Justin Sullivan/AFP/Ritzau Scanpix
Finanskrisen i 2007-8 var noget af en røvtur. Hele elendigheden, der startede med stigende boligpriser og usikre boliglån til folk med for ringe kreditværdighed i USA, skvulpede ultrahurtigt over til resten af kloden. Man vidste jo godt, hvor indbyrdes forbundne verdens økonomier var, men det var alligevel chokerende, hvor hurtigt tingene faldt fra hinanden.
Den følgende lange periode derefter var heller ikke nogen dans på roser. Hvem husker ikke det afsnit af realitydokumentarreportageserien ‘Udkantsmæglerne’ på DR1, hvor Lolland-Falster-ejendomsmægleren John Ole Hansen sidder i sin bil og – helt bibelsk – siger, at “det har været syv magre år”.
Det var i 2016!
Der er ikke noget at sige til, at det stadig giver sved på overlæben, når en storbank krakker i USA. Man husker tydeligt tv-billederne af Lehman Brothers’ ansatte, som pludselig stod med papkasser på gaden uden for deres arbejdsplads efter konkursen d. 15. september 2008.
Da de amerikanske finansmyndigheder fredag i sidste uge tvangslukkede Silicon Valley Bank, USA’s 16. største bank, var det den næststørste bankkonkurs i landets historie. Så sent som søndag skrev (betalingsmur) den amerikanske finansavis Wall Street Journal, at Wall Street, altså USA’s finansmarkeder, var blevet “rystet”, og at der havde bredt sig en frygt for, at den finansielle sektor ville blive ramt hårdt efter et år med usikkerhed og uforudsigelighed – i kølvandet på pandemi og Ukraine-krig: “Nu spørger investorer sig selv: Hvad kan ellers gå hen og krakke?” I første omgang tog overtog det amerikanske finanstilsyn kontrollen over Signature Bank i New York, som har aktiver for 110 mia. dollars – den tredje bankkonkurs på en uge.
Silicon Valley Banks trængsler opstod ekstremt hurtigt, da dens kunder i løbet af torsdag blev usikre og hævede 42 mia. dollars, hvorved banken ifølge California Department of Financial Protection and Innovation pludselig havde en negativ beholdning af kontanter på 958 mio. dollars. Dagen forinden havde Silicon Valley Bank indskud for 169 mia. dollars og 180 mia. dollars i tilgængelig likviditet.
Ifølge Financial Times blev fundamentet for Silicon Valley Banks kollaps lagt for to år siden, da coronapandemien var på sit højeste. Her besluttede bankens ledelse at tage omkring 100 mia. dollars af de mange indskud, der kom fra små techvirksomheder i kundeporteføljen, og fastlåse pengene til statsstøttede værdipapirer såsom obligationer, som normalt er en meget sikker investering med en meget lav rente. Banken ville gerne have et hurtigt udbytte og satsede på, at renten ikke steg. Afkastet fra værdipapirer er generelt beskedent, men naturligvis ret stort, hvis man spiller for 100 mia. dollars.
Så steg renten, og obligationskurserne faldt, og det gjorde de hurtigt. Det ville have været uproblematisk, hvis banken, som der står i enhver lærebog om økonomi og finanser, havde spredt sine investeringer og dermed nedsat risikoen. Da det blev tydeligt, at manøvren havde været virkelig dårlig, spredte panikken sig blandt bankens kunder, der begyndte at trække deres penge ud.
Mandag morgen så det ud til, at den amerikanske finanssektor var nogenlunde stabiliseret. Myndigheden Federal Deposit Insurance Corporation (FDIC) var ude at sige, at indlåneres indestående i Silicon Valley Bank var sikret, men at aktionærer og “visse uforsikrede indlånere” ikke var dækket. Samtidig meddelte Storbritanniens finansminister, at storbanken HSBC havde købt Silicon Valley Banks britiske afdeling for et pund, hvorved britiske indlånere også var sikret.
De amerikanske finansmyndigheder siger, at der ikke er tale om en bailout – altså en økonomisk redningsplan. Men det holder ikke, siger Anat Admati, der finansprofessor på Stanford University. “Der er ikke andre ord for det end bailout […] Når det er nået til det her punkt, og man befinder sig i en gidselsituation, så er der ikke andet at gøre.”
Men overordnet set: Som sædvanlig peger pilen på finanstilsynsmyndighederne, som de seneste år har ladet banksystemerne blive skrøbelige – igen. Det er utroligt så lidt, man lærer af historien. Og finanskrisen ligger ikke mere end 15-16 år tilbage i tiden. /Oliver Stilling