Nyhedsanalysen
[fw - fredag]
Fredag var jeg, Emma Louise Stenholm, tilbage i spalterne og opsummerede ugens klimaindsatser – der er stort set fraværende i det nye finanslovsudspil, der af venstrefløjen kaldes “klimasort”, og som ifølge Føljetons politiske redaktør Lars Trier Mogensen beviser, at “klimaet tilsyneladende ikke er nogen hovedprioritet, når Socialdemokratiet ikke presses parlamentarisk”. Derudover skrev jeg om EU’s ambitioner om at gøre sig uafhængig af russisk energi.
Det går nemlig ikke helt så godt, som man kunne have håbet, og som kommissionsformand Ursula von der Leyen ellers bryster sig af: En række eksperter advarer om, at der er dukket en ny og populær rute op i Tyrkiet, hvor russisk olie sælges i forklædning, så Putin potentielt skovler penge ind helt uden at vi ved det – på trods af, at EU sidste år indførte en handelsembargo. Den ene gode nyhed er, at Danmark tilsyneladende ikke er indblandet i galskaben; den anden er, at EU-parlamentarikerne allerede er på sagen. Om de finder en løsning, finder vi forhåbentlig ud af på den anden side af weekenden. /Emma Louise Stenholm