Som folk, der bruger meget tid på true crime, kan snakke længe om, har psykopatmordere en tendens til at vende tilbage til åstedet for deres forbrydelse. Den ukrainske havneby Mariupol er sådan et åsted. Allerede få uger inde i Vladimir Putins ulovlige angrebskrig mod Ukraine var Mariupol blevet sønderbombet af russisk artilleri, og hundredtusinder af beboere var fanget uden mulighed for at slippe væk. Belejringen varede fra d. 24. februar til 20. marts sidste år, og så var Mariupol mere eller mindre på russiske hænder, i hvert fald fra maj.
I begyndelsen af marts 2022 kaldte Røde Kors situationen i Mariupol “apokalyptisk”, og ugen efter rapporterede et lille hold modige journalister anført af den ukrainske krigskorrespondent Mstyslav Tjernov – de eneste tilbageblevne pressefolk – om de frygteligste scener; konstant bombardement af boligområder (i perioder en gang i minuttet), dræbte børn og massegrave i udkanten af byen: “Arbejderne kaster ligene i derned, så hurtigt de kan, for jo mindre tid de tilbringer ude i det åbne, desto større er deres egen chance for at overleve,” skrev de. Ifølge FN er 90 pct. af Mariupols beboelsesbygninger blevet skadet eller ødelagt i russernes angreb. Der boede 450.000 mennesker i byen.
Mstyslav Tjernov og hans kolleger har senere lavet dokumentarfilmen 20 dage i Mariupol, som for tiden kan ses på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX i København.
Et år senere dukker Vladimir Putin så op i Mariupol. Eller “Putin”, som skeptikere kalder manden på billederne. I disse post-faktuelle tider er mange overbeviste om at der må være tale om en dobbeltgænger. Det skulle da også være utroligt, hvis Putin, der virker tiltagende paranoid, pludselig skulle føle, at det er trygt og sikkert for ham at stå og sludre med nogle tilfældige lokale russiske indbyggere, sådan som han lader til at gøre på en kort video, der er blevet publiceret af de russiske myndigheder.
‘Nyslået efterlyst’ kan man vel kalde ham, efter at Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag forleden udstedte en arrestordre på ham. Hvis han rejser til et af de lande, som har ratificeret Rom-statutten, så står det enhver frit for at lave en civil anholdelse. Det pågældende land vil straks sende ham til retsforfølgelse i Haag. Mere end hundrede lande har ratificeret den statut – fx øriget Danmark og øriget Kiribati, der ved Ækvator ude i Stillehavet. Men hvad skulle Putin her og dér?
I stedet laver han, hvad vi kan kalde ‘en Adolf Hitler’. Nazi-Tysklands diktator besøgte også Mariupol, og der findes et billede af det. Det var i december 1941, hvor han mødtes med generalfeltmarskal Gerd von Rundstedt, en af landets store hærførere, for at tage bestik af nogle alvorlige logistiske problemer.
Putin i ‘øjenhøjde’
Det er dødssygt at se Vladimir Putin i Mariupol. På en videobid sidder han bag rattet i en personbil og forsøger at orientere sig. Det er mand, der gerne vil fremstå, som om han er i øjenhøjde med den almindelige russer. Ifølge BBC’s research kører Putin relativt tæt forbi det fødselshospital, som blev bombet i marts sidste år. Den russiske regering påstod, at hospitalet ikke var blevet brugt i årevis. Videobillederne fortalte en anden historie.
Putin drejer væk fra en gaden Myra Allé, lige inden han når frem til teatret, hvor mange hundrede civile havde søgt tilflugt, og hvor der med store malede bogstaver var skrevet “BØRN” ude foran, så man kunne se det fra luften. Skiltet viste sig at have den modsatte effekt. Der kunne lige så godt have stået “BOMB”. Teatret blev bombet sønder og sammen.
Det er mærkeligt at repræsentere så meget død og ødelæggelse og så alligevel ankomme til Mariupol som en mand, der ser fremad. Med teatralsk indlevelse lytter Putin til folk, der fortæller om byggeprojekter i byen. Som om der er en russisk fremtid.
Den russiske præsidents reklamefremstød i Mariupol er møntet på den russiske befolkning, ikke det internationale samfund. Det virker. Som Natalia Antonova, en Washington-baseret journalist og ekspert i online-sikkerhed, skriver i en kommentar i Foreign Policy, så er reaktionen fra den almindelige russer igen og igen: Vi gjorde det ikke; det er plot, som er lavet for at miskreditere os. “Fornægtelse er ikke usædvanligt i krigstid, fra franske grusomheder i Algeriet til amerikanske ditto i Vietnam. Det, der gør den russisk fornægtelse så frygtelig, er, at den er blevet gjort til lov af regeringen. At kalde krigen noget andet end en ‘særlig militær operation’ er ulovligt i Rusland. At rapportere ærligt om krigen og de grusomheder, der følger med den, er også ulovligt. Den lille procentdel af borgere, der offentligt har forsøgt at modsætte sig krigen, mens de stadig er i Rusland, er blevet fængslet.” /Oliver Stilling