Mike Hutchings/Reuters/Ritzau Scanpix
Ofte er det kun et spørgsmål om tid, førend fortiden vender tilbage for at tage hævn. Beslutningen om at droppe opvasken og tage et ekstra glas vin er eksempelvis aldrig helt lige så god dagen efter, når man står med galopperende tømmermænd og et bjerg af beskidte tallerkener. Meget lavpraktisk indser man, at problemer sjældent kan udskydes permanent. På et eller andet tidspunkt kommer der en regning – eller en voldsom trang til at investere i en ny opvaskemaskine.
Det er om noget en også lektie, man pt. bakser med i Colombia. Efter Pablo Escobar døde i 1993, har man aldrig rigtigt fået bugt med de flodheste, der undslap fra narkobaronens private zoo. Hvilket så nu betyder, at der er omkring 130 vildtlevende flodheste i det sydamerikanske land. Vi har helt sikkert nævnt det før, for vi er ret fascinerede af, at det afrikanske dyr sådan boltrer sig godt 7.000 km væk dets vanlige habitat. For de colombianere, der bor i nærheden af flodhestene ved Río Magdalena, er der dog ikke bare tale om en sjov historie.
Selvom nogle driftige fiskere har forsøgt at spinde guld på flodhestene med turistture – ligesom andre argumenterer for, at dyrene vel er colombianske, nu hvor de er blevet født i landet – er mange lokale ikke så vilde med, at det dødsensfarlige dyr bor i deres baghave. Myndighederne er også klar over udfordringerne og har af flere omgange forsøgt at dræbe og sterilisere flodhestene, men uden det store held.
Eftersom der ikke er andre afrikanske rovdyr at konkurrere med, kan flodhestene leve deres bedste liv i Colombia. Det giver ikke bare en uoverskuelig miljøpåvirkning, da flodhestene – en invasiv art, der spiser op mod 40 kilo græs om dagen – truer med at smadre Colombias biodiversitet. Ifølge biologer står de 130 flodheste også til at kunne blive til 1.400 i 2034.
Sagt med andre ord kan de problemer, der opstod tilbage i 1993, ikke længere ignoreres. Så nu har den regionale regering fundet en smart løsning: Man sender da bare flodhestene til udlandet. Forhandlinger skulle allerede være i gang med dyrereservater i både Indien og Mexico, for sådan kan man åbenbart forhindre fortiden i at tage hævn – ved at give flodhesten videre. Tilbage står så bare det åbne spørgsmål om, hvordan man skal indfange og fragte dyrene.
Luftens klimahelte
Heldigvis er det ikke flodheste – eller fragten af dem – som man bakser med i Københavns Lufthavn. Alligevel tyder meget på, at man også her vil lade (klima)problemerne vokse sig store i fremtiden. Nærmere bestemt den CO2-udledning, vi ellers gerne skal have begrænset så meget som muligt. Som Information her til morgen opridser (betalingsmur) i en længere artikel, kan det nemlig meget vel være, at selve driften af lufthavnen skal være fri for CO2-udledninger i 2030. Ser man på den udvidelse, lufthavnen samtidig står over for, går regnskabet nemlig ikke helt op.
Pt. udleder driften af Købehavns Lufthavn knap 23.000 ton CO2 årligt, hvorfor det trods alt ikke er ingenting, at man har klimaneutrale ambitioner. Tallene blegner dog noget, når man medtager, at driften kun står for “otte procent af de totale CO2-udledninger knyttet til aktiviteterne i Kastrup”. Og endnu mere, når man samtidig kan læse, at lufthavnens planlagte udvidelse ventes at give flere millioner ekstra passagerer årligt. Ifølge en udregning, som bl.a. Rådet for bæredygtig trafik, Greenpeace og Klimabevægelsen i Danmark har lavet, vil en stigning på 10 mio. passagerer give mindst 2,1 mio. ton ekstra CO2-udledninger.
Ak ja, så kan man da gøre selve lufthavnen nok så grøn; det fjerner stadig ikke den øgede udledning fra flytrafikken, vi i fremtiden kommer til at bakse med. Sjovt nok indgår internationale flyrejser fra danske lufthavne imidlertid ikke i klimalovens CO2-regnskab. Med andre ord vil Københavns Lufthavn kunne udvide så tosset den vil, uden at det vil gå udover de gode, grønne tal. Meget ligesom flodhestene ikke bare kan få frit spil i Colombia, rammer vi dog nok også et punkt, hvor væksten må vige for de mere reelle klimahensyn. Men hvor langt ind i fremtiden kommer vi mon, før vi ikke længere kan ignorere opvasken? /David Dragsted