For hvad skulle bringe skotterne tættere på folkeafstemning, hvad skulle blive anderledes, bare fordi hun vandt igen? Et andet spørgsmål er hendes håndtering af den såkaldte Gender Recognition Act (GRA), der skulle give mulighed for at ændre sit juridiske køn, men som blev blokeret af den britiske minister for Skotland.
Her proklamerede Sturgeon først at være en ally med transkønnede, alt imens sagen om den voldtægtsdømte Isla Bryson fik vælgerne til at tvivle på, hvor hendes sympati egentlig lå. For mens Bryson – som havde begået to voldtægter, før hun identificerede sig som kvinde – blev placeret i et kvindefængsel, afviste Sturgeon modstandernes frygt for, at nogle mænd ville “udnytte” lovgivningen. Senere undlod hun helt at svare på, om hun betragtede Bryson som mand eller kvinde.
Ifølge en meningsmåling i Holyrood materialiserede begge sager sig i en dalende opbakning hos vælgerne. Hvor det bl.a. får Politico til at konkludere, at hendes skæbne “helt og holdent” er selvforskyldt, vil andre måske pointere, at hun formåede at stoppe, inden hun føjede mere spot til skade. Paradoksalt nok betyder Sturgeons afgang også, at hun gør arbejderpartiet Labour en tjeneste. For netop det, at både Labours leder Keir Starmer og de konservatives premierminister Rishi Sunak tilsvarende ser hendes afgang som en mulighed for at fiske nye stemmer, skal ifølge den britiske valgekspert John Curtice ses som en anerkendelse af, hvor dygtig en politiker, hun var – og hvor meget hendes person bar SNP. I hvert fald engang.
For som Curtice skriver i The Sun, kan Sturgeon gøre udslaget for, hvem der får nøglerne til regeringskontoret i Storbritannien ved næste valg. I en situation, hvor blot fem pct. af vælgerne skifter parti til Labour, vil det betyde, at arbejderpartiet får 16 nye mandater. Hvilket naturligvis falder i god jord hos Starmer, der opfordrer de nationalistiske vælgere til at “tage et ekstra kig på Labour”. Det er da også det mest sandsynlige: Mens enkelte SNP-vælgere måske vil se mod Sunak, er der stadig for lang vej til toryerne, der ikke kan få sig selv til bare at tænke tanken om en ny folkeafstemning.
Foreløbig skal en ny SNP-leder findes inden fredag, og partifællerne står i kø til at overtage posten. De bedst tippede kandidater er den skotske sundhedsminister, den 37-årige Humza Yousaf – og den ligeledes unge finansminister Kate Forbes (32 år gammel), der blev populær, da hun viste, at hun kunne levere et hastebudget på under 24 timer. De næste dage skal man ifølge The Sun forvente en “hvirvelvind” i Skotland. For trods Sturgeons fodfejl ser de fleste ud til at være enige om, at der skal ret meget karisma og talent til at fylde hendes sko. /Emma Louise Stenholm