Et tilsandet fundament

Nær Odense Havn finder man kunstværket KLIT. Værket består af femten sandbakker, hvor et naturligt økosystem vokser: En såkaldt sandbiotop. Forskellige planter vokser ud fra sandbunkerne, og med havnemiljøet nær værket bliver det beskrevet som strandtur uden vand. Klit af skabt er kunstneren Lea Porsager. Hun har omtalt kunstværket som land art, hvor de store sandbunker danner grobund for at værket kan “udvikle sig i den retning, naturen selv vil det”. Det kan vil danne et økosystem, som gror uden menneskelig indblanding.

At frisætte kunst og kulturlivet i et uafhængigt økosystem, er også en ambition regeringen har beskrevet i sit regeringsgrundlag. Det skal ske gennem en ny museumsreform, som skal være mere “retfærdig og gennemsigtig”. Flere regeringer har tidligere forsøgt at skabe et nyt fundament for sådan en reform. Men historisk set har museumslovene haft svært ved at give museerne lov til at udvikle sig selv – uden indblanding fra politikerne. Det er ikke bare strukturerne i den nuværende lov, der er “tilsandet”, sådan som regeringen skriver på side 51 i regeringsgrundlaget. Det er den politiske vej derhen også.

Siden 2013 har skiftende kulturministre fra Marianne Jelved (RV), til Bertel Haarder (V), til Joy Mogensen (S) forsøgt at lave en museumsreform. Sidstnævnte med en ambition om at belønne museer, der formåede at få nye målgrupper ind på institutionen. Hverken Joy Mogensen eller de andre er dog lykkedes. Håndteringen af museerne er snarere blevet en kulturpolitisk ørkenvandring.

Forsøget på at skabe den ideelle museumslov går faktisk også længere tid tilbage end 2013. Siden 1958 har der været hele ti museumslove i Danmark. På et tidspunkt havde man endda to på samme tid; én rettet mod kulturhistoriske museer og én rettet mod kunstmuseer. Sammenlignet med vores nabolande, har Sverige haft blot en enkelt museumslov, og Norge har aldrig haft en.

Som professor i kulturformidling ved Københavns Universitet og medlem af Center for Dansk Museumsforskning Hans Dam Christensen fortæller til Føljeton, undrer han sig over de mange danske museumslove: “Den sidste er jo lavet i 2012. Den forrige er fra 2001. Det vil sige, at der på en eller anden måde er en mærkelig tradition i Danmark om, at vi hvert tiende år skal have en ny museumslov. Er de virkelig så dårlige og uforudsigelige?”

Amternes beslutning

Museumsloven bestemmer kravene for, om et museum kan statsanerkendes. Med statsanerkendelsen kommer en offentlig støtte på op til i omegnen af 30 mio kr. Ifølge den nuværende museumslov skal et statsanerkendt museum beskæftige sig med de såkaldte fem museumssøjler: indsamling, registrering, bevaring, formidling og forskning. Især den sidste søjle om kravet til forskning giver museerne problemer, påpeger Dansk Center for Museumsforskning.

Derfor overrasker det også Dam Christensen, at Organisationen Danske Museer ønsker at skærpe museernes ansvarsområder: “Når jeg hører det, tænker jeg, at det burde da være i museernes interesse, at ansvarsområderne og opgavebeskrivelserne er løst beskrevet, i stedet for at de er skærpede. For så vil loven automatisk blive forældet på et tidspunkt. Forestillingen og idéen med, hvad et museum er, er jo noget, som forandrer sig løbende.”

Men hvorfor fortsætter ørkenvandringen og uforudsigeligheden? Hans Dam Christensen peger på to årsager:

Den første årsag er historisk. Før staten udbetalte støtte til de statsanerkendte museer, var det amterne, der udbetalte den. Dermed var støttens størrelse politisk bestemt af det enkelte amt. Et eksempel: Det gamle Fredensborg Amt ville gerne støtte Louisiana med mange midler, og derfor modtog museet ca. 30 mio. kr. i støtte. Ribe Amt ville derimod ikke støtte sit kunstmuseum, Esbjerg Kunstmuseum, i samme skala, og derfor modtog museet kun ca. to mio. kr. Da amterne blev nedlagt i 2007, blev amtsstøtten til en statsstøtte, som nogenlunde forblev på det beløb, amterne havde besluttet. Derfor mener flere små museer, at fordelingen af statsstøtten er urimelig. Den er bestemt af fortiden, mener de.

Den anden årsag er, at kommunerne også spiller en rolle i forhandlingerne: “Kommunerne er de største tilskudsgivere. Især for de mindre museer. Så de råber meget højt, sammen med de ca. 75 museer [ud af 97, red.] som modtager maksimalt fem mio. kr.,” forklarer Hans Dam Christensen.

Midlerne rækker ikke for museerne

Museumsdirektørerne Stine Høhelt og Lisette Vind Ebbesen fra henholdsvise Kunstmuseum Brandts og Skagens Kunstmuseer udtaler begge, at flere midler skal tilføres til kulturområdet, hvis en reform skal lykkes. Sidstnævnte peger på, at statstilskuddet ikke rækker, set i forhold til de forpligtede opgaver på Skagens Kunstmuseer: “Vi er alt for sårbare på vores drift. Den statsstøtte, vi modtager, udgør knap 5 pct. af vores samlede økonomi, og den er opbrugt, inden vi går ud af januar måned.“

Begge direktører indikerer samtidig, at kulturministerens politiske vilje gør dem fortrøstningsfulde i forhold til ny museumslov. Professor Hans Dam Christensen ser også en ny reform for sig. Regerings målsætning om en “retfærdig og gennemsigtig” museumslov har han dog svært ved at se lade sig gøre:

“Det mest gennemsigtige system ville jo være at dele beløbet op; Vi har 400 mio. kr., vi har 97 museer. Så dividerer man 400 mio. med 97, og så får de en lige stor del af pengene. Det er så gennemsigtigt som det overhovedet kan være. Men det er jo ikke retfærdigt. Der findes store og små museer, og nogle af dem er fusionerede. De har forskellige opgaver, set i forhold til om de er lokale, eller om de er internationale – som fx Louisiana og Glyptoteket. Så derfor skal man jo allerede der prioritere og bestemme, hvad man vil lægge vægt på: Det gennemsigtige aspekt, eller det retfærdige aspekt?”

Da Lea Porsager i 2019 præsenterede sit værk KLIT, pointerede hun, at kunstværket nu skulle klare sig selv: “Det skal ikke vandes, og det passer bedre ind i det miljø, vi bevæger os ind i.” Porsager forsikrede dengang, at sandet var designet til at blive liggende og ikke bare kunne blæse væk. For at værket kunne frisættes, var det afgørende, at sandbunkerne dannede et fundament. Men fundamentet for den natur som gror ud af kunstværket, er blevet lagt og tænkt af mennesker. Bagefter har menneskene ladet det stå, så det naturen har kunnet blomstre.

Noget meget lignende gør sig gældende for den nye museumslov, hvis man spørger museerne: De skal have et solidt fundament, der frisætter dem, og som er så solidt, at det ikke kræver indblanding. I Norge har et udvalg eksempelvis undersøgt forskningsfeltet hos museerne nøje, og kortlagt en række mulige problematikker og løsninger. Sjovt nok er det et tilsvarende fundament, som museerne fremlagde for kulturministeren på et stormøde sidste mandag. /Rasmus Hostrup