Klimakrisen rykker ind på det hvide lærred

Mandag præsenterede FN’s klimapanel IPCC sin nyeste hovedrapport på en shaky forbindelse fra Schweiz. Rapporten er den sjette i klimapanelets historie. Det er samtidig den sidste, der er planlagt til at udkomme inden 2030, hvor drivhusgasudledninger skal være reduceret med 45 pct. for at nå Parisaftalens mål om at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 grader celsius.

For at opsummere tre årtiers videnskab: I 1990 landede den første klimarapport. Den dannede grundlaget for de globale klimatopmøder, hvor verdens lande hvert år forhandler klimahandling. Fem år senere konkluderede klimapanelet, at klimaforandringer sandsynligvis vil få “vidtrækkende og overvejende negative konsekvenser for menneskers sundhed, med betydelige tab af menneskeliv.” Den tredje og fjerde rapport fremlagde klarere beviser for, at klimaforandringerne er menneskeskabte. I 2001 advarede klimapanelet om, at konsekvenserne af klimaets forandringer ville ramme fattige lande og fattige personer i alle lande disproportionalt, mens klimapanelet fik Nobels fredspris for sine konklusioner i 2007. IPCC’s femte rapport udkom i 2014 og dannede det videnskabelige grundlag for FN’s Paris-aftale i 2015.

IPCC har med den sjette rapport leveret en sidste advarsel og – heldigvis – en håndbog til overlevelse. Med mere data, bedre modeller og en stigende forståelse for verdens klimasystemer er konklusionerne klarere end nogensinde før. “Denne rapport er et klart opråb om at fremskynde klimaindsatsen massivt i alle lande og alle sektorer og inden for alle tidsrammer. Vores verden har brug for klimahandling på alle fronter – everything, everywhere, all at once,” var FN’s generalsekretær António Guterres kommentar til synteserapporten med henvisning til filmen, der i sidste uge vandt syv Oscar-priser.

Everything, everywhere, all at once

Klimahandling og klimakrisen er bare ikke overalt. Nødsituationen er knap nået til Hollywood, hvor Guterres’ reference stammer fra. Mens klimarapporterne fra de sidste tre årtier har optegnet videnskaben bag både problemer og løsninger, bliver den virkelighed, som rapporterne beskriver, ikke reflekteret på vores filmlærreder og tv-skærme.

Ifølge en analyse af organisationen Good Energy og University of Southern California, er det kun 2,8 pct. af film og tv-serier mellem 2016 og 2020, der overhovedet nævner klimaet.

“Al litteratur, der ikke handler om klimakrisen, er ikke er værd at beskæftige sig med,” sagde den danske digter Lars Skinnebach i 2010. “Det skal forstås sådan, at klimakrisen er et grundvilkår, der har indflydelse på alle vores livsområder. Så når vi taler om kunst eller energiforsyning eller om marked eller om kærlighed, så er det alt sammen noget, hvor klimakrisen ligger nedenunder som et nyt vilkår, som vi må forholde os til. Og en kunst, der ikke beskæftiger sig med grundvilkårene, og især når det er så akut, jamen, den kunst, synes jeg, leverer ikke et gyldigt kunstsyn eller en gyldig opfattelse af verden,” uddybede han otte år senere til Politiken.

“Når langt størstedelen af de tv-serier og film, vi ser, viser en anden verden end den verden, vi faktisk lever i, skaber det en falsk følelse af normalitet, som er meget farlig”, udtaler Anna Jane Joyner, som er grundlægger af Good Energy. Udover det farlige, betyder det også dårligere historier. “Hvis man fortæller en historie, der foregår på denne jord i moderne tid eller i fremtiden, og som ikke anerkender klimaforandringerne, vil den føles adskilt fra publikums liv. Lidt ligesom at vise klaptelefoner i stedet for iPhones,” lyder det fra Joyner.

Krisebilleder

New York City dækket af is er billedet på et forandret klima i 00’er-katastrofefortællingen The Day After Tomorrow, mens byen står under vand i fremtidsscenariet i A.I. Artificial Intelligence. De henholdsvis Oscar-nominerede og -vindende film Beasts of Southern Wild og Parasite viser klimaforandringernes ulige konsekvenser for marginaliserede befolkningsgrupper.

I de første minutter af The Last of Us på HBO Max ser vi to (fiktive) forskere i 1968. Den ene refererer til virale pandemier, hvilket får seerne til at tænke med et gys tilbage på begyndelsen af 20’ernes lockdowns, håndsprit og to meters afstand. Den anden forsker er ikke bekymret for virus, men for svampe. “Hvad hvis verden bliver varmere?” spørger han. Det er et spørgsmål, der tvinger seernes tanker hen på den globale opvarmning og de mulige fremtidsscenarier, som den indebærer.

Fremtiden på en opvarmet planet er også omdrejningspunktet for serien Extrapolations, der i sidste uge havde premiere på Apple TV+. Og i den kommende film How to Blow Up a Pipeline forsøger en gruppe af unge klimaaktivister at afværge denne fremtid. Filmen er baseret på bogen af samme titel skrevet af den svenske professor i humanøkologi Andreas Malm, der i miljø- og klimaretfærdighedens navn argumenterer for at slukke brande på vores glohede klode ved at pifte bildæk og springe olierørledninger i stykker.

Fortællinger om klima udgør dog stadig en minoritet, og det er ifølge Joyner problematisk. For udover at repræsentere vores virkelighed, kan film og tv-serier være med til at forandre den. I 1998 rullede den Emmy-vindende tv-serie Will & Grace over skærmene og centrerede som den første populære sitcom to homoseksuelle hovedkarakterer. Et studie fra 2006 konkluderede, at serien mindskede fordomme om seksuelle minoriteter for seere uden anden kontakt til LGBTQIA+-miljøet. I 2012 citerede den daværende vicepræsident Joe Biden tv-serien som en årsag til amerikanernes støtte til ægteskabsligestilling.

Til FN’s klimatopmøde i Glasgow i 2021 underskrev 12 britiske og irske ledere i medie- og underholdningsbranchen en Climate Content Pledge. Hvis man så Oscar-prisuddelingen i sidste uge, ville man dog ikke vide, at klimaforandringer var vores tids mest definerende udfordring. Men filmindustrien kan – ligesom verdens ledere – stadig nå at indhente det tabte. /Emilie Ewald