Tænk at se sin egen karriere gå op i røg. Og så endda ved egen hånd. Bare tanken må give alle os, der lever på arbejdsmarkedets nåde, gåsehud. Men for ingen ringere end den hæderkronede engelske maler David Hockney var det lige ved at blive til virkelighed.
I anledning af åbningen af Hockneys seneste udstilling Bigger & Closer (not smaller and further away) – en af den slags retrospektive udstillinger, der er blevet så hyperpopulære, hvor man går ind i et stort rum og får projekteret kunstnerens værker ud i hele rummet, så man virkelig som publikum er en del af kunsten – havde Hockney været lige ved at sætte fut i det hele. The Independent kunne berette, at Hockney, “en mand aldrig foruden sine yndlings Camel-cigaretter”, havde fået sat gang i brandalarmen.
Iført sit plaidjakkesæt og gule Crocs-sandaler havde den 85-årige kunstner, som The Independent beskriver som en “lidenskabelig fortaler for rygning”, angiveligt kæderøget, mens han præsenterede sit omfattende livsværk. Om der ellers skete noget interessant til åbningen, melder historien ikke rigtig noget om. Men hvis Hockney en dag sætter ild til hele sit bagkatalog, så har han da vidst, hvad han gjorde.
Det samme kan man sige om Jon Stephensen. Eller, nu holder vi lige på hat og retsfølelse: Det samme kan man efter sigende sige om Jon Stephensen.
Det ser da meget godt ud, ikke?
Der er ingen tvivl om, at der er langt fra David Hockney til Moderaternes kulturordfører. Den ene har fx været historisk toneangivende inden for sit fag. Det har den anden ikke. Men der er nu alligevel flere måder, hvorpå man kan sætte fut i fejemøget – med fuldt overlæg.
Søndag aften kunne Børsen (betalingsmur) offentliggøre en lydfil af det, som angiveligt er Jon Stephensens stemme, idet han skulle forfalske bestyrelsesmedlem i Aveny-T Jakob Høyers underskrift. Det er en verden af potentialer, vi befinder os i, men det lover nu aldrig helt godt, når der er en whistleblower involveret. Især ikke når vedkommende også har været øjenvidne. Avs.
Hvis det er Jon Stephensens stemme, så må han siges at indtage en plads i de dårlige forfalskeres hall of fame. I lydfilen kan man høre en stemme sige “Jakob Høyer” efterfulgt af kuglepenskradsen på papir og til slut et tilfredst: “Det ser da meget godt ud, ikke?” Uanset hvis stemme det er (host host), så er der altså ingen tvivl om, at dette er en mand, der har vidst præcis, hvad han har haft gang i. Omvendt har han dog ikke helt forstået konsekvenserne.
Jon Stephensen har afvist anklagerne og understreger, at han ikke agter “at føre [sin] verserende sag i medierne. Sagen skal gennemføres ved domstolene.” Og Stephensen får i den kommende tid travlt ved landets retsbygninger. Han fastholder nemlig også den injuriesag, han anlagde i februar mod sin tidligere chef, bestyrelsesformand ved Aveny-T Henning Dyremose, efter at Dyremose havde udtalt til Børsen, at Stephensens bratte fyring fra teatret skyldtes, at bestyrelsen på Aveny-T “forsat [er] af den opfattelse, at Jon har skrevet under i en andens navn”.
Forklaringsproblemer og hjertepolitik
“Falske påstande sætter sig som nikotin på væggene,” skrev Moderaternes formand og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen på Twitter d. 27. februar i forbindelse med, at anklagerne om Stephensens underskriftsforfalskning første gang havde set dagens lys. Løkke har endnu ikke reageret på whistleblowerens lydoptagelse, men hvis vi skal følge billedet, så må væggene inde omkring Moderaternes kontorer i disse dage være ekstra gule i tapetet.
Jon Stephensen er nemlig ikke den eneste Moderat, der handler først og tænker efter. Klimaminister Lars Aagaard (M) kunne som reaktion på, at Klimarådet havde dumpet regerings indsats på området for tredje gang, afsløre, at han fører politik med hjertet frem for hjernen. Og det samme gør Moderaternes uddannelsesminister Christina Egelund.
Efter regeringen i forrige uge fremlagde deres uddannelsesudspil, der indebærer den omdiskuterede halvering af en stor del af landets kandidatuddannelser, har Egelund weekenden over stået skoleret for pressen.
I Debatten torsdag aften udtalte hun, at formålet med udspillet, som hun konsekvent kalder “øvelsen”, er at “lave nye kandidatuddannelser”. Adspurgt af vært Clement Kjersgaard om, hvad der så anses som overflødigt, svarer uddannelsesministeren anekdotisk, at “der er noget, der skal ud, og det er jo så i tid. Men der er også noget, der skal ind, og det er antal timer, man har på studiet, som studerende. Jeg taler med studerende som fortæller mig, at de har helt ned til 8-10 timer om ugen, og resten af tiden er de overladt til sig selv. Det er der nogen, der sagtens kan håndtere, men der er også nogen, der synes, at den del er rigtig svær.”
Hvis man ikke helt køber argumentet om, at der skal skæres i universitetsuddannelserne, fordi nogle voksne mennesker har fortalt, at de har svært ved at skulle lave lektier alene, så forklarede Christina Egelund også ret udførligt bevæggrundene til Zetland i lørdag. Her blev hun spurgt ind til, om fokus ligger det rette sted, med tanke på den generelt høje lønindkomst og produktivitet i arbejdslivet, som universitetsstuderende ender ud med – i modstilling til de nuværende problemer, som man finder hos eksempelvis erhvervsskolerne og velfærdsuddannelser. Til det svarede ministeren: “Det er jo rigtigt, og det er også fint, men det er jo også – med al respekt – en lidt regnearksagtig måde at måle kvalitet på.”
Når det kommer til at handle, er det nu ellers en god idé ikke kun at rådføre sig med sine følelser. Særligt hvis man som minister er i tvivl om, hvorvidt noget er rigtigt eller forkert. Man kunne fx se på data og undersøgelser eller kigge i en lovbog. For nogle gange er tingene faktisk så simple som, at hvis man tænder en cigaret inde på et museum, så går brandalarmen i gang. /Astrid Plum