Zlatan Ibrahimovic er ikke bare en af verdens bedste fodboldspillere, han er selvcentreret, pralende, storhedsvanvittig og svensker. Han er langt fra klicheen om det velfærdstrygge, janteundertrykkede, lighedssøgende Sverige, og hvad, der virker endnu mere paradoksalt, er, at svenskerne elsker ham for det.
»Men det er ikke noget paradoks,« lyder det fra historiker og ph.d. Lars Träghård, der er ekspert i velfærdsstaten, professor ved Ersta Sköndal Högskola i Stockholm og forfatter til adskillige bøger om den svenske model.
»Det er ikke et paradoks, for klicheen om Sverige er forkert. Analysen er forkert.«
Leve og dø i Sverige
»Du gamla.« Zlatan Ibrahimovic driver langsomt sit skånske frem. »Du fria.«
Sveriges største fodboldspiller taler den svenske nationalsang i stedet for at synge den. Synge nationalhymnen gør han i det hele taget aldrig, heller ikke før en landskamp, mest, har han sagt, fordi han ikke kan. Men nu vil han gerne udtale ordene i den mest svenske af alle sange i reklamefilmen for Volvo, det mest svenske af alle svenske firmaer. Han siger: »Du fjällhöga nord,« og »Jag vill leva, jag vill dö i Sverige,« selv om Zlatan ikke lever i Sverige og ikke kommer fra det fjeldhøje nord, men fra det sydligste syd, Malmøbydelen Rosengård. Derfor udtaler han »Du gamla« med et strejf af rosengårdsk – et svensk, nogle kalder indvandrersvensk, men som i Malmø bare ser ud som endnu en svensk dialekt.
Som en Volvo
Zlatan er den største svenske fodboldspiller nogensinde. Han er et nationalt symbol, et svensk ikon. I reklamenfilmen repræsenterer han Volvo under sloganet ‘Made by Sweden’, selv om hans mor er katolik fra Bosnien og hans far muslim fra Kroatien. Zlatan krammer sine blonde børn, sætter sig ud i sin snehvide Volvo og kører ad sneklædte veje igennem det storslåede svenske fjeldlandskab. Man ser ham iført hvide camouflagetøj med jagtriflen på ryggen jage en kronhjort på snedækket skovbund, han får kronhjorten på kornet, men skåner dyret. Zlatan jager videre igennem skoven, tilsyneladende uden mål, videre, hurtigere og hurtigere. Pludselig ser man billeder af ham kysse de blonde børns mor, den lige så blonde Helena. Han løber videre igennem den hvide skov, der er oplyst af sneen under den mørke nattehimmel for til sidst at nå frem til en sø. Det er blevet lyst. Han tager sit tøj af, dykker igennem et hul i isen og svømmer i det iskolde vand under det tykke islag. Længe. »Jag vill leva,« siger han og holder en pause. »Jag vill dö.« Han holder vejret. »I Sverige.« Han er Zlatan Ibrahimovic.
Men hvordan kunne en indvandrerdreng fra socialt svage kår opvokset i Sveriges mest berygtede kvarter, en dreng fra et skilsmissehjem, hvor der var skrald på gulvet og tomme øldåser på bordet blive ikon for Sverige?
Folkelig arrogance
Hvordan kunne han, roden fra underklassen, blive Made by Sweden – den svenske velfærdsstats, Folkhemmets, ingeniørskunstens – fremmeste produkt? Lige netop en storskrydende ener som Zlatan? Hvordan kunne han blive stor i egalitetens, de lige muligheders, jantelovens og nøjsomhedens land? Ikke engang i det langt mindre beskedne FC Barcelona, hvor han spillede tilbage i 2009, kunne man helt rumme Zlatans arrogance og selvhævdelse. Klubbens træner, Pep Guardiola, forsøgte at få ham til at rette ind.
»Hør lige,« sagde Guardiola ifølge David Lagercrantz’ omdiskuterede biografi ’Jeg er Zlatan Ibrahimovic’ fra 2011.
»Her i Barca har vi begge ben på jorden. Her kommer vi ikke i Ferrari eller Porsche til træning.« Zlatan skulle tvinges ind i sin klub-Audi, hoppe, når Guardiola sagde hop, og passe ind sammen med de andre, selv om han hverken kunne eller ville. For Zlatan er – i følge sig selv – mest optaget af Zlatan. Han har ikke lyst til at se VM i fodbold, hvis ikke han selv er med. Han taler han om sig selv i tredje person. »Zlatan er tilfreds« og »en skadet Zlatan er et seriøst problem for ethvert hold«. Og i sidste uge blev det også for meget for franskmændene, da han til en pressekonference for sin nuværende klub Paris Saint Germain fik sagt, at han først fik Sverige, siden Frankrig på fodboldverdenskortet med sine præstationer. Jo, Zlatan er glad for Zlatan, og det aftager ikke med alderen, som han selv har påpeget ved at sammenligne sig selv med gammel vin. »Jo ældre vinen bliver, jo bedre bliver den«.
Hvordan passer dette svenske menneske ind i velfærdsstaten?
Er svensken menneske?
Lars Trägårdhs seneste udgivelse er den reviderede udgave af den roste sociologiske udredning af svenskernes forhold til hinanden og staten ’Är svensken människa’. Her har han forsket i den svenske sociale kontrakt, den nordiske model med fokus på nationalisme i folkhemmet og individets status og rettigheder i de nordiske samfund, og det er på den baggrund, han læser Zlatan Ibrahimovic som et naturligt produkt af velfærdsstaten.
»Billedet af Sverige som lighedens land er langt mere forkert end billedet af en Zlatan, der ikke passer ind. Men vi elsker at fremhæve klicheen om Sverige, elsker billedet af landet, der udgår fra janteloven, det beskedne, ligheden og solidariteten, hvor en figur som Zlatan bliver jantes modsætning. Selv har jeg altid oplevet lige netop det billede som ekstremt problematisk.«
Janteloven er en projektion
Lars Trägårdh holder en pause. I virkeligheden er det ikke anderledes end i de andre nordiske lande, siger han så. Måske i særdeleshed i Danmark. Man har slået sig op på de værdier som tillid og solidaritet i de nordiske velfærdssamfund, men på den måde undervurderer man graden af individualisme i Norden. Det er problematisk og på sin vis også selvhævdende, mener han. Og ikke mindst er det usandt.
For der er noget smigrende i denne her folkhems- og jantelovsbeskrivelse af de nordiske samfund, der er langt mere repræsentabel end den, der i sandheden præger de nordiske velfærdssamfund. Nemlig det konkurrerende, individualismen, selviskheden og det egotrippende.
»Det kan vi synes, er problematisk og usympatisk, så mens vi projicerer jantelov og beskedenhed udadtil, lever vi vore liv på en måde, hvor vores ypperste mål er succes og berømmelse.«
Zlatan-nyt hvert 10. minut
Zlatan Ibrahimovic er lykkedes med lige netop det, og derved er han blevet uafhængig. Han kan gøre det, han selv vil. Han har fået sin frihed. Derfor skriver de svenske medier hvert tiende minut en ny Zlatan-artikel. Det er 150 i døgnet. Derfor så tre millioner Volvo-reklamen på youtube, da den kom sidste år. Og derfor blev hans biografi, skrevet af den intellektuelle og adelige David Lagercrantz solgt 810.000 gange alene i Sverige og herefter oversat til 30 sprog. Og selv om Zlatan selv nu prøver at revidere billedet i bogen, selv om han nu siger, at hans opvækst var langt fra lige så forsømt, som den blev præsenteret, og han selv var langt mindre vild, end han dengang sagde, ja, selv om Lagercrantz har indrømmet, at citaterne for det meste ikke var Zlatans ordrette udsagn, fik den de unge, der aldrig havde læst en bog, til at læse. Fordi bogen handlede om det svenske nationalikon Ibrahimovic. Ham, de alle sammen gerne ville være.
»De nordiske samfund slår sig op på beskedenhed, lighed og solidaritet, men samtidig er de her samfund ekstreme markedssamfund. Ikke mindst Sverige. Det andet er en illusion. Vi er ekstremt konkurrencemindede, vi konkurrerer hele tiden, og vi er enormt gode til det,« siger Lars Trägårdh og nævner, at svenskere elsker undersøgelser, der viser, at de er bedst til dit eller dat. At svenskerne er bedst til innovation, eller at landet er ranket i Financial Times på lister over økonomisk effektive lande.
En moderne Pippi
I virkeligheden var Sverige et land af selvejende bønder, der elskede sine ejendomme og sine ting, der siden udviklede sig til et ingeniørkunstens og virksomhedernes land, der ville lykkes og være bedst til det.
»Her passer Zlatan bedre ind, end man nogensinde har villet være ved i Sverige. Han er et menneske, som konkurrerer intensivt og som vinder. Det bliver ikke meget bedre.«
En moderne Pippi Langstrømpe, kalder Lars Trägårdh Zlatan Ibrahimovic. En, som det er lykkedes for og som derfor, kan gøre, hvad han selv vil. Han har fået den totale frihed på grund af det, han har opnået.
»De nordiske lande har aldrig været socialistiske. Overhovedet ikke. De har heller aldrig handlet om at ville være bedst til at følge janteloven. Tværtimod. Og på den måde er Zlatan billedet på den svenske drøm. En slags amerikansk drøm bare på svensk.«
‘Mig’, ikke ‘os’
For nogle uger siden postede den svenske medieprofil Alex Schulman et klip fra en avisartikel på Instagram. Det var et citat, der havde været bragt i Dagens Nyheter forud for kampen mod Danmark lørdag. »Jeg er forberedt til alt. Ingen kan stoppe mig,« siger Zlatan Ibrahimovic i avisudklippet skrevet af skribenten Johan Esk, der fortsætter sin artikel med, »ordvalget er bemærkelsesværdigt. En holdkaptajn, der siger ’mig’ og ikke ’os’.«
Men det er ikke Zlatan Ibrahimovic, Alex Schulman hænger ud for sit syn på sin rolle som holdkaptajn. Det er den svenske landsholdtræner, Eric Hamrén.
»Johan Esk i DN (Dagens Nyheter red.) har en pointe. Hvordan kan en kaptajn sige noget sådant? Så skal man måske ikke være kaptajn. Så skal man måske bare være stjerne og lade nogen, der bekymrer sig om holdet være kaptajn. Endnu en fejltagelse af denne vidunderlige taber Erik Hamrén,« skriver Schulman, der lever af at gøre grin med de fleste og kun får åndenød af én eneste kendis i hele Sverige. Nemlig Zlatan.
Hjem til Malmö
Hvis man virkelig, som man siger, var så besat af jantelov og lighed i Sverige, var en figur som Zlatan mest af alt en trussel, en udfordring og et problem. Han havde været en kilde til misundelse.
»Men der er ingen, der synes, det er forfærdeligt, at han tjener ufatteligt mange penge. Der er ingen, der misunder ham sin succes,« siger Lars Trägårdh og nævner alle de andre, som svenskerne har ondt i røven over. Rigmandsbørn, der er født med en guldske i munden. Folk, der tjener penge på børshandel. Mennesker, der har drevet virksomheder i sænk, men alligevel modtager gyldne håndtryk i millionklassen. Folk, som ikke har fortjent det. Ikke sådan nogen som Zlatan.
Det er derfor, Zlatan Ibrahimovic kan vende hjem til Malmø under Champions League-kampen den 25. november i Malmø mellem franske Paris Saint Germain, hvor han selv spiller, og sin gamle klub Malmö FF. Zlatan har selv finansieret en gigantisk storskærm, der bliver stillet op på Stortorget i Malmø, så det bliver en slags homecoming, en fodboldfest, malmøboerne sjældent har set. I virkeligheden mest for ham selv, bysbarnet, der endelig er kommet hjem. En eneste gang har svenskerne været skuffede over ham, og det var, da han satte sin millionvilla i Malmø til salg. Var de nu ikke fine nok til ham længere?
»Jeg forstår ikke, hvorfor debatten blev så kaotisk og at alle troede, at nu ville jeg forlade Sverige. Jeg forlod Sverige for 10 år siden, men jeg kommer alligevel altid tilbage. At jeg sælger mit hus betyder ikke, at jeg forlader Sverige. Jeg forlader ikke min kærlighed så let,« lød hans svar, hvorefter svenskerne tilgav ham igen.
Zlatan er velfærd
Velfærdsstatsforskeren Lars Trägårdh understreger, at de nordiske velfærdsstater, også den svenske, ofte undervurderer den individualisme, der kom med det statsgaranterede sikkerhedsnet. Den gratis uddannelse til alle gjorde, at enhver fik mulighed for at realisere sig selv, daginstitutionerne gjorde, at kvinderne slap taget på hjemmet, dagpenge- og kontanthjælpssystemerne sikrede, at familien ikke behøvede at træde til for at hjælpe, når nogen faldt ud, ligesom ældreforsorgen gjorde, at man kunne blive ved med at passe sit arbejde og sig selv på trods af, at de gamle fik brug for hjælp. Et solidarisk system, som gjorde det muligt at dyrke den ekstreme individualisme. Lige muligheder, men ikke lige udkom, kalder Lars Trägårdh det svenske fokus.
»Alt ændrede sig med velfærdsstaten. For 100 år siden var der mange, arbejdere og tyende eksempelvis, der havde begrænsede muligheder for at kunne virkeliggøre sig selv, men idet vi i dag har et samfund, der er mere lighedsorienteret end nogensinde, har vi også dyrket tanken om, at enhver kan være sin egen lykkes smed. Det er en slags amerikansk drøm, der er gået i opfyldelse, bare på nordisk.«
Det er et paradoks. Og en ironisk konsekvens, at velfærdsstaten med et udgangspunkt i solidaritet og lighed gjorde det muligt for individet at virkeliggøre sig selv og gøre sig selv til kapitalismens bannerfører. Det, vi kalder for en investering i alle individer, har gjort det muligt for enhver at deltage og enhver at blive en succes, lyder klicheen.
»Og det er især det, billedet af Zlatan går på. Drengen fra Malmø, indvandrerungen med de dårlige forudsætninger og dårlige karakterer, der takket være en samfundskontrakt, der fokuserer på at skabe muligheder for enhver lever en slags nordisk, amerikansk drøm. Det er her, folkeligheden i Zlatan ligger. Det rå, det arrogante, mennesket, der kom fra folkedybet og så sine muligheder og som ikke blev født med en guldske i munden og andre forudsætninger end vilje og et vist talent, der lagde sine kort rigtigt og som udnyttede chancen, der er i et egalitært samfund.«
Det er derfor, ingen misunder Zlatan Ibrahimovic sin succes. I stedet tænker de unge: jeg kan også blive som han. Jeg kan blive en ny Zlatan. Hvis jeg udnytter mine muligheder.