Tusindvis af selvmordsforsøg bliver aldrig registreret

Maria Skov-Hansen ligger i sin seng i Odense, og nu bliver hun bange for, at det kommer til at gøre ondt. Hun har tømt den dåse med Panodiler, som stod i skabet.

Hun er 21 år, og det er egentlig ikke, fordi hun gerne vil dø, hun har bare ikke kræfter til at være i live. Når hun kommer hjem fra børnehaven, hvor hun er i praktik som pædagog, lukker væggene sig omkring hende. Ikke i overført betydning – hun ser for sig, hvordan de rykker tættere på. Hun tænder tv’et, men laver ikke mad. Når hun er sammen med andre, går det bedre, men når hun er alene, mister hun fornemmelsen af at eksistere. Den 3. marts 2009 er det nok.

”Det skal bare stoppe. Hvis det så kræver, at jeg skal dø, så må det være sådan,” husker hun.

Hun har slugt alle pillerne, selv om det var svært at få dem ned. Hun kan ikke mærke noget endnu. Og pludselig tør hun ikke vente længere.

Hun ringer til sin plejesøster, græder og fortæller, hvad der er sket. Plejesøsteren er fattet og fortæller Maria, at hun vil ringe efter hjælp. Kort efter hun har lagt på, kommer to politibetjente og kører hende på skadestuen på Odense Universitetshospital.

Hun bliver lagt i en seng på en tom stue. En sygeplejerske giver hende en opløsning af kul, som hun skal drikke. Miksturen med det fine sorte pulver smager lidt af cola, men har en sandet konsistens. Den suger resterne af pillerne til sig, så de ikke bliver opløst i mavesækken. Og i løbet af en time er hun behandlet for sin forgiftning.

Nu kan hun godt tage hjem, siger sygeplejersken. Maria Skov-Hansen er forvirret. Hun har hverken talt med en læge eller noget psykiatrisk personale. Ingen har spurgt, hvorfor hendes mave er fyldt med Panodiler.

”Jeg siger, at jeg har taget de her piller, fordi jeg har det rigtig dårligt. Men jeg er ikke sikker på, at jeg siger mere, fordi jeg er meget ked af det og i chok over, hvad jeg har gjort.”

Da hendes mor kommer og henter hende, er forvirringen blevet til vrede. Hun råber hele vejen hjem i bilen.

”Jeg kan ikke forstå, at man sender mig hjem igen, når jeg har det så dårligt, at jeg ikke har lyst til at leve. Men det var heldigt for mig, at jeg var så udmattet. For hvis jeg havde haft flere kræfter, så havde jeg haft energi til at tage hjem og prøve igen.”

I Maria Skov-Hansens journal står hendes besøg på skadestuen registreret som en ulykke. Ikke som et selvmordsforsøg.

Livsfarlige fejl

Der kan være op mod dobbelt så mange selvmordsforsøg, som dem vi kender til i Danmark. Blandt kvinder mellem 15 og 24 år kan der være mere end tre gange så mange. Det viser en ny undersøgelse fra Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse, som tegner et billede af, hvor ofte selvmordsforsøg bliver overset eller registreret forkert på skadestuerne.

”Vi har opdaget, at der foregår en systematisk underregistrering af selvmordsforsøg,” siger Britt Reuter Morthorst, som er ph.d. ved Københavns Universitet og Region Hovedstadens Psykiatri og hovedforfatter på undersøgelsen. Sammen med sin forskergruppe har hun undersøgt omfanget af underregistreringen ved hjælp af danske registeroplysninger. For perioden 1994 til 2011 beskriver de udviklingen i selvmordsforsøg og, hvad de kalder, mulige selvmordsforsøg. Det er patienter, som har en psykiatrisk diagnose, og som kommer på skadestuen med en forgiftning eller sår på håndleddet. Det er nemlig ofte forgiftningsdiagnosen, som alene bliver registret, uden at man forholder sig til, om det drejer sig om et selvmordsforsøg eller en ulykke.

Britt Reuter Morthorst mener, hverken at skadestuerne laver fejl på grund af ”sløseri eller af ond vilje”:

”Hvis en person kommer ind med en forgiftning, vil fokus være på at redde patientens liv. Det går man meget fokuseret til. Og derfor vil patienten få en diagnose, som retter sig mod typen af forgiftning. Og så er det nemt at glemme også at udfylde feltet for kontaktårsag, som kunne være et selvmordsforsøg.”

Men hun mener, at procedurerne på skadestuerne kan strammes op. For fejlene kan få store konsekvenser:

”Sundhedsmyndighederne er jo ikke tjent med, at vi ikke kan stole på de her registreringer. Det forhindrer dem i at forebygge og gribe ind over for de rigtige risikogrupper.”

Endnu mere bekymrende er det, at en fejl i journalen kan betyde, at patienten aldrig er blevet tilbudt hjælp til at håndtere sine selvmordstanker. Der findes ellers selvmordsforebyggende klinikker i alle danske regioner, som skadestuepersonalet kan henvise til:

”For den enkelte patient kan det blive fatalt ikke at blive registreret og ikke blive set. Hvis man har den her grad af psykisk smerte, så skal man have den rette efterbehandling. Vi ved, at hvis man først har været på hospitalet med ét selvmordsforsøg, så er man i risiko for at komme igen. 16 procent kommer igen inden for det første år. Og vi ved, at hvis man har selvmordsforsøg i sin historik, er der øget risiko for, at man dør af selvmord senere. Så det er alvorligt, og det skal tages alvorligt.”

Du er ikke dårlig nok

Maria Skov-Hansen er vokset op i en kernefamilie med tre biologiske søskende og en plejesøster, men hun har altid følt sig alene. Da hun blev teenager, havde følelsen vokset sig stor nok til, at hun ikke troede på sine veninder, når de sagde, at de gerne ville være sammen med hende. Derhjemme havde hun også svært ved at finde sin plads. Maria Skov-Hansen var meget glad for sin et år ældre plejesøster, selv om deres forhold gik op og ned. Søsteren havde store udfordringer, der tærede på hele familien.

”Da jeg var cirka 14 år, ville min plejesøster meget gerne til en fest. Og det måtte hun ikke komme. Så gik hun amok og råbte og skreg og truede med alt muligt. Og hun kom pludselig gående ind i stuen med en kniv i hånden. Jeg husker det, som om at hun så meget uhyggelig ud. Det endte med, at politiet kom og hentede hende. Men dagen efter var der stille i hele huset. Der var ikke rigtig nogen, der snakkede om det. Og det havde jeg meget brug for. Men når nu min plejesøster var til besvær, så nyttede det jo ikke noget, at jeg også begyndte at være besværlig. Selv om jeg godt ved i dag, at man jo ikke er besværlig, bare fordi man er ked af det.”

I 2009 flyttede Maria Skov-Hansen ind i lejligheden i Odense. Hun var netop gået fra sin kæreste. Bruddet var hun ikke ked af, men tanken om at bo alene slog hende i gulvet. Når hun kom hjem fra børnehaven, overmandede tomheden hende. Hun fortalte ikke til nogen, hvordan hun havde det. Men en dag tog hun ind på psykiatrisk skadestue i Odense:

”Jeg kunne godt mærke, at det gik den forkerte vej. Og jeg havde brug for noget hjælp til at komme ud af det. Men de sendte mig hjem med beskeden om, at jeg ikke var dårlig nok. Det blev jeg meget vred over.”

Der gik et par dage, og så prøvede hun igen. Hun tog ind på psykiatrisk skadestue og sagde til personalet, at hun ville indlægges:

”Den anden gang fik jeg sparket til en stol. Det gjorde jeg, fordi jeg var vred over, at jeg spurgte meget direkte og åbent om hjælp, og at det så ikke blev modtaget. Sygeplejersken blev vred på mig og sagde, at hvis jeg skulle være sådan, så kunne jeg ikke være der.”

Ikke bare weltschmerz

Maria Skov-Hansens historie kommer ikke som en overraskelse for Jeppe Kristen Toft, der er direktør for Livslinien:

”Der kan være mange årsager til, at hendes forløb har været sådan. Men jeg kan i hvert fald konstatere, at historien minder om det, vi hører i vores rådgivning. At der er unge, som selv banker på og beder om hjælp, men alligevel ikke bliver mødt med åbne og omsorgsfulde arme. Eller allerværst, får at vide: ’Det er ikke her, du skal henvende dig.’”

Generelt har han stor tillid til personalet i sundhedsvæsenet, som gør alt, hvad de kan.

”Men det er et presset system med nedskæringer, hvor sygeplejersker og læger løber hurtigere og hurtigere, og det bliver sværere og sværere at finde tiden til at yde omsorg for det enkelte menneske.”

Der er brug for flere ressourcer og flere hænder, mener han. Og i nogle tilfælde mere uddannelse af personalet.

”Der er et system, som skal lære at forstå, hvad de her selvmordsforsøg er et udtryk for. Det er et udtryk for en dyb mistrivsel. Men det kan være, at de i nogle voksnes øjne og nogle gange i systemets øjne ikke er så alvorlige. Det kan blive tilskrevet en typisk ungdommelig weltschmerz. Men for de unge mennesker, det handler om, er der tale om ægte mistrivsel, ofte gennem en lang periode. Og det er hjerteskærende, når ingen opdager det eller handler på det. Der er ikke nogen sunde, raske mennesker, som forsøger at begå selvmord.”

Jeppe Kristen Toft understreger også, at det er vigtigt, at patienter kan blive indlagt, hvis de har brug for det.

”Man kan ikke udpumpe eller lappe et ungt menneske sammen og så sende det hjem til den samme hverdag, som udløste selvmordsforsøget i første omgang. Og der kan flere sengepladser godt være løsningen.”

Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen, vil ikke selv komme med konkrete bud på, hvordan regionerne kan forbedre registreringen af selvmordsforsøg. Men han vil spørge fagfolk til råds på området:

”Tallene viser, at her er der måske noget, som er mere omfattende, end vi egentlig regner med. Vi vil sende tallene ud til vores specialister, der møder borgerne, og spørge, om vi bør ændre praksis i forhold til at fange nogle flere. Vi vil høre, om der er noget i forhold til rådgivning og indsats, vi skal være mere skarpe på.”

Tog en taxa og blev der en måned

Da Maria Skov-Hansen vågner morgenen efter besøget på skadestuen, ringer hun til børnehaven som det første. Hun melder sig syg, men er bange for, at de ikke tror på hende. At de tror, hun bare pjækker. Så ringer hun til sin misbrugskonsulent og fortæller, hvad der er sket. Maria Skov-Hansen har været i behandling for et hashmisbrug, som hun på det tidspunkt er kommet ud af. Men misbrugskonsulenten kender hendes situation. Og Maria Skov-Hansen håber, at hun kan hjælpe.

”Hun siger, at jeg skal ud på psykiatrisk afdeling med det samme, fordi jeg er selvmordstruet. Hun ringer derud og aftaler med dem, at jeg kommer. Så tager jeg en taxa derud. Og så bliver jeg der en måned.”

Maria Skov-Hansen husker ikke meget fra turen ud på psykiatrisk afdeling eller den måned, hun er indlagt. Men endelig får hun hjælp. Hun får stillet diagnosen ”emotionelt ustabil personlighedsstruktur af borderlinetype”, men andre behandlere har senere givet hende en ADD-diagnose. Hun opgiver pædagogstudiet og livet i Odense. I stedet flytter hun hjem til forældrene i Tølløse og starter i gruppeterapi i Roskilde.

”Jeg kunne ingenting. Jeg gik i terapi tre-fire gange om ugen og kom hjem. Men langsomt blev det lettere. Jeg blev i stand til at sætte ord på mine følelser. Og jeg fandt ud af, at jeg aldrig er alene.”

I dag har Maria det bedre, men hun er vred over den behandling, hun fik på skadestuen. Og at hendes selvmordsforsøg er registreret som en ulykke.

”Det kan ikke have været særligt svært at se, at det var et selvmordsforsøg. For man kommer ikke bare sådan til at tage et glas piller.”