“Jeg tog ikke min pistol med mig i dag, bare rolig.” Vreden var nem at få øje på, da den skandaleramte og siden opkøbte schweiziske bank Credit Suisse tirsdag havde sin første fysiske generalforsamling i fire år: “Jeg har taget mit røde slips på i dag for at vise, at jeg og mange andre aktionærer ser rødt,” lød det fra en anden af de tusinder, der var mødt op på et ryddet ishockeystadium uden for hovedstaden Zürich.
Der er ikke rigtig noget at sige til, at schweizerne er vrede. De er vant til at gå til folkeafstemning om alt fra bredden på cykelstierne, til om landet skal være en del af EU. Men ingen – heller ikke aktionærerne – havde noget at skulle have sagt, da den 167 år gamle bank for nogle uger siden opkøbt af UBS – og reddet på målstregen af regeringen fra et kollaps, der kunne udvikle sig til en lige så slem finanskrise som i 2008.
Banken ejede, hvad der svarer til det dobbelte af statens økonomi. Det er det, der ligger i udtrykket for stor til at fejle. Hvis banken gik konkurs, ville det ikke bare sprede sig som ringe i vandet til resten af landet, men skabte – og skaber stadig – frygt for en ny europæisk krise. Men særligt er aktionærerne sure over, at det var deres penge, der blev brugt ved den forhastede nødlov, som skulle sikre sammenlægningen.
“Det er en trist dag. For alle jer og for alle os,” undskyldte bankens formand, Alex Lehmann, der var “dybt ked af det”. Ifølge formanden var bankerot den eneste anden udvej: “Det ville have ført til det værste scenarie: Et totalt tab for aktionærerne, uforudsigelige risici for kunderne og alvorlige konsekvenser for økonomien og de globale finansmarkeder.”
Aktionærerne gav nu ikke så meget for hans ord. En sagde, at bestyrelsen i normale tider ville være blevet “korsfæstet” for sine handlinger, andre mente, at de burde blive sat bag tremmer. Og ifølge Financial Times’ udsendte tilbød en tredje bestyrelsen en pose med tomme valnøddeskaller: De var lige godt samme værd som hans aktie. Meget billedligt takkede Lehmann nej. Han havde nødder nok, mens publikum måtte sidde tomhændede tilbage. Alligevel blev han genvalgt på posten.
Flere af landets længstsiddende bankfolk har været ude at kritisere det, der foregår i Schweiz i øjeblikket: At bruge befolkningens penge på at redde en bank, der ikke bare er lagt ned af svindelsager, men også skal bedes om at stoppe finansieringen af fossile projekter. Det var i øvrigt det samme, der skete på Wall Street i USA, hvor Donald Trumps politiske karriere for alvor fik medvind. Men også han kommer formentlig hurtigt videre fra de mindst 34 anklager, der nu er landet – med et endnu stærkere kort på hånden mod eliten. Måske er postyret faktisk det bedste, der kunne ske for Trump: I hans øjne er han nok for stor til at fejle. /Emma Louise Stenholm