En pervertering af smukke ting

”You never close your eyes any more / When I kiss your lips”

The Righteous Brothers

Kysset, kan man andet end holde af det? Her snakker vi ikke om kysset som institution eller kysset i billedlig forstand, men simpelthen selve den fysiske handling, som du kender så godt (om ikke andet så fra tv): Blikket, der møder en andens blik, øjnene, der sender spændende informationer til hjernen, hjernen, der giver signal til læberne – så er det nu – læberne, der pludselig føler sig let fugtige (et stort takt til tungen); og bedst er det selvfølgelig, hvis noget synkront finder sted hos den person, du har sat dig for at kysse. Det er så smukt.

Kysset er jo et globalt fænomen, så det er der nogle kinesere i en kinesisk startup, som også synes. De har tænkt noget i retning af: ”Vi gør det jo alle sammen, eller vi ville gerne, hvis vi kunne komme til det.” Og straks har eftertanken meldt sig: ”Der må være penge i lortet.”

Derfor har de opfundet en langdistance-kyssemaskine, som ifølge The Guardian ”transmitterer brugernes kyssedata, som er indsamlet via bevægelsessensorer, der er gemt i nogle silikonelæber, der bevæger sig simultant, når modtagne kys genspilles.”

Okay, det begyndte rigtig godt. Kyssemaskine lyder fint. Men tanken om de der silikonelæber – ydrk. Og herfra går det ligesom kun ned ad bakke. De har givet aggregatet et navn, MUA, efter den lyd, som visse personer laver, når de kysser. Det meldes videre, at MUA bliver en smule varm, når den bliver brugt – ligesom rigtige læber.

Der er et billede af en mand, der bruger apparatet. Det ser ud, som om man fastgør det til sin mobiltelefon. Nu begynder det at blive rigtig frastødende. Om der er et marked for MUA, er tvivlsomt, selvom firmaet bag angiveligt har modtaget 20.000 ordrer, for når man tjekker online-anmeldelserne, som The Guardian har været så venlig at gøre, er modtagelsen blandet. En skriver, at det er ”meget ukomfortabelt, føles ikke som et rigtigt kys”, en anden, at det føles som ”en varm sut”.

MUA lyder rædselsfuld. Vi taler jo om en pervertering af kysset, både handlingen og institutionen. Men det kunne være værre. I 2016 opfandt man i Malaysia en lignende maskine, der sikkert var mindre teknologisk komplekst, men til gengæld hed den ‘Kissinger’. Navnet gav et stykke hen ad vejen mening, men ulempen var, at brugeren kunne risikere at se USA’s tidligere udenrigsminister Henry Kissinger for sig, hvis han eller hun lukkede øjnene under kysset (hvilket professionelle kyssere mener man bør gøre).

Vågnet op til dåd

Hvad er det, der gør, at ting, der skulle være smukke og gode, ofte går over gevind og går hen og bliver afsporet? Dagbladet Information har i den seneste tid været efter landets statsminister Mette Frederiksen efter en periode på nogle år, hvor den gamle modstandsavis muligvis har haft lidt for meget tiltro til hendes regeringsførelse.

Som avisens chefredaktør, Rune Lykkeberg, skrev (betalingsmur) i en klumme for nogle uger siden: “Klimaloven foreskrev, at Danmark skulle være ‘et foregangsland i den internationale klimaindsats, så vi kan inspirere og påvirke resten af verden’. Statsministeren takkede de unge mennesker, kaldte sig grøn, og i 2019 slog hun fast: ‘Børn og unge kræver forandring. Nu skal vi levere’. Vi var nogle, der var så dumme, at vi troede på det.”

Torsdagens store forsidehistorie på Information handler om (betalingsmur), at Mette Frederiksens, der sagde, hun var åh så grøn, sammen med hendes regering simpelthen kæmper imod nogle nye regler for biomasse, som Europa-Parlamentet forhandler om at indføre. Det handler om at begrænse afbrændingen af træ i energisektoren, fordi det udleder enorme mængder CO 2.

Problemet for Danmark i den sammenhæng er, at to tredjedele af vores såkaldte grønne energi kommer fra afbrænding af biomasse. Denne energikilde er ifølge FN-regler klimaneutral, men hvis den, som eksperter fastslår, slet ikke er det, så er Danmark heller ikke tilnærmelsesvis så grøn, som vi giver os ud for at være. I stedet for at tage bestik af eksperternes forsøger regeringen at holde fast i den gamle viden. Det kan godt være, at ”det er politik”, men hvordan man end vender og drejer det, så er det klamt.

Information synes virkelig at være vågnet op til dåd. Nu er den også begyndt at se på statsministeren nærmest konstante ublu kriseretorik. Vi så det allerede – og Føljeton skrev om det – da hun holdt sin første tale som statsminister ved Folketingets åbning i 2019. I sin tale ved Kommunernes Landsforenings topmøde for nylig fortsatte hun ad samme spor: den danske velfærdsstat står over for en krisetilstand af dimensioner.

Information har talt med en række forskere, der samstemmigt afviser, at det forholder sig sådan. Det voldsomme uvejr, Mette Frederiksen fremmaner, er ikke-eksisterende. I dagens udgave er der så et interview (betalingsmur) med Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, som holder 100 pct. fast i sin chefs fremstilling af virkeligheden, selv om den ikke passer. Det er næsten uhyggeligt. Måske skulle Mette Frederiksen og hendes folk kysse noget mere (bare ikke med hinanden og helst heller ikke med partiets ungdomsafdeling). /Oliver Stilling