Kære læser

To taler

Mandel Ngan/AFP/Ritzau Scanpix

I den svenske instruktør Ruben Östlunds fremragende film Triangle of Sadness, som forhåbentlig vinder nogle statuetter ved Oscar-uddelingen i Los Angeles i marts, optræder der på et et tidspunkt et ældre velhavende og distingveret ægtepar. De spiser middag på luksusskibet og sidder ved samme bord i restauranten som et ungt par, der begynder at spørge ind til, hvad de har tjent deres familieformue på.

“Åh, det er en familievirksomhed,” svarer den ældre herre. “Vi laver produkter inden for præcisionsteknologi.”

“Hvilken slags?”

“Vores produkter er blevet brugt til at opretholde demokrati over hele verden,” lyder svaret.

Det unge par kan ikke styre deres nysgerrighed: “Hvad er det for et produkt?”

“Vores bedst sælgende produkt er håndgranaten,” siger manden lettere afvisende.

“Undskyld, hvad?”

Hustruen bryder ind: “Håndgranaten, kære.”

Scenen varer under et minut, men den afspejler jo verden lige så kompleks, som den er: Våbenproduktion i fredens tjeneste, pensionsselskaber, der investerer i klyngebombeproducerende virksomheder etc.

Da USA’s præsident Joe Biden tirsdag indledte sin tale i Warszawa, gjorde han det på samme måde, som når danske standup-komikere griber  mikrofonen på scenen i turnéens næste provinsby. “Hallo, Polen!” sagde han. Det var kun få timer efter, at Ruslands præsident Vladimir Putin havde holdt sin lange, deprimerende tale i Moskva, og hvis man havde siddet og set den blive live-streamet på nettet (og forstår russisk), trængte man muligvis til lidt opmuntring.

Og opmuntring kan man godt sige, han kom med, Biden, på sin sædvanlige, ikke ucharmerende slagfærdige amerikanske facon. Han udstråler, at han tror på det. Han udstråler optimisme. Han udstråler, at han er drevet af nogle værdier, som hæver sig over at skabe fred ved hjælp af krudt og kugler.

“Denne krig har aldrig været en nødvendighed; den er en tragedie,” sagde han. “Præsident Putin har valgt at føre denne krig. Hver dag krigen fortsætter, er det hans valg. Han kunne stoppe den med et ord. Det er enkelt. Hvis Rusland stoppede med at invadere Ukraine, ville krigen være slut. Hvis Ukraine stoppede med at forsvare sig mod Rusland, ville det være enden på Ukraine.”

Frihed og demokrati

Men indholdmæssigt adskilte Bidens tale sig ikke meget fra den fortælling, som fx sådan en fyr som vores egen Anders Fogh Rasmussen rejser rundt og forsøger at holde sig geopolitisk relevant med, samtidig med at han forsøger at tjene en skilling som konsulent. Biden nævnte frihed ordet “frihed” 17 gange (og “demokrati” fem gange). “Verdens demokratier vil stå vagt om friheden i dag, i morgen og for altid. For det er det, der er på spil her: frihed,” sagde han. Og: “Frihed. Der er ikke noget sødere ord end frihed. Der er ikke noget mere nobelt mål end frihed. Der er ikke noget højere at stræbe efter end frihed.”

Det kan godt blive en smule klægt, særligt hvis man stadig har replikken fra Triangle of Sadness i frisk erindring: “Vores produkter er blevet brugt til at opretholde demokrati over hele verden.”

Som Informations mangeårige USA-korrespondent Martin Burcharth er inde på i en analyse (betalingsmur) i dagens avis, så nævnte Biden kun én gang i sin tale, hvad hele konflikten grundlæggende handler om: Ukraines suverænitet og territoriale integritet, som er begreber, der er nedskrevet i FN-pagtens artikel 2, paragraf 4. Burcharth henviser til FN-eksperten Richard Gowan fra den uafhængige organisation International Crisis Group, der ifølge sin hjemmeside arbejder for at forebygge krige og skabe en mere fredelig verden. Ifølge Gowan er al den snak om frihed og demokrati problematisk i forhold til den gruppe af lande, som på den ene side bakker op om FN’s fordømmelse af invasionen, men som på den anden side selv kan defineres som autoritære eller ufrie.

Man kunne måske have ønsket sig en tale fra Biden, der adresserede situationens kompleksitet i stedet for at banalisere den til slogans. Omvendt havde man lige set Putin (manden med de kolde øjne, dronning Margrethe!) stå i Moskva og lukke sit eskalerende lort ud. “USA og Nato har åbent sagt, at deres mål er en strategisk sejr over Rusland,” sagde han. “Og hvad så – skal vi så bagefter bare lade dem rejse rundt til vores [atom]anlæg?”

Det er ikke nogen overraskelse, at Putin nu indstiller atomvåbenaftalen mellem USA og Rusland. Han træder ikke ud, understregede han, det er ‘bare’ en pause. Men så var der da i hvert fald en gloomy overskrift til verdens medier. /Oliver Stilling

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12