Angela Weiss/AFP/Ritzau Scanpix
Comeback kid. Så kunne det næsten ikke blive mere amerikansk, mere Oscar. En grådkvalt Ke Huy Quan modtager prisen for bedste mandlige birolle for sin medvirken i Everthing Everywhere All at Once og står nu på scenen for at levere den helt rigtige, symbolske takketale.
“Mor, jeg har lige vundet en Oscar!” lægger Ke Huy Quan stilsikkert ud. Stemmen er allerede knækket over; der er ikke et øje tørt i salen. Quan fortæller, hvordan han som barn var bådflygtning, men “på en eller anden måde” er endt her, “på Hollywoods største scene”. Og så sættes kniven ellers ind: “De siger, at historier som den her kun sker i film. Jeg kan ikke tro, at det sker for mig. Det her… Det er den amerikanske drøm!”
Den kyniske. Målt på seertal og generel metaltræthed er det nu ikke, fordi der er så meget amerikansk drøm tilbage over Oscaruddelingerne. Sidste år var der sølle 16,6 mio. seere, sammenlignet med rekordåret i 1998, hvor hele 57,2 mio. mennesker kunne se instruktør James Camerons Titanic gøre rent bord. Som kulturel begivenhed er the Oscars blevet en synkende skude, hvor skandaler som Will Smiths lussing konstant truer med at overskygge filmene. (Hvem kan huske sidste års best picture-vinder CODA?)
Som en umiddelbar erkendelse af krisen, blev der da heller ikke taget mange chancer ved nattens show. Tingene skulle glide uden at vække opsigt, hvorfor man nok engang havde sat den driftsikre, men småkedelige late night-komiker Jimmy Kimmel til at levere jokes, som ingen kunne blive ægte stødt over. Herfra kørte tingene i et over tre timers langt cruise control. Mere interessant var det, at filmstjerner som Tom Cruise og James Cameron helt havde valgt at vrage showet.
Begge er ellers blevet udnævnt som biografernes frelsere, efter folk i hobetal har købt billet til Top Gun 2 og Avatar: The Way of Water – men en hyldest ved showet skulle det altså ikke blive til. Upåagtet, hvad afbudene skyldes, illustrerer de meget fint filmbranchens indre splittelser. De velkendte fortællinger sælger stadig, men samtidig er det, som om noget af glansen er gået af dem.
Storfilm som første verdenskrigs-eposset All Quiet on the Western Front er først og fremmest noget, folk nu ser derhjemme iført joggingbukser. Benovelsen er bare ikke den samme; det gamle Hollywood er ved at dø en langsom død ved Netflix. Var der overhovedet noget at sige til, at den evige rom-com-førstelesker Hugh Grant virkede så ugidelig på den røde løber, der ikke engang var rød i år?
Den jubeloptimistiske. Måske blev der smurt tykt på i Ke Huy Quans takketale, men samtidig var den også et smukt billede på films evige forandringskraft. Efter at have ageret børnestjerne i Goonierne og som karakteren Short Round i Indiana Jones og templets forbandelse, har Ke Huy Quan genfundet sig selv i Everthing Everywhere All at Once, der også blev Oscar-showets helt store, meget fortjente vinder med syv statuetter i alt.
I modsætning til Marvel-multiversets CGI-helvede, er Everthing Everywhere All at Once et smukt bevis på, hvad lavpraktisk og kreativt filmhåndværk kan kaste af sig, selv når der skal laves komplicerede historier om familiedramaer sat i parallelle universer. Filmen, der er produceret af indie-darlingen A24, har med et budget på “sølle” 25 mio. dollars formået at indbringe over 100 mio. dollars på verdensplan. Der er simpelthen tale om noget så sjældent som en vellykket, original fortælling, der også har formået at tjene penge.
Hvad den amerikanske drøm efterhånden indebærer, tør vi ikke helt sige. Til gengæld virker det temmelig opløftende, at Oscar-showet har kåret Everthing Everywhere All at Once som Hollywoods nye darling. Den er lavet med kærlighed og peger måske endda i nye retninger for branchen, der ellers er kørt fast i franchises. Ja, den genopliver noget af den gnist, the Oscars har manglet. Det hele er alt for meget og på samme tid helt tilpas. Præcis sådan som en god Hollywood-historie skal være. /David Dragsted