Nyhedsanalyse

Tysklands feministiske front

Odd Andersen/AFP/Ritzau Scanpix

I 2021 skrev De Grønne feministisk udenrigspolitik ind i koalitionsaftalen, der danner grundlaget for Tysklands nuværende forbundsregering. Siden da har tyske diplomater undret sig over, hvad det egentlig indebærer for deres arbejdsgang. I sidste uge fik de svaret, da udenrigsminister Annalena Baerbock og udviklingsminister Svenja Schulz præsenterede deres feministiske revision af landets udenrigspolitik.

Med tre r’er – rettigheder, repræsentation og ressourcer – som rettesnor vil Tyskland styrke sin “feministiske refleks” og placere kvinder og andre marginaliserede grupper rundt om bordet, når der skal snakkes fredsforhandlinger og våbenkontrol. “Feministisk udenrigspolitik er ikke udenrigspolitik for kvinder, men for alle medlemmer af samfundet,” skriver Baerbock i sit strategiske oplæg. Det inkluderer “alle, der skubbes ud i samfundets marginaler på grund af deres kønsidentitet, oprindelse, religion, alder, handicap, seksuelle orientering eller af andre årsager”.

Med denne tilgang har Tyskland meldt sig ind i en klub bestående af Canada, Mexico, Spanien, Luxembourg, Chile og Frankrig. I mellemtiden har Sverige, der pionerede feministisk udenrigspolitik i 2014, droppet selvsamme. “Etiketter har en tendens til at overskygge indhold,” forklarede Sveriges udenrigsminister Tobias Billström i oktober 2022 med henvisning til adjektivet “feministisk”. Et ord som Baerbock ligeledes adresserede sidste onsdag: “Jeg må indrømme, at jeg i denne proces har undret mig over, hvilket trigger word dette lille ord ‘feministisk’ er.”

 

Iran i baggrunden

Men hvorfor er feministisk udenrigspolitik egentlig så triggering? Kritikere af konceptet peger på, at idealerne fordufter, når der skal sælges våben til Saudi-Arabien, og så snart realpolitiske forhandlinger går i hårdknude. Fx når en potentiel atomaftale med Iran står i vejen for en effektiv europæisk reaktion på menneskerettighedsovertrædelserne i landet.

Det første møde om Tysklands feministiske udenrigspolitik fandt sted få dage inden den 22-årige kvinde Jina Mahsa Amini døde efter at være blevet tilbageholdt af Irans såkaldte moralpoliti. Et dødsfald, der antændte omfattende demonstrationer mod Teherans præstestyre. Amini og de iranske demonstranter nævnes på den første side af den tyske strategi. “Disse personer og deres historier viser, hvad feministisk udenrigspolitik handler om – kvinders rettigheder er en målestok for vores samfunds tilstand,” skriver Baerbock.

Mens Tyskland og flere europæiske lande har fordømt det iranske præstestyre, har støtten til det iranske folk dog ikke strækket sig ret meget længere. “Meget af det, der er blevet gjort indtil nu, har været symbolsk. For eksempel i Europa-Parlamentet, hvor mange har talt for, at Revolutionsgarden skulle defineres som en terrororganisation. Enkelte personer er blevet sanktioneret. Ikke mange i forhold til i et land som Canada, der satte omkring 10.000 medlemmer af Irans Revolutionsgarde på sanktionslisten med det samme. Det viser, at den første prioritet lige nu er at holde forhandlingskanalerne med Iran åbne,” siger Diba Mirzaei, der er ph.d.-studerende ved Hamborg Universitet og tilknyttet German Institute for Global and Area Studies, til Føljeton.

De åbne forhandlingskanaler er nødvendige for at lave en aftale, der kan hindre iranske atomvåben. “Når man kigger på de tyske retningslinjer, så er der et forbehold. Den feministiske udenrigspolitik er også pragmatisk og reagerer på aktuelle problemstillinger,” fortæller Mirzaei. Iranske atomvåben er en aktuel problemstilling. Men det er også en problemstilling, hvor det ifølge Mirzaei er vigtigt at udvide sikkerhedsbegrebet fra militær sikkerhed til at inkludere menneskelig sikkerhed – herunder økonomisk, sundhedsmæssig og menneskeretslig sikkerhed.

I forhold til Iran er det også muligt at tage andre skridt i overensstemmelse med en feministisk udenrigspolitik. “Som situationen ser ud nu, ville det være oplagt, at gøre det nemmere for folk i Iran at få adgang til visa og forlade landet, hvis deres sikkerhed er truet,” siger Mirzaei.

Giver situationen i Iran håb for en udenrigspolitisk feministisk politik, eller bekræfter det kritikken af selvsamme?

“Begge dele. At lande som Tyskland positionerer sig sådan, viser, at der sker en forandring. At jo flere mennesker, der går ind for noget, som almindelige borgere, jo mere reagerer politikerne. Men det viser også, at der er grænser for enhver udenrigspolitik. At man ikke bare kan træffe beslutninger på egen hånd, og at man altid er begrænset af andres beslutninger. Især i EU. Det viser, at det er en langsigtet ting. De tyske retningslinjer er kun en start, og det er vigtigt at forstå, at det er en proces, der vil tage år og årtier, indtil alle lag i udenrigsorganisationerne er forandret.”

Som Baerbock selv formulerede det i sidste onsdags præsentation, er feministisk udenrigspolitik i det 21. århundrede “selvindlysende”. Tysklands strategi er et stort skridt i den rigtige retning, men det giver dog ikke sig selv, hvordan vi kommer hele vejen. /Emilie Ewald

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12