Nyhedsanalysen
[fw - onsdag]
Dagen efter var Det Udenrigspolitiske Nævn – der består af typer som Henrik Dahl (LA) og Inger Støjberg (DD) – rejst på en hemmeligholdt tur til den ukrainske hovedstad Kyjiv for at mødes med den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskij. Mindre overraskende var det, at det møde ikke blev til noget – og at det, at de faktisk fik sagt hej til Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, blev overskygget af henholdsvis Kinas præsident Xi Jinpings besøg i Rusland og den japanske premierminister Fumio Kishidas visit i den ukrainske hovedstad. Samtidig er danske krigsindsats ved at blive ædt af skimmelsvamp.
Klimaet har brug for handling på “alle fronter – everything, everywhere, all at once”, sagde FN’s generalsekretær António Guterres, efter FN’s klimapanel IPCC præsenterede sin sjette klimarapport. Men nødsituationen reflekteres endnu ikke overalt, skrev Emilie Ewald onsdag – heller ikke på de amerikanske filmlærreder og tv-skærme, hvor Guterres’ reference stammer fra: Kun 2,8 pct. af film og tv-serier mellem 2016 og 2020 bare nævnte klimaet. “Hvis man så Oscar-prisuddelingen i sidste uge, ville man dog ikke vide, at klimaforandringer var vores tids mest definerende udfordring. Men filmindustrien kan – ligesom verdens ledere – stadig nå at indhente det tabte.”