Abaca/Ritzau Scanpix
“For mig at se er der ikke andet at gøre end at fortsætte den nuværende linje og bombningerne,” lød det fra et SF- hovedbestyrelsesmedlem forud for partiets årsmøde i 1999. Den blodige krig i Jugoslavien var en afgørende skillelinje, hvor en række af folkepartiets medlemmer angreb folketingsgruppen og formand Holger K. Nielsen for at være urealistisk pacifistisk ved at kræve Nato-bomberne over Kosovo stoppet. Der gik et par år, før Serbiens Slobodan Milošević endte for forbryderdomstolen i Haag, som Putin også meget vel kan være på vej til, uanset om eller hvornår krigen slutter.
Her 24 år senere har spliden taget nye former. Holdningen til Nato er for længst skiftet: “Vi skal styrke og udbygge alliancerne med ligesindede, liberale demokratier i verden, i Nato og i EU,” står der i SF’s udkast til en såkaldt landsmødeudtalelse, her inden de lørdag mødes på Comwell i Kolding. Og hvad angår Kosovo, leverede man i december forrige år de afgørende mandater til beslutningen om, at landet skal huse 300 danske fængselspladser til udvisningsdømte kriminelle. Det stillede partiets ungdomsafdeling sig ellers lodret imod.
Fængselsaftalen – der lige nåede at blive underskrevet af den daværende justitsminister Nick Hækkerup (S), inden han stak af til Bryggeriforeningen – skulle genoprette en dansk kriminalforsorg, der var “presset helt i bund”. Siden er projektet udskudt adskillige gange: Først tog det længere tid end forventet at ombygge Giljan-fængslet, som det hedder, og siden konkluderede Fængselsforbundet, at aftalen var lagt i “mølposen”, da der manglede 200 mio. kr. i budgettet. Men planerne blev hurtigt hevet op igen. Så sent som i februar godkendte det kosovoske parlament, at Danmark kan sende 45 mio. kr. – årligt – fra den danske udviklingsbistand. Det er penge, der i første omgang skulle komme fra kulturmomsen, og som i Kosovo kædes direkte sammen med ombygningen af fængslet, der nu først ventes at stå klar i 2024.
Der er mange ting, man kunne tage fat på. Kulturmomsen og udviklingsbistanden; at fængselscellerne kritiseres for at være et brud på menneskerettighederne og retssikkerheden; at tage et stadig konfliktpræget land som gidsel for indenrigspolitiske luftkasteller; det principielt forkerte at udlicitere opgaven i det hele taget.
Men det hele blev på en måde endnu mere speget, da man fredag kunne læse, at loven hidtil er formuleret så ukonkret, at man potentielt kan ende i Kosovo for alle mulige slags forseelser. På et samråd forklarede justitsminister Peter Hummelgaard (S), der nu står med sagen, at fængselspladserne “fortrinsvis” er tiltænkt udvisningsdømte. I det ligger, at “det kan være alle mulige andre også. Det vil ikke være i strid med hverken loven, bemærkningerne eller traktaten, at man overfører nogle andre,” siger juraprofessor Peter Vedel Kessing, til Altinget og bakkes op af en række kollegaer.
Man kunne håbe, at det var tale om et par uheldige formuleringer. Ifølge den socialdemokratiske retsordfører Bjørn Brandenborg skal man da heller ikke lægge så meget i de sproglige vendinger. Men støtten til at udvide forslaget er tilsyneladende også at finde hos flere af de øvrige partier. Mindst overraskende hos Dansk Folkeparti, mens SF er klar på at tage “borgere fra tredjelande, som ikke nødvendigvis er udvist”. Justitsministeriet, derimod, vil ikke svare på, hvordan ordlyden skal forstås. Og dermed bekræftes mistanken: At man ikke kan tage ministerens ord for alt for gode varer. /Emma Louise Stenholm