Dolkestødslegendens fald

Hvis det er fakta, så benægter a’ fakta: Det kan åbenbart godt lade sig gøre både at blæse og have mel i munden. I årevis er det i hvert fald lykkedes for Dansk Folkeparti at træde frem som et anti-elitært bondeoprør og samtidig sidde på de afgørende mandater inde i Folketinget. Intet parti har haft større mulighed for at udøve indflydelse i Danmark siden 2001: Stort set ingen større reformer er blevet gennemført uden Dansk Folkepartis aktive opbakning i dette årtusinde. Ansvaret peger i én retning.

Dansk Folkeparti inkarnerer magteliten i dagens Danmark – om man bryder sig om det eller ej. Alligevel fremturer partiet stadig i rollen som outsider. Senest da Danmarks højest placerede borger, Folketingets formand – som formelt er placeret over statsministeren og kun lige under monarken – i et interview i Berlingske rettede skytset mod den ”magtelite, der har været meget dominerende, rethaverisk og ignorerende”. Fra sin højt hævede udkigspost kiggede hun ned – og revsede i virkeligheden sig selv.

Hun fortsatte indigneret: ”Man sidder på flæsket, har sit på det tørre. Man mærker ikke, at der er en østeuropæer, der tager ens arbejdsplads. At der er en frygt for at sende sine børn ud i en sen nattetime. At man taber arbejdspladser. Man skal ikke leve med, at der ingen læge er i byen, selv om der virkelig mangler, fordi lægerne kun vil bo i storbyen.”

Er dette i virkeligheden en bidsk selvkritik? Noget kunne tyde på, at Dansk Folkepartis tidligere formand Pia Kjærsgaard har fået nogle kontante erkendelser, efter at hun selv er steget op øverst på magtens tinde. Umiddelbart kan det dog være lidt svært at gennemskue om Dansk Folkeparti vitterligt er begyndt at fortryde, hvad de stemte for i 00’erne, eller om de bare har glemt alle de reformer, som de gennemførte sammen med VK-regeringen?

Realiteten er, at hun selv var formand for Dansk Folkeparti, da Lars Løkke Rasmussen som daværende sundheds- og indenrigsminister gennemtromlede den såkaldte ‘strukturreform’, også kendt som kommunalreformen, hvor magten blev centraliseret i 98 kommuner.

Uden Dansk Folkeparti ville en lang række bærende samfundsinstitutioner rundt om ude i de tyndest befolkede egne af landet ikke være blevet nedlagt. Og uden Dansk Folkepartis stemmer ville det, som Mogens Glistrup i sin tid kaldte for ‘skrankepaver’ – embedsmændene i DJØF – ikke have haft jobfest ude i kommunerne, mens op mod 25.000 praktiske velfærdsarbejdere samtidig er blevet fyret.

Hun og efterfølgeren Kristian Thulesen Dahl har også båret alt fra efterlønsreform og dagpengereform over sygehus-nedlægninger og politi-centralisering til bolig- og topskattelettelser igennem. Ja, hun har om nogen skabt det monster, hun selv frygter nu: ”Når man taler om dem ude ved kakkelbordene, så er der virkelig mange, der føler sig ramt, fordi de har et kakkelbord. Og når alt det sker, så bliver man arrig, føler sig tilsidesat og trådt på, og så reagerer man med oprør.”

Dette oprør fra udkanten kan med rette vendes mod Dansk Folkeparti. Men sådan er det tydeligvis ikke tænkt. Tværtimod forsøger Pia Kjærsgaard sig i stedet med en klassisk ‘dolkestødslegende’ – altså en påstand om en skjult konspiration fra eliten – som dog er så tyk, at selv borgerlige kommentatorer nu har fået nok. Påstanden fra Folketingets formand lyder ellers frejdigt, at nedskæringerne og centraliseringen er skabt af ”dem, der er uddannet fra universiteterne. Det er dem, der sidder i de store stillinger. Det er dem, der sidder på medierne, Danmarks Radio eksempelvis.”

Men dét er blevet for meget for den liberale kommentator Jarl Cordua, som i forgårs skrev et skarpt indlæg hos Altinget: ”For hvis noget er gået galt i det danske samfund, ja så er det åbenbart alle andres end DF’s og Pia Kjærsgaards skyld? Det er ellers til trods for, at hun og hendes partifæller i mere end 20 år har siddet i Folketinget og fået løn for at påvirke og vedtage store dele af lovgivningen, som man beskylder alle andre for at være ansvarlige for. Sad DF og sov undervejs eller hvad? Mens de hævede hyren? Hvornår var det lige, at DF sagde fra?”

Jarl Cordua beskriver partiets illusion som en såkaldt ‘Dolchstoßlegende’: ”Forklare det med en usmagelig ‘dolkestødslegende’ om, at de er blevet forrådt af en konspiration mellem eliterne i Danmarks Radio, Bruxelles, Finansministeriet og alle akademikerne på landets universiteter? I et civiliseret samfund burde den slags påstande affærdiges som ren ølstuesnak, som det kendes fra beværtningernes oversete genier og fantaster. I Danmark er det den analyse, vores parlamentsformand rejser rundt med.”

Den borgerlige radiovært har heller ikke lagt fingrene imellem i sin kompromisløse kritik af Dansk Folkepartis stemmesluger Morten Messerschmidt, som i de seneste dage er blevet afsløret i pengefiflerier i Bruxelles – sammen med bl.a. partiets udenrigsordfører Søren Espersen. Forestillingen om, at Dansk Folkeparti kæmper imod bureaukrati og skørlevned i EU står således også for fald.

Angrebene fra borgerligt hold viser, at tiden, hvor Dansk Folkeparti kunne køre på frihjul, er ved at være forbi. Måske? Hvis der er nogen, som har forrådt den vælger, som føler sig ”arrig, føler sig tilsidesat og trådt på”, ja, så er det Pia Kjærsgaard & co. Dolkestødslegenden er i hvert fald ved at blive skrevet om – med landets reelle magthavere i hovedrollen som de feje flertalspolitikere, der fortsat ikke vil stå åbent ved konsekvenserne af den politik, de selv har stemt for.