Foto: Jung Yeon-Je/AFP/Ritzau Scanpix
Søndag aften kom det frem, at den japanske komponist og producer Ryuichi Sakamoto (坂本 龍) er død, 71 år gammel. Det var noget kræft, der tog livet af ham.
Sakamoto skrev fremragende filmmusik og blev også hædret for det, men inden da – i 1978 – stiftede han sammen med Haruomi Hosono og Yukihiro Takahashi Yellow Magic Orchestra (YMO), som vel kan kaldes Japans svar på det düsseldorfske band Kraftwerk – bare mere raffineret og innovativt. Mere interessant, simpelthen. Eller for at koge det helt ned: bedre. Som musikmagasinet Pitchform skriver om Sakamoto og hans “grænseløse genialitet” i en nekrolog, er YMO det band i verden, som med størst ret kan kalde sig ‘technoens gudfædre’.
For nogle år siden var Ryuichi Sakamoto med i en spøjs artikel i The New York Times. Den handlede om spillelister på restauranter, altså den musik, der bliver spillet på diverse spisesteders højttalere med henblik på at få gæsterne til at føle sig endnu bedre tilpas. Journalisten havde hørt en historie om, at Sakamoto var blevet så irriteret over den musik, der blev spillet på hans yndlingsrestaurant i New York, at han vederlagsfrit tilbød ejeren at lave en bedre spilleliste.
Journalisten, der tillige var musikkritiker på avisen, besøgte restauranten og lyttede opmærksomt, mens han spiste. “Der var langsom eller rummelig soloklavermusik fra forskellige utydelige traditioner; et par melodier, som kunne hav været temaer fra filmsoundtracks; en smule improvisation. Når der blev sunget, var det generelt ikke på engelsk,” etc. Det var ikke musik, der skulle styrke et varemærke og få folk til at købe mere, men musik, som “repræsenterede en hengiven kundes dybe viden, sensibilitet og idiosynkrasier,” og som hensatte journalisten i en tilstand af ekstase.
Da det lykkedes ham at fange Ryuichi Sakamoto, medgav denne, at historien var sand. Restaurantens oprindelige baggrundsmusik var “virkelig dårlig”, sagde han. Så elendig, at det en aften blev ham for meget. Det, der flød ud af højttalerne, var en pærevælling af brasiliansk popmusik, gammel amerikansk folkemusik og lidt jazz, som angiveligt var blevet udvalgt af restaurantens ledelse i Japan. Sakamoto gik hjem og skrev en e-mail til chefkokken, hvori han roste maden for dens skønhed og perfektion, men skosede baggrundsmusikken.
Og hvad er så god baggrundsmusik for Ryuichi Sakamoto? Det afhænger af stedet, det bliver spillet i. Da han udarbejdede en spilleliste, var der gode ting, der blev valgt fra. Noget var for larmende, noget var for lyst, noget var for jazzet. Sakamotos 3 timer og 19 minutter lange spilleliste, som The New York Times gjorde tilgængelig på Spotify, er ret forrygende – også at arbejde til. For eksempel Bill Evans’ “Peace Piece” fra lp’en Everybody digs Bill Evans (1959).
Der kan være noget smukt og næsten magisk over sådan nogle historier. Det pinte den store komponist, at der var mislyde, mens han spiste. Restauranten forstod, at det gik ham på – at han vidste, hvad han snakkede om – og lod ham fikse problemet. I en håndevending blev verden et lidt bedre sted – bare en lillebitte smule.
Ingen stil
“Musikken i din restaurant er ligesom Trump Tower,” skrev Sakamoto i sin e-mail. Tirsdag skal USA’s tidligere præsident Donald Trump stilles for retten i en af New Yorks mindre retssale, tiltalt for forhold, der relaterer til udbetalingen af 130.000 dollars i hush money til pornoskuespilleren Stormy Daniels forud for præsidentvalget i 2016. Det er første gang i USA’s historie, at en tidligere præsident er tiltalt for at have begået kriminalitet. Det er blot én af i fire efterforskninger rundt om i USA, som kan føre til strafferetlige anklager mod ham.
Trump har ingen stil, ingen manerer. Hans instinkt er at lave så meget larm og få så meget opmærksom som muligt. Intet trick er for lousy. Sagen mod ham i New York er politisk motiveret, siger han, ligesom han kalder distriktsanklageren Alvin Bragg for psykopat. Han ønsker at opildne tosserne i sin vælgerbase. Sagen kommer til at køre lang tid og vil formentlig række langt ind i præsidentvalgkampen i 2024.
Donald Trumps advokat, Joe Tacopina, udtalte søndag, at hans klient vil erklære sig ikke-skyldig. “Forhåbentlig vil det blive så smertefrit og classy som muligt af sådan en situation at være,” sagde han.
Utroligt, at han fandt det oplagt at bruge ordet “classy” om Trump. Mere anti-classy end Trump bliver det ikke. Hvis der fandtes en spilleliste til hans cirkus, ville det ikke være en, man gad høre. /Oliver Stilling